Shopping

Opskrift: Sådan bager du hindbærsnitter

- 08/06/2012

ELLE giver dig opskriften på de bedste hindbærsnitter, som du snildt selv kan lave ...

Vi ELSKER hindbærsnitter – så meget, at vi i det ELLE, som er på gaden lige nu, har lavet en tester af, hvilke købe-hindbærsnitter, der er de bedste (It’s a hard job – we know …).

Men de ALLERbedste er selvfølgelig dem, du bager selv. Så kom blot i gang!

Du skal bruge:
250 g hvedemel
2 knsp. bagepulver
1 vaniljestang, kun kornene
100 g polentamel
250 g koldt smør (skåret i små tern)
250 g rørsukker
4-5 æggeblommer
Ca. 300 g rigtig god hindbærmarmelade
Hvid glasur af: 1 dl pasteuriserede æggeblommer, 400 g flormelis og lidt citronsaft

Sådan gør du:
Sigt mel, bagepulver og vaniljekorn sammen i en stor skål. Tilsæt polenta, smør og rørsukker, og gnid dejen med fingrene, til den danner en masse ‘krummer’. Tilsæt æggeblommerne og saml dejen hurtigt, men sørg for, at den er ensartet. Pak den ind i køkkenfilm og lad den hvile i køleskabet i 30 min. Del dejen i to, og rul hver del ud mellem to stykker bagepapir til en flade på 3 mm tykkelse. Læg de to ‘dejskiver’ på en flad plade, og lad den hvile koldt i 1/2 time – gerne i køleskabet, hvis der er plads. Forvarm ovnen til 180°.

Tag den ene dejskive ud af køleskabet, fjern det øverste lag bagepapir (men behold det nederste på), og før hver skive over på en bageplade. Bag hver dejplade i ca. 15 min. Køl de bagte mørdejsplader af. Fordel hindbærmarmeladen i et jævnt lag på den ene dejplade og lad den stå og sætte sig et øjeblik.

Til glasuren røres hviderne sammen med flormelis. Tilsæt en smule citronsaft undervejs. Massen skal være glat og tyktflydende. Bred glasuren ud på den anden dejplade, og læg den oven på pladen med syltetøjet. Pres den lidt sammen, så der ikke er noget luft imellem, og skær kanterne til.
Skær kagen ud i snitter på 6 x 11 centimeter eller efter eget ønske og server dem, når glasuren har sat sig – evt. pyntet med friske hindbær.

Velbekomme!

Opskrift på sunde cupcakes

Opskrift på woopies