Engang kunne Uffe gå på arbejde iført sarong eller kilt. I dag forarges vi over en skægget mand i kjole. Moden er blevet så berøringsangst, at den er gået et skridt frem og to tilbage. Hvad blev der af legen og ligestillingen? Læs hele Uffe Buchards klumme her.
Vi blev udfordret i de oprørske 1970’ere, da David Bowie introducerede sit androgyne alterego Ziggy Stardust. Vi blev nysgerrige i de flamboyante 1980’ere, da Grace Jones iførte sig skarpt skårede herrejakkesæt, og da Boy George i samme årti modigt udviskede grænserne mellem maskulint og feminint. Men de – og mange flere dengang – blev tidens mest applauderede modeikoner og en organisk del af en kulturel evolution inden for kønsdebatten. I en tid blev linjerne slørede, verden fik et mere liberalt syn på kønsbestemt beklædning og den mangfoldighed i gadebilledet, det medførte.
Dengang i slutningen af 1980’erne, da jeg lige var flyttet til København, var jeg vist også selv en del af processen. Hver dag tog jeg gåturen fra min bopæl på Istedgade tværs over Rådhuspladsen til Nørregade, hvor jeg arbejdede i en af den tids mest populære frisørsaloner, Monroe. Jeg var iført hjemmelavet sarong af Union Jack, umulige plateausko med traktorsåler, ternede skjorter i flere lag og længder, så mange kæder, som nakken kunne bære, inklusive et stort trækors, der hang og dinglede nede mellem benene, og en crazy colour-hårfarve, der lige passede til dagens outfit. Eller måske havde jeg en gotisk velourhat på. Eller en lang vest i neonfarvet fake fur. Eller nylonleopardgamacher. Eller en skotsk kilt. Eller en gennemsigtig blondeskjorte med krøs. Eller et tørklæde med dansende frynser længere end mig selv.
Læs også: Her er moderedaktørens 10 maj-favoritter
Om looket kunne defineres som feminint eller maskulint, var ikke væsentligt. Mest tungtvejende var den legende, kreative, anarkistiske og grænseløse tilgang til den visuelle identitet. Måske var der et par stykker, der løftede et øjenbryn. Muligvis var der en bus, hvor en flok skoleelever trykkede næserne flade mod ruden. Måske var der nogen, der pegede i forundring. Og muligvis græd min sønderjyske mor sig i søvn hver nat … Men mest af alt var det bare sådan, det var. Det var tidsånden. Mest af alt blev jeg mødt med venlige smil og et thumbs up. Mest af alt åbnede min fremtoning døre for mig. Og der var i øvrigt rigtig mange som mig. Det alarmerende er, at scenariet nærmest er utænkeligt i dag – medmindre man er indforstået med offentlig stening. Siden dengang er vi gået et skridt frem og to tilbage i en uendelighed, og vi er endt ude på en detour, hvor Herbert på tre, der gerne vil have kjole på i børnehaven, rydder landets avisforsider. For det kunne jo gå hen at skade barnet. Og ikke mindst traumatisere alle de andre kønsdisciplinerede børn, der går i institutioner med politisk korrekte kønsneutrale farver på væggene. Og vi er nået dertil, hvor en skægget dame, der tager trofæet i en sangkonkurrence, kan få Rusland til seriøst at overveje sit exit fra Eurovisionen. Snerpet! For Guds skyld – i gamle dage fascineredes vi af skæggede damer, når det omrejsende cirkus kom til byen. Hallo! Conchita Wurst er old news! Det er tolerancen, der er på retur.
Heldigvis har moden en universal og gennemslagskraftig stemme, der afspejler en parallel metamorfose i det globale samfund. Og den virkelighed handler om ikke på forhånd at lade sig deḀnere eller begrænse af sit køn. Modens manifest lige nu hedder Gender Extinction (kønnenes udslettelse) og Gender Neutrality (kønsneutralitet). Androgyn er absolut det nye sort. Welcome to tomorrow – enjoy your stay! Modens røst overdøver forhåbentlig Ruslands utopiske tvang til kønskonformitet og Tea Party-bevægelsens subjektive våde fantasier om det stereotype kønsmønster a la 1950’erne. Måske skubber den endog lidt til den tiltagende generelle hjemlige stramtandethed. Kønskampen er ikke slut, så længe vi sætter hinanden ind i nøje afgrænsede kønskasser.
