Trends

Alt du skal vide om Caroline Bille Brahe og hendes imponerende, men ikke helt lette modelkarriere

- 29/08/2019

Topmodel, vintagebutiksejer, mor. Caroline Bille Brahe har mange titler efterhånden. Vi tegner et portræt af ELLEs aktuelle forsidemodel, der har haft en af de mest imponerende internationale modelkarrierer herhjemme - men den har også haft en pris.

Caroline Bille Brahe (født Brasch Nielsen) har været en del af modebranchen siden hun som 14-årig blev opdaget som model. Hun blev spottet, da hun var ude og spise frokost med en veninde, og kun to uger efter gik hun shows under Paris Fashion Week.

… Og siden da tog det fart: Hun havde sin internationale debut i 2010, hvor hun åbnede Dries Van Noten-showet i Paris og åbnede siden da Valentinos show, og har gået shows for Balenciaga, Givenchy, Saint Laurent, Chanel og Victoria’s Secret. Blandt andre. For listen vil ingen ende tage, og fra 2010 til 2015 var Caroline the talk of model-town – over hele verden.

Men der var meget mere til Caroline Brasch end de prestigefulde showkontrakter. Som blot 20-årig landede hun en stor kampagne for Chloé-parfumen Roses de Chloé, ligesom hun har skudt store modeserier med internationale topfotografer som Steven Meisel for italiensk Vogue.

Uden for catwalken, de glossede magasiner og de internationale kampagner blev Caroline Brasch hurtigt lidt af en streetstyle darling – selv inden streetstyle tog fart med den eksponentielt voksende brug af Instagram. Fotograferne elskede Carolines personlige, laidback stil, hvor hun var et geni til at mikse vintage, print og luksus på en måde, der var helt unik. Og det er en evne hun (heldigvis) stadig mestrer til fulde, og som hun i dag kurraterer i sin vintagebutik, cnb-vintage.com.

I ELLEs september magasin (2019) er Caroline – nu med efternavnet Bille Brahe – på forsiden med sin datter Sonya. Der er nemlig blevet vendt op og ned på Carolines liv efter hun mødte sin mand, kokken Frederik Bille Brahe. For fem måneder siden fik de datteren Sonya – et vendepunkt, der har fået Caroline til at evaluere sine prioriteter i livet, og sin forhold til sin egen krop. En krop, der har givet hende en storslået karriere, men også med en høj pris. Caroline siger nemlig i interviewet med ELLE, at ”… jeg havde jo anoreksi i de 10 år, jeg arbejde som model.” Det er sagt ærligt og uden filter – og ikke for at underkende den imponerende modelkarriere Caroline har haft, men nærmere som en mental note om at succes også koster noget.

I det aktuelle ELLE-magasin, som Caroline er på forsiden af, tager ELLEs Chefredaktrice Cecilie Ingdal i sin leder også bladet for munden omkring Carolines karriere vs. hendes helbred.

”Jeg er oprigtigt ked af, at vi hyldede Caroline som Årets Model til ELLE Style Awards i 2014, hvor hun ikke ligefrem struttede af sundhed. Hendes imponerende modelkarriere med job for de største modehuse fortjente den pris – INGEN tvivl om det. Men hvis det blev opfattet af bare én ung pige eller kvinde som en hyldest til Carolines dengang udsultede krop, så har vi fejlet. Og det kan jeg kun beklage,” skriver Cecilie Ingdal i sin september-leder, som du kan læse – sammen med interviewet med Caroline i månedens ELLE.

Caroline beviser dog, at det i sidste ende ikke gør en forskel, hvilken størrelse hun har. Hun er tæskelækker uanset, og gjorde lækkert comeback under Copenhagen Fashion Week i august, hvor hun – blot 4 måneder efter fødslen af Sonya – gik shows for Helmstedt og Saks Potts. Top sejt!

Du kan læse hele interviewet med Caroline Bille Brahe i ELLEs september-magasin, hvor hun taler om sit nye liv og sine værdier. Nedenfor opridser vi Carolines karriere i årstal, og nederst har vi samlet et galleri med højdepunkter fra Carolines karriere.  

Caroline Bille Brahe i årstal

1993: Caroline Brasch Nielsen bliver født

2010: Underskriver modelkontrakt hos Elite Model i 2010 og har sin internationale debut i marts 2010 på catwalken til Dries Van Noten-showet i Paris. Åbner derefter Valentino showet og går samme sæson sine første shows for de ypperste modehuse, nemlig Balenciaga, Givenchy, Yves Saint Laurent og Chanel.

2010:  Caroline Brasch har sin første modeserie i italiensk Vogue, skudt af den anerkendte modefotograf Steven Meisel. Carolines editorial i Vogua Italia bliver efterfulgt af utallige modeserier for bl.a. fransk, russisk, japansk, tysk og engelsk Vogue.

2011: Caroline Brasch bliver officielt ansigt for Marc Jacobs og Valentino

2011: Caroline Brasch går sit første Victoria’s Secret show

2013: Caroline lander 9 internationale kampagner, blandt andet for Calvin Klein og Oscar De La Renta samt highstreet-kæder som Uniqlo og Zara

2013: Caroline Brasch går sit andet Victoria’s Secret show

2014: Lander kampagne for Hugo Boss og Chloé parfumen Roses de Chloé

2014: Caroline Brasch ligger nr. 19 på models.com’s liste over verdens 50 mest eftertragtede modeller.

2014: Caroline vinder prisen for Årets Model til ELLE Style Awards. (ELLEs Chedredaktør, Cecilie Ingdal undskylder og denne hyldest i ELLEs aktuelle augustmagasin (2019), da Caroline ”ikke ligefrem struttede af sundhed” i 2014)

2015: Caroline møder sin nuværende mand, Frederik Bille Brahe, på Frederiks café Atelier september. Samme år holder Caroline et års pause fra modellivet.

2018: Caroline Brasch lancerer sin vintage-butik, cbn-vintage.com, hvor hun sælger kurateret designervintage med fund fra blandt andet YSL. Butikken popper up i Frederik Bille Brahes københavnercafé, Atelier September.

2018: Caroline og Frederik Bille Brahe bliver gift i København til et jetsettet-boheme bryllup, hvor supermodellen Helena Christensen var blandt se celebre gæster. Læs ELLEs dækning af brylluppet her.

2019: Caroline og Frederik bliver forældre til datteren Sonya

2019: Caroline gør comeback under den københavnske modeuge og er på forsiden af dansk ELLE.

Stil-kendetegn: Farverige og sporty stil, hvor hun kombinerer prints og feminine detaljer og materialer som pels, leopard og silkeskjorter med boyfriend jeans og sneakers. Gerne tilsat en taske fra Chanel.

Følg Caroline her: @caroline_brasch og @cbnvintage