Fortællingen om (di)vision er en historie om et fremadstormende dansk brand, der helt grundlæggende tror på det, de har gang i, arbejder hårdt med store ambitioner om bæredygtighed og har det, vigtigst af alt, rigtig sjovt imens.
Artiklen blev først bragt i ELLE Danmark, Januar 2022
27-årige Nanna Wick og 25-årige Simon Wick får det til at lyde nemt at skabe et nyt tøjmærke med stor succes. Det begynder med, at man vokser op i et parcelhuskvarter i Solrød Strand syd for København i en tryg tilværelse med en mor, der er redaktør på et fagblad for dyrlæger, og en far, der er direktør i et firma, der renser vand. Ren idyl, ingen problemer, bare en ”straight forward tryg opvækst mellem en mose og en strand”, som Simon Wick opsummerer barndommen. Her binder de bånd, søster og bror, på drengeværelset, der nærmest er indrettet med det ene formål at game World of Warcraft. Så det gør de konstant. Her begynder fascinationen af digitale universer og våben, veste og andre accessories, man vælger til sine karakterer i spillet. Da Nanna er 11-12 år, går hun på biblioteket hver dag efter skole og læser tykke bøger om programmering og om, hvordan man laver hjemmesider i HTML. Hun bruger alle sine lommepenge på domænet nanzseh.dk, hvor hun skriver om sit liv: at spille computer og lytte til Panic! at the Disco og Tokio Hotel.
Nanna Wick er god til at gå i skole og bliver samme dag, som hun får huen på, optaget på en designskole. Hun søger praktik og er vildt begejstret for at blive ansat hos det rebelske designkoryfæ Ivan Grundahl. Det er en lille virksomhed med få mennesker på kontoret og stor medbestemmelse. Nanna, der ikke er fyldt tyve endnu, får lov til at hjælpe med shows, lave prototyper til nye styles, og en dag, hvor hun har siddet og nørklet, ifølge chefen alt for længe, med en syning, kommer Ivan Grundahl med en stor saks, klipper det hele midtover og siger: ”Så, nu er det bedre!”
”Jeg lærte ikke at blive for fokuseret på detaljerne, slå mig mere løs, se de store linjer og overlade noget til tilfældighederne. Jeg var alt for nervøs for, at alt ikke var perfekt,” siger hun i dag.
Simon Wick gør gymnasiet færdig fast besluttet på, at det er hans sidste officielle uddannelse. Han er også færdig med Solrød Strand; han vil bo i København og have et arbejde. Han lægger ikke store planer, men tager et skridt ad gangen ud fra en filosofi om, at det ene nok fører noget andet med sig.
Nanna fortæller sin bror, at der er en ledig stilling hos Ivan Grundahl som lagerdreng/personlig assistent og altmuligmand. Simon får jobbet, og her rykker søskendeparret igen tæt på hinanden. Simon bliver sat til alt – og elsker det. Han køber frokost til chefen, kører ham steder hen og ”joiner Ivan, til hvad han nu skal”. Han styrer varelageret, webshop-ordrer, sender tøj ud, laver logistik, er piccolo på kontoret. Og før han har set sig om, er der gået to år, og han er oplært i de fleste aspekter af, hvordan en tøjvirksomhed opererer. Han kender processen, fra ”at Ivan sidder og tegner en eller anden tegning, til der kommer nogen og laver en sample, man har møde med stofleverandører, til der lige pludselig er en hel kollektion, og man sælger tøjet på en messe, varerne kommer hjem og bliver sendt ud i forretningerne.”
Nanna fortæller sin bror, at der er en ledig stilling hos Ivan Grundahl som lagerdreng/personlig assistent og altmuligmand. Simon får jobbet, og her rykker søskendeparret igen tæt på hinanden. Simon bliver sat til alt – og elsker det. Han køber frokost til chefen, kører ham steder hen og ”joiner Ivan, til hvad han nu skal”. Han styrer varelageret, webshop-ordrer, sender tøj ud, laver logistik, er piccolo på kontoret. Og før han har set sig om, er der gået to år, og han er oplært i de fleste aspekter af, hvordan en tøjvirksomhed opererer. Han kender processen, fra ”at Ivan sidder og tegner en eller anden tegning, til der kommer nogen og laver en sample, man har møde med stofleverandører, til der lige pludselig er en hel kollektion, og man sælger tøjet på en messe, varerne kommer hjem og bliver sendt ud i forretningerne.”
