For 10 år siden flyttede Camilla Stærk til New York for at arbejde som designer. Camilla Stærk er veninde med Helena Christensen, og de to er på vej med en ny linje af b.la. interiør og swimwear og har også tidligere skabt smykker sammen. Kom med indenfor i Camilla Stærks univers.
I ELLEs november-nummer satte vi fokus på USA og i magasinet kunne du b.la. møde designer Camilla Stærk, som flyttede til New York for 10 år siden, for at dyrke pulserende New Yorks mange kulturelle- og karrieremæssige fordele.
Siden hun flyttede til New York har Camilla Stærk boet i sin lejlighed på Bond Street i Noho. I sin tid fik hun lejligheden gennem en redaktør på New York Times, hvis mand ejer boghandlen i stueetagen. Herudover bor der kun to andre i opgangen; den ene har boet her siden 1970’erne, og den anden ejer bygningen.
Camilla Stærk siger selv, at hendes stil er en blanding af old Hollywood, dansk design, Karen Blixen samt erotisk kunst, og at alle elementerne har sat deres eget tydelige præg på lejlighedens interiør. Farvemæssigt holder den 41-årige dansker både sin beklædning og det meste af sin indretning sort. Det bidrager med en ro til designprocessen, når det meste omkring hende er sort, fortæller hun, og i dag er selv hendes køleskab sort.
Tøjmæssigt er der ikke den store udskiftning fra dag til dag, da Camilla Stærk har en uniform, hun har på hver dag: Et bodysuit, en form for nederdel, hovedtørklæde, stiletter, en læderclutch og arvesmykker fra sin mormor og farmor – og ud over guldsmykkerne er det hele primært i sort, naturligvis.
Kom med indenfor hos Camilla Stærk i hendes skønne lejlighed i New York i vodeoen nedenfor og se med i galleriet og oplev Camilla Stærks univers endnu tættere på:
Foto: Lasse Bak Mejlvang for ELLE, november 2016
Under navnet Stærk Christensen er Camilla Stærk og Helena Christensen på vej med en linje af bl.a. interiør og swimwear. De to har tidligere bl.a. skabt smykker sammen.
Foto: Lasse Bak Mejlvang for ELLE, november 2016
Fotobøger er en stor inspiration for Camilla Stærk, der især finder dem på antikmarkeder og i vintageboghandler.
Blandt de store inspirationskilder er Robert Mapplethorpe og Helmut Newton.
Foto: Lasse Bak Mejlvang for ELLE, november 2016
Garderoben består hovedsageligt af Camilla Stærks eget design og enkelte vintage pieces. Selv om langt størstedelen er sort, er der i ny og næ et farvet element, der får lov til at snige sig ind.
Foto: Lasse Bak Mejlvang for ELLE, november 2016
Læderclutchen er en del af den daglige uniform og er af eget design. Den er lavet i håndstrikket læder, som Camilla Stærk er vild med. I det hele taget er læder et favoritmateriale, hvilket efter designerens eget udsagn måske kan tilskrives barndommen som ridepige, hvor hun i en lang periode havde en drøm om at blive saddelmager.
Foto: Lasse Bak Mejlvang for ELLE, november 2016
Erotisk kunst af blandt andre Hans Henrik Lerfeldt har fascineret Camilla Stærk siden barndommen, hvor hendes far samlede på det. I dag hænger der flere plakater og fotografier af denne slags i lejligheden.
Foto: Lasse Bak Mejlvang for ELLE, november 2016
Dansk design er over hele lejligheden i form af bl.a. Arne Jacobsen- og Poul Kjærholm-stole og denne Botium-sofa af Rud Thygesen og Johnny Sørensen.
Foto: Lasse Bak Mejlvang for ELLE, november 2016
’The Spine Rug’ er Camilla Stærks eget design og skal ligne bagsiden af et dyreskind med inspiration fra Karen Blixens Out of Africa.
Foto: Lasse Bak Mejlvang for ELLE, november 2016
’The Smoky Feather Light’ har Camilla Stærk selv lavet – igen efter inspiration fra Karen Blixen og hendes tid i Kenya i 1920’erne.
Foto: Lasse Bak Mejlvang for ELLE, november 2016
Camilla Stærk er bedste veninder med den danske supermodel og fotograf Helena Christensen. Rundt om i lejligheden står indrammede billeder fra en fotoskydning, de to har lavet på Helena Christensens grund nord for New York. De blev i 2014 fremvist på en udstilling, Camilla Stærk afholdt i New York.
Foto: Lasse Bak Mejlvang for ELLE, november 2016
Inspirationen fra det gamle Hollywood ses blandt andet i palmelampen, som Camilla Stærk har fundet på et lop-pemarked i East Village. Dengang var den helt sort, men hun har brugt en dag på at pudse den ned.
Foto: Lasse Bak Mejlvang for ELLE, november 2016
Ligesom med sit tøj og sin indretning er designeren meget konsekvent i sit valg af parfume. Chanels ’Coco’-duft har været fast inventar på badeværelseshylden, siden hun var 19 år.