Trends

Anja Camilla og Karla Alajdi: “Disse egenskaber beundrer vi mest ved hinanden”

- 03/03/2020

ELLE mødte mor-datter-duoen bestående af Anja Camilla og Karla Alajdi, der begge har succes indenfor hver sin gren af modebranchen. Læs interviewet og se videoen med dem her!

Efternavnet er Alajdi, og du har sikkert hørt det før. Det tilhører nemlig både stylisten Anja Camilla og hendes datter Karla. De to er ikke bare cool at se på, men er også  kvinder med et kæmpe engagement og ben i næsen, som inspirerer vidt og bredt. 

Derfor var det også oplagt, at de to var en del af modelcastet, da Designers Remix viste sin AW20-kollektion: Women We Admire den 31. januar 2020 med i alt 32 stærke og inspirerende kvinder på catwalken – heriblandt den prisbelønnede forfatter Sara Omar.

Anja Camilla Alajdi er kendt som stylist, smykkedesigner og medejer af smykkebrandet Dulong Fine Jewelry, som hun har sammen med veninden Marianne Dulong. Anja Camilla trådte for første gang ind i offentlighedens bevidsthed tilbage i 2002, da hun blev kendt som den moderigtige stylist bag Kronprinsesse Marys fejlfri looks.

Siden har hun stylet personer i erhvervslivet, medie- og underholdningsbranchen – som bl.a de to Vild med Dans-værter Christiane Schaumburg-Müller og Sarah Grünewald, der fredag efter fredag tager seerne med storm med deres overdådige looks.

Med et godt øje for mode er det ikke så mærkeligt, at Anja Camillas datter Karla også er blevet en kendt figur som dansk influencer, og de mere end 65.000 følgere kan dagligt få et glimt af Karlas inspirerende stil:

 

Derfor står diverse brands som Resume, Hosbjerg, Hvisk, Baum und Pferdgarten og Uniqlo også i kø for at få fingrene i Karla, som de hellere end gerne klæder på.

Læs også: Få Elin Klings scandi-inspirerede forsidelook.

ELLE fangede mor og datter til en snak om, hvad der driver dem, hvor de er i deres liv og hvor de er på vej hen:

Hvad optager jer lige nu? 

Anja: For mit vedkommende er der lidt forskelligt i gang. Dulongs SS21-smykkekollektion skal være klar inden længe. Jeg er også så småt gået i gang med at tænke på kjoler til Vild med Dans-værtinderne, som starter til efteråret, og lidt andet spændende – og jeg har som altid flere projekter og processer i gang på samme tid.

Karla: Jeg er lidt i en mellemfase, hvor jeg ikke er helt sikker på, hvad mit næste skridt skal være. Derfor prøver jeg så vidt muligt at bruge min tid på at lave det, jeg har lyst til. Det er både arbejdsrelaterede ting som projekter indenfor mode og Instagram, men også bare at nyde ikke at lave det helt store, høre podcasts, træne og andre ting som jeg lige nu har god tid til. 

Hvordan var det at gå Designer Remix-showet, der hyldede stærke kvinder? 

Begge: Det var sjovt og meget menings- og stemningsfuldt. Først fremmest det at støtte op om bæredygtighed og så at få lidt mere personlig og forskellighed på banen. Vi tror alle har brug for nogen at spejle sig i samtidig med at blive inspireret til at turde lidt mere.

Hvad driver jer? 

Anja: Jeg har altid været visuel og har haft en trang til at skabe, dele ud og inspirere. Det stadig min største drift.

Karla: Der ligner jeg min mor ret meget. 

Hvilken egenskab beundrer I mest ved hinanden? 

Anja: Karla har en virkelig sund indstilling til meget og er god til at mærke, hvad der er rigtigt og forkert for hende. Det er en egenskab, der gør, at man altid er oprigtig i de ting, man foretager sig, og det har jeg stor respekt for.

Karla: Min mor får ting til at ske. Hvis hun har sat sig noget for, så går der ikke ret lang tid før, at der er stablet noget på benene. Det er altså en stærk egenskab have. 

Hvilke interesser deler I? 

Anja: Interessen for det visuelle og mode den deler vi.

Karla: Ja, og god mad. 

Hvad er I uenige om? 

Anja: Ikke så meget, men måske bare mor/datter-ting som to, der alligevel er forskellige steder i livet.

Karla: Vi er lidt gode til at mundhugges, men grundlæggende er vi faktisk enige om ret mange ting. 

Anja, hvilket item i Karlas garderobe er du mest misundelig på? 

Anja: Misundelig er jeg ALDRIG på noget eller nogen. Karla har mange skønne ting i klædeskabet, og det har jeg også selv, så det tænker jeg ikke så meget over.

Karla, hvilket item i din mors garderobe er du mest misundelig på?

Karla: Jeg er nok ikke kommet så langt i livet, at jeg ALDRIG er misundelig på noget, så der er del ting i min mors klædeskab, jeg gerne ville have fingrene i. Blandt andet hendes rå og tidløse sorte Calvin Klein 205-støvler med sølv snude. 

Har I planer om at arbejde mere sammen i fremtiden som duo? Hvordan? 

Begge: Vi kunne sagtens lave fælles opgaver og projekter. På mange måder ligger det lige for at skabe noget på tværs af generationer. Vi har da også et par ting i kalenderen. 

Se med i videoen herunder hvor vi fangende Anja Camilla og Karla til en modetalk: