Trends

Amy Schumer: “Jeg fulgte bare med strømmen og sørgede for, at jeg var klar til at snuppe alle muligheder, der bød sig.”

- 30/09/2016

Komikeren Amy Schumer er i fuld gang med sin Europa-tour, og var d. 2. september forbi Forum i København. Amy Schumer blev en succes med sin sexorienterede stand-up og hendes sjove tv-show Inside Amy Schumer. Vi har mødt den skønne og sjove komiker.

Tekst af Tina Jøhnk Christensen / Bragt i ELLEs oktobernummer 2016 

Den bramfri komiker Amy Schumer er i fuld gang med sin Europa-tour. Amy Schumer sætter med sikkerhed godt gang i publikums lattermuskler med sin uhæmmede snak om sex, sine kønsdele og kønsdiskriminering. Den 35-årige komiker fra New York er med sin sexorienterede standupkomik og det super-aktuelle tv-sketchshow Inside Amy Schumer blevet et forbillede for unge feminister. En position, som hun glad byder velkommen:

Læs også: For tøset eller for bossy? Her er de modstridende kommentarer, vi kvinder modtager dagligt  

Man skal være ret modig for at være standupkomiker. Er du en tykhudet dame?

“Yeah, girl! Jeg har været igennem en meget sej omgang. Jeg ved, at det har de fleste, men min familie var igennem en meget hård tid, hvor jeg fik dem til at le hele vejen. Man er født sjov, men det er også en form for forsvarsmekanisme – og her er jeg så. Jeg har været så mange ting igennem og har oplevet alle mine værste mareridt for at nå hertil. Jeg har været en stor fiasko. Jeg var en stor fiasko i Wa­shington D.C. til en sultestrejke foran Det Hvide Hus, og jeg har oplevet, at folk har rejst sig og er gået eller har smidt flasker efter mig. Jeg har fået dødstrusler. Men jeg er kommet for at blive.”

Når du skal lave dine standups, er du så nogensinde bekymret for, om en vittighed er ’for meget’?

“Hvis du mener, i forhold til hvad publikum synes, er for meget, så bekymrer jeg mig ikke om det. Jeg følger min egen fintføling, for jeg vil ikke selv have kvalme eller lyde fuldkommen vanvittig, men jeg vil gerne gå hele linen ud og fortælle om min virkelighed. For der må da være andre, der er ligesom mig, og jeg vil bestemt ikke undskylde for at være, som jeg er. Men det er ikke sådan, at jeg bevidst forsøger at trække den for langt.”

Havde du en plan B, hvis din karriere som komiker ikke var gået så godt?

“Nej! Jeg studerede teater på universitetet, og jeg havde ikke engang en plan A. Jeg fulgte bare med strømmen og sørgede for, at jeg var klar til at snuppe alle muligheder, der bød sig.”

Tror du, at du vil fortsætte med at lave standup, selv om du nu også har et show på tv, Inside Amy Schumer, og både har skrevet og haft hovedrollen i succesfilmen Trainwreck?

“Jeg vil lave standup hele livet!”

Du kalder dig for en stolt feminist. Har du aldrig været i tvivl om, at du er feminist?

“Nej, det har jeg aldrig været i tvivl om. Jeg er stor fortaler for ligestilling for alle, og jeg er glad for, at jeg er blevet skubbet helt i front og har fået mulighed for at være der. Feministerne er i gode hænder her hos mig.”

Hvor langt tror du, at kvinder skal gå for at få ligestilling?

“Læn­gere, end vi har lyst til. Jeg synes, at det er vanvittigt, at vi stadig skal tale om det.”

Hvad siger du til at få en kvindelig præsident?

“Ja for pokker! Det er da på tide!”