Mode

Stilikonet Michelle Obama

- 30/09/2009

Bliv inspireret til hvordan du kan få Michelle Obamas skønne stil.

I disse dage er alle øjne rettet mod Danmark grundet IOC topmødet, der bliver afholdt den 1. og 2. oktober. ELLE holder derimod øjnene rettet mod USA’s førstedame, Michelle Obama, der også gæster København i samme anledning. Michelle Obama er nemlig allerede blevet et stilikon og har blandt andet været højt placeret på Vanity Fairs liste over bedst klædte.

I modsætning til den frankofile Jacqueline Kennedy, der elskede haute couture, bruger Michelle Obama den amerikanske designer Maria Pinto og shopper lige så gerne i kædebutikker uden hjælp fra stylister. Dermed sender hun et signal til hele verden om at hun hverken er forkælet, rig eller snobbet.

Michelle Obama’s stil er mere frisk med for eksempel enkle shift kjoler, gerne i strålende farver. Michelle Obama markerer en ny start; hun sender en ung, frisk brise gennem Washington med sin energiske, atletiske stil.

Kig med i ELLEs billedgalleri og bliv inspireret til hvordan du kan få Michelle Obamas skønne og let tilgængelige stil ind i din garderobe.

Læs også Uffe Buchards klumme: Obama-effekten på catwalken