Med tiden har (di)vision lært, at de ikke behøver at gøre alting selv: bygge hjemmeside, have egen produktion af tøj, lave photoshoots osv. ”Det er først for nylig, at vi er begyndt at lægge mere ansvar fra os. Nu ved vi, at vi ikke er de bedste til alting, og at vi kan stole på, at andre leverer noget, der er bedre, end vi selv kan.”
Modeljob i Paris
I de to år, Simon Wick er i firmaet, frem til Ivan Grundahls pludselige død i maj 2016, bliver han også introduceret til mange af chefens venner, blandt andre Bente Lundquist fra Scoop, og sådan bliver han pludselig model og færdes hurtigt hjemmevant i den del af branchen også. Imens Nanna arbejder videre som designer, tager Simon til Paris med sin roommate i tre måneder. Et par dage inden afgang finder de en lejlighed i et arrondissement, Simon ikke lige kan huske nummeret på, og på dag et i Paris bliver han signet hos et fransk modelbureau, hvilket finansierer opholdet. Det, Nanna husker fra perioden, er julen 2016, hvor hun sidder alene med sine forældre hjemme i Solrød Strand, og Simon sender billeder af sin julemiddag – en nudelret – hvorefter han tager på natklub og drikker Patrón.
Nu mangler Simon bare retailer-aspektet for at have været hele turen rundt i branchen, og der tegner sig mere og mere et billede af en plan. Som sidste led i sin selvgjorte uddannelse søger han job i sin yndlingsbutik Storm i København; konceptbutikken, hvor man kan købe T-shirts fra Carhartt til 300 kr. eller Céline-jakker til 50.000 kr. – og alt derimellem. Oplevelsen med at sælge et produkt til en kunde og se, hvad der fungerer, er en lærerig proces.
I mellemtiden har Nanna Wick fået nok af modebranchen og arbejder nu som grafiker, programmør og digital designer. På KEA, hvor hun har læst sustainable fashion design, er hun blevet helt modløs af al den snak om, hvor meget modeindustrien belaster klimaet.
”Der bliver bare lavet mere og mere tøj, og det var, som om ingen ville tage ansvar for hvordan, og det havde jeg ikke lyst til at være en del af,” siger hun.
En aften sidder hun og Simon hjemme hos deres forældre. På Simons computerskærm kan Nanna se et billede af to militærcamouflage-jakker. En blå og en sort. Simon sidder længe og bare kigger på jakkerne. Nanna spørger nysgerrigt, hvad han laver. Han spørger, om man ikke kan sætte jakkerne sammen på en eller anden måde. Jo, siger Nanna, man kan da bare klippe dem op og sy dem sammen igen. Nåja.
Bomberjakken er (di)visions første og stadig mest populære produkt. Hvis en kunde har fået en forkert størrelse og returnerer en jakke, går der typisk bare tyve minutter, før den er solgt igen via hjemmesiden – uden at det er blevet annonceret.
Nanna arbejder videre som grafiker, og Simon lejer et lille lokale i Esbern Snares Gade på Vesterbro med en ven.
”Vi har ikke rigtig noget at lave der, men jeg tænker sådan her: Hvis jeg finder et atelier, kan det være, at der sker noget andet, ligesom hvis man tager til Paris, kan det være, at der kommer noget sjovt ud af det. Der er meget kort fra tanke til handling oppe i mit hoved. Jeg er også lige blevet korthåret. Det var en idé, jeg fik søndag aften, og mandag eftermiddag var jeg korthåret.”
