Vi vil alle gerne have fingrene i eksklusive mærker som Chanel, Gucci og Versace – men er vi også villige til at betale den fulde pris for dem? Læs med, når ELLE giver dig overblikket over hvilke brands, der er de mest kopierede i verden.
Vi er vilde med smukke tasker og sko fra yndlingsmærker som Chanel og Gucci, men de er desværre heller ikke helt billige. Nogle kan derfor ty til andre remedier for at få fingrene i drømmetasken.
Den britiske markedsportal OnBuy har lavet en undersøgelse, som viser hvilke brands, vi oftest køber kopier af. Det har de gjort ved at finde den månedlige gennemsnitssøgning på luksusmærkerne sammen med ord som ”fake”, ”knockoff” og ”dupe”.
Læs også: Her er den ultimative liste over de bedste januar-scoops lige nu
På en femteplads ligger det franske modehus Chanel med 13,000 søgninger, og på en fjerdeplads ligger hypede Supreme med 15,340 søgninger. Louis Vuitton ligger på en sikker tredjeplads med 24,920 søgninger, og det kan tyde på, at folk stadig ikke vil give den fulde pris for mærket, som blev kopieret på livet løs på diverse charterdestinationer i 00’erne.

Et andet velkendt og kopieret mærke er Gucci med 41,490 månedlige søgninger. Det er især sko, tasker og hættetrøjer, som folk er interesseret i at købe kopier af fra dette mærke.
På en solid førsteplads ligger, rapper og designer, Kanye Wests samarbejde med Adidas – Yeezy. Yeezy har været ekstremt hypet for især deres limited edition-kollektioner, og man kunne forestille sig, at mange gerne vil være med på hypen, men hverken har pengene eller hurtigheden til at få fat i de eftersøgte kollektioner.
OnBuy undersøgte også, hvad folks tanker er om kopivarer, og det viser sig, at 22% af de udspurgte allerede havde kopier, og 54% overvejede det – det vil altså sige, at der kun er 24% tilbage, som hverken ejer eller overvejer at købe en kopivare. Det vildeste må være, at 67% har givet en kopivare i gave uden at fortælle, at det var en kopi! Måske man ville blive en anelse skuffet over senere at finde ud af, at ens nye, højtelskede Chanel-taske – kun næsten er en Chanel-taske?
Læs også: 10 smukke armbånd, som giver wow-faktor
Imens vi sparer penge sammen til at kunne købe den ægte vare, så måber vi over disse filmstjerners designergarderober i galleriet herunder.

Balmain i 'And God Created Woman'
Filminstruktøren Roger Vadim brugte sin daværende hustru Brigitte Bardot som hovedrollen Juliete i filmen 'And God Created Woman' fra 1956. Filmens fantastiske 1950'er garderobe, der består af skjortekjoler, bådudskæringer og pencil skirts, var designet af Pierre Balmain.

Givenchy i 'Breakfast at Tiffany's'
Man kan nærmest ikke sige Givenchy uden at tænke på filmklassikeren 'Breakfast at Tiffany's', fra 1961 med Aundry Hepburn i hovedrollen. Fra den orange frakke til den beige trenchcoat - for slet ikke at snakke om Holly Golightlys lille sorte kjole, der blev en af Hubert de Givenchys bedst kendte designs. I 2006 blev den sorte kjole solgt på auktion for over 4 millioner danske kroner.

Alaia i 'A View to a Kill'
Grace Jones blev med et trylleslag den mest velklædte Bond-babe, da Azzedine Alaia klædte hende på i filmen 'A View to a Kill' fra 1985. De skarpe farver på blazerne, bodysuits og bandage-kjoler med hætter gjorde øjeblikkeligt Grace Jones' look skarpt og stilsikkert.

Paco Rabanne i 'Barbarella'
I Roger Vadims film, 'Barbarella', fra 1968 funkler hovedrolleindehaveren Jane Fonda i vilde, ja nærmest rumagtige, kostumer, og de er skabt af designeren Paco Rabanne. Paco var ikke ny på et filmsæt, for allerede året før havde han klædt Aundry Hepburn på i filmen 'Two for the Road'.

Yves Saint Laurent i 'Belle de Jour'
I Luis Buñuels klassiker 'Belle du Jour' fra 1967 spiller Catherine Deneuve den eksklusive escortpige Belle. Belle, der er husmor om dagen, er klædt i suits og pillbox-hatte, og det er den legendariske designer Yves Saint Laurent, der står bag hele herligheden.

Givenchy i 'Funny Face'
Selvom det ikke er første gang, Hubert de Givenchy nævnes, ville det næsten være blasfemi ikke at inkludere hans designs til 1957'er-hittet, 'Funny Face'. Mange af kjolerne i filmen var designet af kostumedesignere Edith Head, men det er hr. Givenchy, der står bag de ikoniske looks som brudekjolen, den røde stropløse aftenkjole samt den gule blomsterkjole.

Jil Sander i 'I Am Love'
Luca Guadagninos film emmer af god stil – det ved du nok allerede, hvis du har set 'Call me by Your Name' fra 2017. Men allerbedst er stylingen dog i Guadagninos 'I Am Love' fra 2009 med Tilda Swinton i hovedrollen. Tildas karakter, Emma, bærer klassiske og sofistikerede designs, der passer til hendes overklasseliv, og Jil Sanders daværende kreative direktør Raf Simons er manden bag.

Chanel i 'Last Year at Marienbad'
Skuespillerinden Delphine Seyrig spiller den kvindelige hovedrolle i sort-hvid-filmen 'Last Year at Marienbad' fra 1961. Hendes elegante garderobe, der bestod af små sorte kjoler, lange chiffon-rober og fjerkapper, blev skabt af ingen ringere end Coco Chanel. Du husker måske, at hendes efterfølger, Karl Lagerfeld, hyldede filmen i Chanels Spring/Summer 2011-show, hvor modellerne gik rundt i en have magen til filmens.

Karl Lagerfeld i Maîtresse
Barbet Schroeders film 'Maîtresse' fra 1975 handler om Bulle Ogier, som forvilder sig ind i den sadomasochistiske verden. Hendes provokerende kostumer, der blandt andet bestod af læderbukser, lange handsker og kapper, blev designet af Karl Lagerfeld, der dengang sad ved det kreative ror hos Chloé.

Rodarte i 'Black Swan'
Det var faktisk filmens hovedrolleindehaver, Natalie Portman, der introducerede holdet bag 2010-filmen 'Black Swan' for søstrene Kate og Laura Mulleavy, der står bag modehuset Rodarte. Filmens kostumedesigner, Amy Westcott, stod for de fleste looks, men hun samarbejdede med Rodarte om en række tylskørter – her iblandt den fjerbesatte version, som Portman bar i filmens sidste scene.

Dior i 'Stage Fright'
Alfred Hitchcock står bag nogle af de mest stilede film i historien (The Birds, Vertigo og To Catch a Thief). Hitchcock arbejdede ofte sammen med den anerkendte kostumedesigner Edith Head, men da han ønskede Marlene Dietrich på rollelisten i 'Stage Fright' fra 1950, måtte der nye boller på suppen “No Dior, no Dietrich", sagde den tyske skuespiller, og således stod mr. Dior for hendes tylkjoler og fjer-vidundere.
