Moschino er på alles læber lige nu, og H&M har netop offentliggjort alle lookbook-billeder af det næste store designsamarbejde, H&M x Moschino, der lander i butikkerne 8. november. Se hele kollektionen her.
H&M har ramt en guldåre i form af deres årlige designsamarbejder, der startede helt tilbage i 2004 med Karl Lagerfeld. Siden har Stella McCartney, Viktor & Rolf, Jimmy Choo, Marni, Maison Margiela, Kenzo, Balmain og Erdem (blandt mange andre) lavet særlige capsule-kollektioner i samarbejde med den svenske highstreetgigant – og forårsaget milelange køer og nedbrudte webshops som følge af efterspørgslen og produkternes hype.
… og i april 2018 løftede H&M så sløret for årets designsamarbejde, hvor turen går til Italien, og der er skruet up for de (næsten) kitschede 1990’er-referencer og dertilhørende logo-mania. Brandet er selvfølgelig Moschino.
Det er Moschinos chefdesigner gennem de sidste fire år, Jeremy Scott, der har været pennefører for H&M x Moschino kollektionen – og referencerne til det flamboyante Moschino er alt andet end subtile.
H&M x Moschino kollektionen, der lander i butikkerne og online verden over den 8. november 2018, byder på oversize silhuetter i jersey tilsat tætte crop-tops og krystalliserede bustiers, store guldkæder (med Moschino-logo charms), læderjakker og logotasker. Det er udtryksfuldt, det larmer og det skriger Moschino anno 1990 … og man kan ikke andet end at elske det lidt, selvom det er på grænsen til at være en tand for meget.
H&M har netop delt alle billederne fra kollektionens lookbook – priserne på de enkelte styles må vi vente på lidt endnu – men at dømme efter de stylede billeder, bliver dette (endnu) et H&M designsamarbejde, folk vil stå i laaaaaange køer for at få fat på.
Det er en kollektion, der forener popkultur, streetstyle-attitude og humor – blandt andet med quirky Disney-print med Andersine og Anders And tilsat denim, jersey, læder, kæder og masser af ’ghetto’-guld.
Det er sporty, det er ungt, det er retro – og ingen tvivl om at der bliver rift om de grå jersey track suits med store røde Moschino-logoer på bryst og lår. Hej-hej, efterårsuniform.
Læs også: 1990’erne var tilbage på SS19-catwalken
Kollektionen er – ud over at været et samarbejde med Moschino – også udviklet med MTV (for at gøre retorreferencen komplet) og derfor er der også blevet leget med nyfortolkninger af kultsymbolet på 1990’ernes popkultur. Samarbejdet med MTV har også medført at H&Ms afsløringer omkring samarbejdet har fundet vej til nye kanaler: Blandet andet blev H&M x Moschino kollektionen afsløret under musikfestivalen Cochella, via et live-opkald i Instagram Stories fra kampagnemodellen Gigi Hadid til chefdesigneren Jeremy Scott. De var selvfølgelig begge to iklædt H&M x Moschino fra top til tå.
I forbindelse med afsløringen af alle lookbook billederne (der er blevet offentliggjort få dage efter kampagnebillederne med Gigi Hadid) har H&M også lanceret en række gif’er der findes i gif-funktionen under Instagram Stories, på Snapchat og i iMessenger.
Se hele kollektionen her:
H&M x Moschino kollektionen lander i butikker og online den 8. november 2018. Kollektionen består af kvinde- og herrestyles, accessoires og en særkollektion til kæledyr. Priserne estimeres til at ligge mellem 250 – 3.000 kr.