Trends

Annonce | Tæt på Jane Kønig og hendes smykkeunivers

- 02/11/2015

Vi kender Jane Kønig som smykkedesigneren, der står bag de populære lovetags og et hav af andre fine smykker. Vi har mødt Jane Kønig til en snak om, hvordan det hele startede og hvilke værdier, der fylder mest i hendes fine smykkeunivers...

De fleste kender Jane Kønig som smykkedesigneren, der blandt andet står bag de populære lovetags. Men Jane Kønig er også kendt som en af de designere, der ikke er bange for sammensætningen af utraditionelle materialer.

Gennem tiden har Jane Kønig eksperimenteret med sammensætningen af mange forskellige materialer, herunder træ, horn, kobber og plastik. Jane Kønig har skabt en lang række spændende kreationer, som vi her på ELLE-redaktionen altid har haft en svaghed for. 

Se også: Dagens drømmekøb… Acne pumps

Her på ELLE-redaktionen har vi derfor været et smut forbi hendes fine værksted og stillet hende et par spørgsmål om, hvordan det hele startede og hvilke værdier, der fylder mest i hendes smykkeunivers.

Læs interviewet her: 

Hvordan fandt du ud af, at du ville være smykkedesigner? 

Jeg har altid elsket at forsvinde væk i min egen fantasiverden, og siddet og nørklet med noget kreativt. Jeg var sådan et barn, som du kunne sætte over i et hjørne med en saks, papir og blyanter, og så hørte man ikke fra mig i timevis. Det var faktisk lidt tilfældigt, at jeg kom til at lave smykker. Min kærlighed til smykker voksede, da jeg, under min uddannelse som beklædningsdesigner, lavede accessories til mine designs som fx smykker, bæltespænder osv. Da jeg afsluttede min uddannelse, havde metalarbejdet vokset sig fast på mig og derfra blev det smykker, der var min verden.

Hvem bestilte din første ordre?

Min første ordre var til Birger Christensen i København og det luksuriøse magasin HARRODS i London. Jeg havde en veninde bosat i London, som gerne ville prøve at sælge mine designs for mig til Harrods. Jeg forventede egentlig ikke, at det kunne lade sig gøre, og det var derfor en stor overraskelse, da hun ringede og sagde, at Harrods havde lagt en stor bestilling. Vi fik rigtig travlt! Min mor, veninde, og søn Jeff – og hvem der ellers kunne noget – blev sat i arbejde, og vi fik lavet ordren på mit lille værksted efter to ugers arbejde i døgndrift! Den start gav mig et godt drive!

Hvad er vigtigt for dig, når et nyt design skal designes?

Det er vigtigt for mig med ro og tid til fordybelse, når et nyt design skal skabes. Der skal være tid til at hygge sig og have det sjovt i processen, uden stress – jeg vil aldrig skynde på et design og gå på kompromis med det. Men når jeg designer, så handler det også om en kreativ proces, hvor jeg skal bevæge mig ud på dybt vand og turde noget nyt, selvom det kan være yderst angstprovokerende…

Hvad inspirerer dig til dine designs?

Jeg henter rigtig meget inspiration fra modeverdenen – et fantastisk og modigt design kan gøre mig helt ”høj” og selvfølgelig et godt håndværk. Derudover henter jeg inspiration i mit indre bibliotek, som består af alle de indtryk, jeg har samlet gennem tiden – både fra København, hvor jeg er bosat, men også fra større byer, hvor man virkelig kan mærke en puls og blive inspireret af mennesker, museer og smukke flagship-stores med artistisk interiør.

Hvordan vil du beskrive dit smykkeunivers?  

Jeg vil betegne mit univers som overordnet finurligt, eventyrligt og rockish på en og samme tid. Jeg kan godt lide at tage udgangspunkt i det enkle, og heraf lade designet udvikle sig til det aparte og rock’n’roll tilbage til det tidsløse igen. Mit univers skal tilbyde kvinder en mulighed for at være præcis den kvinde, de ønsker at være – lige fra den enkle, klassiske, eller rock’n’roll. 

Vi har bedt Jane Kønig udvælge hendes seks personlige favorit-smykker fra Jane Kønig, og du kan se dem alle i galleriet.

Alle smykkerne findes i både forgyldt sterling sølv, sterling sølv, rosaforgyldt sterling sølv og rhodineret sterling sølv, og kan købes online eller i Jane Kønigs egen butik i Gothersgade 54, København K.