Hver dag møder Simon troligt på arbejde i det lille lokale, og Nanna, der er begyndt at kede sig på sit arbejde, kommer forbi hver dag, når hun har fri. Simon tænker videre over de to camouflagejakker og muligheden for at splejse dem sammen til én flot jakke. Nanna tager sin symaskine med til det lille kontor, så de rent faktisk kan begynde at lave noget og ikke bare snakke om det. Med stor tålmodighed (en, han ikke havde i skolen) gennemtrawler Simon alle de søgeresultater, uanset sprog, der kommer frem, når man skriver variationer over ordkombinationen vintage wholesale supplier på Google. Tyske sider kører han gennem Google Translate, og efter en hel del research finder han frem til en guldgrube af militære overskudslagre. Bunker af tøj, der allerede eksisterer, og som rummer et stort potentiale, hvis man skiller det ad, giver det en kreativ behandling og sætter det sammen på ny.
Militærjakkens indtog
Søskendeparret har nu det, Simon fra sin tid i Storm har lagt mærke til fungerer godt: et koncept. Nanna får lige så stille lyst til at komme tilbage til den branche, hun er uddannet i, fordi det ud fra et bæredygtighedsperspektiv for hende giver mening at lave nyt tøj af noget, der allerede eksisterer. Og fordi det er vildt sjovt at lave det med Simon. Det er et lille eventyr, og det er kun lige begyndt.
Fra sin tid som ekspedient har Simon lagt mærke til, at der ud af en kollektion på måske tyve stykker tøj som regel kun er ét, folk virkelig interesserer sig for, og som tager fart. Derfor beslutter han og Nanna kun at lave ét produkt, fokusere på det og promovere det. Bomberjakken bliver første style for deres fælles tøjmærke, der får navnet (di)vision. ’Di’ står for at dividere, altså splitte tøjet op, og ’vision’ står for brandets visionære tilgang til at lave tøj på en anderledes måde. Før Brexit er pundet lavt, og (di)vision placerer sin første ordre: Tyve militærjakker, der har ligget hengemt på et militært overskudslager i England.
Med grov hånd, som Nanna har lært det af Ivan Grundahl, klipper hun jakkerne op og syr dem sammen på ny, tilføjer en lynlås og et label. (di)vision har lavet deres første stykke tøj og lægger det på Instagram: ”Lulu in silver/green split jacket 1.0, reconstructed in Denmark from military surplus ma-2 jackets.” Simon, der stadig arbejder lidt i Storm, viser jakken til sin chef, som indvilger i at sætte 20 styk til salg.
Hype, kødannelse og modeuge
De tyve jakker, der koster 2.400 kr. stykket, bliver udsolgt på en uge. En dag, som Simon husker særdeles godt, møder han ind klokken otte for at åbne butikken, og så sidder der en fyr og venter i kø. Simon og Nanna Wick har altid været meget inspireret af streetwearbrandet Supreme, der er kendt for at have et lille antal af hver vare, hvilket bidrager til hypen omkring brandet og til kødannelse foran dets butikker. Fyren i køen foran Storm har set bomberjakken på Instagram og vil være sikker på at få lov til at købe en.
”Det var ligesom Supreme, bare med én person,” griner Simon Wick, der synes, at det er en vild følelse at svinge eget design over disken. Der kommer endda udenlandske kunder, der ikke har set jakken på Instagram, og køber den. Simon er helt oppe at køre og ringer til Nanna i pausen. De må lægge en plan for at lave flere jakker, men deres koncept om genanvendelse af allerede eksisterende tøj sætter en naturlig begrænsning på, hvor meget de kan producere. De må udvide varesortimentet.
I øjeblikket tæller (di)vision tre ansatte, inklusive de to stiftere, samt nogle praktikanter. De står over for at skulle ansætte flere folk. ”Her er det alfa og omega at ansætte nogen, vi kan stole på, og som brænder for det på samme måde som os.”
I Holland opkøber de T-shirts og sætter sammen på ny, gamle Levi’s-bukser klipper de over, farver den ene halvdel og syr sammen igen. Deres produktkatalog bliver større og større. Nanna trækker på sin hjemmesideerfaring, fra da hun var 12, og laver en webshop, nu med nyt domæne. Nu er de et rigtigt brand. Det er også deres selvforståelse, da de til modeugen januar 2020 ansøger om en plads i den officielle kalender.