Læs også: ‘Årets model 2015’ på forsiden af det nye ELLE
Når modebranchen – det var tydeligt under de seneste herremodeuger – pludselig reagerer ved at iklæde mænd beklædningsgenstande, vi typisk forbinder med det feminine, så bliver vi opmærksomme på de omklamrende og begrænsende reglementer, vi har skabt for os selv. Gucci sendte en langhåret androgyn herre ud på podiet iklædt en rød chiffonbinde-bluse. Westwood havde en mand i jakkesæt – og stiletter. Mændene hos Acne Studio havde budskaber som ’Woman Power’ og ’Gender Equality’ strikket ind i halstørklæderne. Givenchy og Dries van Noten sendte konsekvent herrerne ud iført nederdele over bukser. Rick Owens viste feminine tunikaer til mændene med udskæringer, så man kunne ane kønsdelene – bare så ingen skulle være i tvivl. Jo jo … de tunikaer bliver ikke det store hit på revisorkontoret, men de er en væsentlig kommentar til debatten. Eksemplerne var mange. Og på intet tidpunkt følte jeg, at maskuliniteten blev angrebet. Blot udfordret. Og oven på reaktionerne og opstandelsen post de internationale modeuger kan jeg ikke lade være med at tænke, at det i grunden er skræmmende, at vores maskulinitet i dag er blevet så skrøbelig, at en rød bindebluse eller en skægget dame i en aftenkjole kan ryste os i den grad. I 2015!
Ovre hos kvinderne er der ingen berøringsangst for det maskuline. Androgyne personligheder med hang til mandhaftig beklædning som Tilda Swinton, Freja Beha eller Marie Key betragtes som cool stilikoner. Hvor er de mandlige ditto? Når kvinder i en ustandselighed sæson efter sæson iklæder sig smokings, boyfriendjackets og oversized herrebukser, så er vi alle enige i, at det er delikat – ja, faktisk qua den slående kontrast til tider langt mere forførende og feminint end kjolen. Mænd skal død og pine bare ikke forsøge sig med det modsatte! Når heteroseksuelle kvinder leger med homoseksualiteten, er det pirrende og frækt. Gør heteroseksuelle mænd det samme, så er de ude på et skråplan, og den lyst er til dags dato det største seksuelle tabu i samfundet. Undskyld mig, men ligestillingen kunne da godt lige bruge et ordentligt spark i popoen, non?
Læs også: Hilsen fra chefredaktricen: Cool Kate
Modens momentane kommentar til kønsneutralitet opleves ikke kun på podierne til de lukkede modeuger for eliten, men lige nu også i noget så nærværende som det britiske stormagasin Selfridges i både London, Manchester og Birmingham, hvor der på flere etager over en længere periode er indrettet kønsneutrale mode- og skønhedsafdelinger. Aldeles banebrydende. Pop up-projektet, der er døbt Agender, byder på fem kønsneutrale specialkollektioner fra brands som Ktz, Trapstar og Hood by Air samt kønsneutralt design fra 40 af tidens mest populære modehuse inklusive Ann Demeulemeester og Gareth Pugh. Diesels kreative chef og tidligere stylist for Lady Gaga, Nicola Formichetti, bidrager i øvrigt med sit nye unisexbrand Nicopanda.
Selfridges har alle dage været modige frontløbere og har altid – ud over at tjene penge – haft en agenda om at afspejle kulturelle bølger. Dermed ikke sagt at vi kommer til at opleve kønsneutrale etager i mere konservative etablissementer som Magasin lige med det samme … I mellemtiden kan kvinder fortsat i stor stil gå i herreafdelingerne i Cos og Gap for at købe deres tøj, og mænd kan – som jeg selv – købe pigejeans i Acne. Men mens vi alle lige vænner os til nye tider, kan vi vist roligt konstatere, at der lige nu ikke er noget, der er mere umoderne end nøje afgrænsede tøjafdelinger til hhv. kvinder og mænd.
Få et gensyn med de androgyne tendenser og et par af de helt store modeikoner, der udfordrede konventionerne, i galleriet.
Psst… Brug pilene i galleriet eller ‘swipe’ dig igennem.
