Modeugerne er forbi, og modehusene verden over har vist deres bud på Spring/Summer 2019-kollektionerne. På ELLE bed vi særligt mærke i 90’er-referencen, der var til stede hos flere mærker. Her er 9 looks, der beviser, at 90’erne holder i 2019.
Fashion Month er ovre, og modeugerne i London, Paris, New York og Milano er veloverståede. Alle de smukke modeller gik skridt efter skidt ned ad de bonede gulve og viste os, hvad vi kan drømme om frem i mod forår/sommer 2019, og det tyder på, at vi blandt andet skal tilbage til 90’erne.
Mode og trends har det som bekendt med at komme igen fra tid til anden, og flere af de trends, der dominerede 90’erne, viste sig på catwalken under de netop overståede S/S 2019-shows.
Læs også: De 10 mest sete modeshows denne sæson var…
Når vi tænker 90’er-mode, popper der hos de fleste straks et billede op af kvinder iført cykelshorts, stropkjoler (eventuelt over denim) og chokers. Dét look er vi tilsyneladende ikke færdige med, for alle tre elementer var nemlig at se under S/S 2019-modeugen hos henholdsvis Fendi, Balenciaga og Loewe.
Hvis du allerede nu vil begynde at søge inspiration til sin forårsgarderobe anno 2019, anbefaler vi, at du (gen)besøger Rachel Green og Monica Geller fra TV-serien Friends. De to 90’er-kvinder er nemlig begge levende billeder på, hvordan vi skal se ud, når solen atter titter frem.
Men Fendi, Balenciaga og Loewe var ikke de eneste, der havde hørt 90’er-musik i designstuerne op til efterårets modeuge. Hos Chanel, Ralph Lauren og Alexander Wang havde man også taget en tur down memory lane, og vi blev fluks sendt tilbage til de gode 90’ere.
Hvis du er blevet nysgerrig på at se mere, så scroll løs i galleriet herunder, hvor vi har samlet 9 bud på 90’er-mode anno 2019.

Bæltetasken var en populær accessory i 1990'erne, og hvis du stadig har en liggende derhjemme, er det bare med at finde den frem. I følge Alexander Wang gør den comeback til foråret 2019.

Få smykker skriger 90'erne som en choker. Den gang var versionen godt nok noget smallere og gerne lavet i stram plastik. JW Anderson, der er kreativ direktør hos Loewe har retænkt chokeren, og i 2019 bliver den bred og dominerende.

Denim var alle vegne i 90'erne, og hvis du var rigtig smart, kørte du denim på denim. Hos Louis Vuttion så vi en denimudført, oversize jakke, og vi var fluks tilbage i ca. 1994.

Statement-sneakeren har for længst vundet indtog i vores hjerte igen, og kombineret med 90'ernes cargobukser kan du (og din far, der gik klædt i netop dette for 20 år siden) næsten ikke få armene ned.

90'ernes Chanel bliver stadig den dag i dag rost for at være en af modehusets bedste tidsperioder. Logoerne var store og synlige, og de figurerede gerne direkte på tøjet eller igennem guld accessories. Ifølge Karl Lagerfeld vender det look stærkt tilbage per foråret 2019, og vi går straks på vintage-rov.

Cykelshortsne har allerede domineret modebilledet i sommeren 2018, men de er ikke forbi lige foreløbig. I hvert fald ikke hvis du spørger Fendi - eller husets kreative direktør Karl Lagerfeld. I 90'erne var de ofte parret med sneakers og en oversize t-shirt, men i 2019 skal du bruge dem med stiletter og skjorte.

Da Pretty Woman fik premiere i 1990, drømte alle om Julia Roberts' sofistikerede looks (post Edward Lewis). Den drøm er Marc Jacobs stadig ikke vågnet fra, og S/S-2019-kollektionen bar præg af lady-like inspiration.

Alle, og vi mener alle, gik med stropkjoler i 90'erne. Børn, teenagere og kvinder viste sig frem i den lille sag. Hvis det skulle være fint, sportede vi en perlebesat version, og hvis du ikke længere har the real deal, så frygt ej. Balenciagas Demna Gvasalia leverer.

Puffede ærmer á la 90'ernes brudekjoler gør comeback. I hvert fald hvis vi kigger mod modehuset Rodarte, der viste prom dresses med store ærmer i bedste 90'er stil.