De får et nej. Men et nej er jo kun et nej, indtil man får det lavet om til et ja. Simon skaffer navnene på diverse direktører og sender mails, indtil modeugen skifter mening og giver (di)vision en plads i kalenderen til at lave det, der hedder en præsentation. Det vil almindeligvis betyde, at man som brand laver en fremvisning, hvor nogle modeller står stille en times tid og viser noget tøj frem. Men det gider Nanna og Simon Wick ikke. De laver et show, hvad der ikke er lagt op til, og hvad de egentlig heller ikke har råd til. Derfor slår de bogstavelig talt pjalterne sammen med Adidas, der stiller gamle styles til rådighed for (di)visions saks og visioner. De syr sports- og cowboybukser sammen og trækker fulde huse 9.30 en torsdag morgen i januar på restaurant Høst i Indre By.
”Det var hårdt at udvide vores produktkategorier og introducere nye styles og tiltag.”
I lang tid tænker de over, hvordan de kan præsentere endnuflere produkter og selv styre produktionen bedre – og ikke bare upcycle og lave drops. For at kunne præsentere fire kollektioner om året og tackle den stigende efterspørgsel udvider de konceptet og begynder at arbejde med det, man kalder deadstock, altså rest-metervarer. De opkøber allerede producerede ruller stof, som de bruger til at lave nyt tøj. Når rullerne er tomme, er der bare ikke mere af lige præcis det stykke stof. Det er godt for Nanna og Simon Wicks muligheder for at lave egne styles, og det er heller ikke dårligt for hypen, at også disse styles kun findes i et begrænset antal. Men det er alligevel den sværeste beslutning, de to har stået over for i processen med at ”gå fra at være et Instagram- brand til at tage sig selv seriøst som et rigtigt modebrand,” siger Nanna Wick.
”Det var hårdt at udvide vores produktkategorier og introducere nye styles og tiltag. Pludselig var det ikke kun unikke upcyclede produkter, og det var en smule nervepirrende at skulle introducere vores deadstock-univers. Vi kunne ikke undgå at være nervøse for, om vores kunder kun kunne lide os, fordi alt, hvad vi lavede på daværende tidspunkt, var unikt.”
Kendall Jenner er ikke den eneste kendte fan af (di)visions fusionsdesign. Sanger Miguel, rapper Pusha T og model Bruna Marquezine går også i tøjet.
Bukser til Kendall
I oktober skriver Vogue en artikel om, hvordan (di)visions bomberjakke er mange modellers yndlingsjakke, når de har fri. Som Simon forklarer:
”Det har været forholdsvist let for os at få dem på modeller. Jeg gav en til min kæreste (Sarah Dahl, der er model, red.) på et tidspunkt, hvor hun gik shows over hele verden. Så så hendes veninder den, spurgte til den, og så blev det virkelig en statement-jakke for mange modeller og er det stadig.”
”Kendall Jenner havde også et sæt på her forleden,” siger Nanna Wick i en bisætning.
Adspurgt skal de da nok fortælle historien lidt mere detaljeret, selv om det bare virker som endnu en dag på kontoret. Kendall Jenners stylist kontakter (di)vision om et par bukser. Der er tale om potentiel gigantisk markedsføring, men søskendeparret har før oplevet at få beskeder på Instagram fra nogen, der gerne vil have eller prøve noget tøj, uden at der sker noget.
”Så når man står med sådan en besked, tænker man fedt nok, men lad os nu ikke hype det helt op. Men på den anden side, hvad har vi at miste? Et par bukser, fair nok. Den risiko vil jeg gerne løbe,” siger Simon Wick.
De sender bukserne til LA, og kort efter får de en besked om, at Kendall elsker dem. Et par dage senere poster realityfænomenet og maxi-influenceren en story til sine 200 millioner følgere, hvor hun bærer et par bukser, der er halvt gule, halvt orange fra det purunge, relativt uprøvede danske brand med relativt få følgere.
Hun nævner ikke (di)vision ved navn, men der findes konti på Instagram med millioner af følgere, der videreformidler de kendtes tøj, og som hurtigt finder frem til oprindelsen. I løbet af ganske kort tid modtager Simon og Nanna screenshots fra 40-50 følgere, der har set opslaget. Det starter en lavine, deres telefoner brummer som aldrig før, flere og flere følgere kommer til, blade begynder at skrive om dem, og aktiviteten på webshoppen går amok. Men da Kendall Jenner viser sig i bukserne, er de allerede udsolgt. Heller ikke skidt for interessen.
Ligesom når en te- eller boghandel kan tildeles prædikatet Kongelig Hofleverandør, er det ”en blåstempling af dit mærke at blive Kendall Jenner-approved,” som Simon Wick formulerer det.
Eksponeringen på Instagram gør det lettere at få tøjet ud i flere butikker, og aktuelt forhandles brandets tøj i 28 forretninger over hele verden, blandt andet i Japan, USA og Australien. Telefonen ligger godt i hånden på både Nanna og Simon Wick og deres målgruppe, og det fantastiske ved branchen, synes de, er de tilfældigheder og muligheder et medie, som Instagram byder på for dem.
(di)vision holdt det officielle åbningsshow under Københavns modeuge S/S 2022 med smuk udsigt til Marmorkirken.
God energi
Nanna og Simon Wick får det til at lyde nemt, selv om det ikkealtid har føltes sådan, siger de. Deres begejstring og optimisme forhindrer dem bare i at dvæle for længe ved det, der ikke er gået som planlagt. Men hvis de absolut skal nævne et lille ”bump” på vejen i nyere tid, er det, at Nanna for ni måneder siden bragte en lille, sød datter med fine runde kinder til verden – pladask ind i et travlt liv med en arbejdsuge på 60 timer. Efter to velfortjente uger på barsel er hun tilbage på kontoret, hvor hendes kæreste også arbejder – som en form for super-blæksprutte, der holder styr på alt det praktiske i virksomheden. En baby skal der ikke gøres et problem ud af. Hun er bare med, sover på kontoret og bliver ammet til bestyrelsesmøder, alt imens de to stiftere i virksomheden arbejder videre på udbredelsen af deres produkt. De tror på, at der er en plads i verden til deres design, og det driver dem fremad – og det i en vældig fart.
Ved modeugen i august 2021 ansøger de igen om at være med. Hvor de sidst fik et afslag, bliver de denne gang valgt ind af en næsten enig jury: Hele 98,3 procent af juryen stemmer på at få (di)-vision på programmet. De får endda æren af at åbne modeugen med deres show, ligesom lovende artister på Roskilde Festival får lov til at åbne Orange Scene. De er meget beærede og har endelig en følelse af at være blevet accepteret af branchen og vil derfor gerne skabe en følelse af, at ”nu er vi her!” De booker taget af et parkeringshus med udsigt til Marmorkirkens smukke kuppel i baggrunden, hyrer venner og modeller i et overskudsagtigt og alsidigt cast, både hvad angår etnicitet og størrelse. Det er nu, de kan lave noget, der virkelig skiller sig ud, som giver folk en energi, de kan tage med sig. For (di)vision handler det ikke bare om tøjet, de vil gerne vise et ekstra lag af deres brand, en stemning. Modeugen kommer efter en lang, ørkesløs vandring uden koncerter og andre kulturelle inputs på grund af corona, så Nanna og Simon Wick forsøger at give publikum noget af det, de selv hungrer efter. Livemusik. På taget spiller Nannas gamle gymnasiekammerater heavy metal under showet, der ifølge en meget flot anmeldelse på branchesiden Fashion Forum er en magtdemonstration:
”Hvis man var i tvivl før showet, kan man ikke være det mere: (di)vision sigter efter stjernerne. Og hvis de fortsætter på samme overbevisende facon, er der ingen tvivl om, at de når dem.”
Lige inden showet skåler de i Gammel Dansk på parkeringsdækket på etagen lige under, hvor de følger med via en monitor. Efter showet går de med deres mor og far ud at spise morgenmad og får en stor øl. Som Simon siger:
”De har været … ikke efter mig, men en gang imellem sagt: ”Simon, skal du ikke have en uddannelse?” Men jeg har prøvet atfinde min egen vej, og efter det show tror jeg, at de forstod mig og os lidt bedre. De var bare sådan: ”Wow!” stolte.”
