Journalist og vært på podcasten ‘Skyggekvinder’ Sara Bovin har ikke set sin far i otte år, siden hendes datter inviterede sin morfar og hans nye familie til sin konfirmation, og han takkede nej. For Bovin var det dråben, der fik bægeret til at flyde over – hun havde ikke mere empati for sin far efter mange svigt gennem en turbulent opvækst.
Blå bog
Sara Bovin, 39 år.
Uddannet medie- og tv-tilrettelægger fra Danmarks Medie-og Journalisthøjskole i 2013 og psykoterapeut ved ID Academy. Blevoptaget på DR Talentholdet i 2006.Har været vært på radioprogrammet ’Tværs’ på P3, lavet lyd serien ’Vejen tilbage’ til Gyldendal og er i dag vært på podcasten ’Skyggekvinder’, der handler om utroskab. Bor i København sammen med sin kæreste og tre børn.
Som barn havde jeg svært ved at blive klog på min far. Ovre i skolen sagde jeg, at han ikke var tosset, han var bare svensk. Min far har gjort mange sindssyge ting. Da mine forældre blev skilt, hældte han cement i motoren på min mors nye kærestes bil. Jeg er vågnet op alene i et telt midt om natten på en campingplads i Grækenland, fordi han var taget i byen. Da min lillesøster havde fødselsdag, og hele min mors familie var samlet til den store festdag, tog jeg telefonen, og en mands stemme fortalte mig, at min far havde skudt sig selv, der var blod overalt, og han var død. Min mor ringede rundt til hospitalerne for at finde ham, indtil hun om aftenen fik fat på min far. Han var ikke død. Manden ville hævne sig på min far og hans familie, fordi min far vist havde været sammen med mandens kone. Jeg var otte år gammel, og der fortalte min mor mig, at min far havde et alkoholmisbrug.
Som tiårig skulle jeg på sommerferie hos min far langt oppe i Sverige, hvor han var flyttet til for at få styr på sit alkohol problem. Han og hans kæreste begyndte at drikke, til trods for at aftalen mellem dem og min mor var, at de ikke måtte drikke, mens jeg var der. Alt gik galt på den tur. De blev voldsomt uvenner. Hun truede med at hoppe udover balkonen, han endte med at slå hende. Hun flygtede fra ham, og jeg blev inddraget i flugten. De blev genforenet i kys og kram for blot at ende i endnu mere kaos. Jeg blev kidnappet af en mand, som min fars kæreste havde været i seng med, og min far og manden kom op at slås. Det var vildt traumatiserende for mig. Til sidst havde jeg insisteret nok på at komme hjem til min mor til, at min far og jeg tog toget til København. Det var mit første af flere brud med min far.
“I det efterfølgende forår skulle min datter konfirmeres, og hun inviterede ham og hans familie til konfirmationen, men da han ikke svarede hende, skrev jeg til ham for at få et svar. Han svarede, at han ikke ville komme, fordi han skulle beskytte sin familie mod os”
Da jeg ikke havde set ham i to år, fik jeg en besked fra ham om, at han var i misbrugsbehandling, og en del af programmet var, at han skulle rydde op i sin fortid og sige undskyld til dem, han havde svigtet. Det endte med, at vi genoptog kontakten, fordi han virkelig havde ændret sig og skabte en forståelse for, hvorfor han havde opført sig, som han havde. Min far har ikke haft et nemt liv. Hans mor var kun 15, da hun fødte ham, og som 12-årig kom han i forkert selskab og begyndte at ryge heroin, hvilket udviklede sig til et misbrug, som dog stoppede, da han røg i fængsel for at have stjålet nogle værdifulde smykker. Når jeg var sammen med min far, snakkede vi hele natten. Han var god til at få mig til at forstå en masse om livet. Men så blev han pludselig fjern igen. Han mødte en ny kvinde, som han fik et barn med, for derefter at møde en anden kvinde, som han fik tre børn med. Da jeg som 18-årig flyttede hjemmefra og blev gravid, var min far slet ikke til stede i mit liv – han havde selv lige fået et barn.
Sådan fortsatte vores relation i de kommende år, hvor der igen kunne gå to år mellem, at vi så hinanden. Da jeg var blevet rigtig voksen og havde fået en stor herskabslejlighed sammen med min kæreste, inviterede vi hele familien til jul. Også min far og hans nye kone. Vi havde købt et fem meter højt juletræ og gjort meget ud af det hele. I løbet af aftenen blev min mor og min far uvenner, hvilket udmøntede sig i, at min far rejste sig og gik og smækkede døren efter sig i raseri. Sådan endte min drøm om at forene alle menneskerne i mit liv.
I det efterfølgende forår skulle min datter konfirmeres, og hun inviterede ham og hans familie til konfirmationen, men da han ikke svarede hende, skrev jeg til ham for at få et svar. Han svarede, at han ikke ville komme, fordi han skulle beskytte sin familie mod os. Der følte jeg noget nyt: Én ting var, at han har gjort mig ondt af alle mulige forskellige årsager, som jeg havde udvist fuld forståelse for, men at han opførte sig så ubehageligt over for sit barnebarn, der inviterede ham til sin store dag, kunne jeg ikke tilgive. Tak for svaret, skrev jeg tilbage.
“Jeg har erkendt, at relationen til min far gør mere ondt, end jeg kan bære, og jeg er nødt til at beskytte mig selv”.
Jeg har ikke hørt fra ham siden den dag i 2016. Jeg har heller ikke selvtaget kontakt til ham. Jeg føler, at jeg har været meget forstående overfor ham. Jeg accepterede, at han har svigtet mig gang på gang, fordi han selv har haft det svært. Da jeg oplevede, at han holdt op med at drikke, men stadig havde en egoistisk adfærd, nåede jeg til sidst til et punkt, hvor jeg ikke havde mere forståelse tilbage. Nu er min empati for ham brugt op. Jeg har erkendt, at relationen til min far gør mere ondt, end jeg kan bære, og jeg er nødt til at beskytte mig selv. Igen og igen har jeg stået i situationer, hvor jeg har haft brug for en far, men hvor han ikke har været der. Og samtidig oplevede jeg jo også, at han ikke ønskede at være far for mig og morfar for mine børn. Det var ham, som skar hånden af os. I og med at han ikke har kontaktet mig efterfølgende, kan jeg ikke tro andet, end at det er det, han ønsker. At det er nemmere for ham ikke at skulle forholde sig til mig og min familie.
Det er en sorg, jeg skal leve med for evigt. Det gør ondt ikke at have en far. Ikke at kunne give mine børn en morfar. Det er smerteligt. Der er også nogle ting ved ham, som jeg savner. Vi talte virkelig godt sammen, og jeg beundrer hans måde at se på livet på. Jeg kan også se, at jeg har nogle af de samme kvaliteter som ham. Han interesserer sig for mennesker og psykologi, og der er emner, jeg godt gad vende med ham. Men samtidig har det givet mig en ro at vide, at jeg ikke skal blive ked af noget på grund af ham længere.
Det er ligesom at have en død forælder – han lever bare stadig. Det er mærkeligt at skulle forholde sig til. Og selvfølgelig dukker spørgsmålet op: Hvad så, hvis han dør? Vil jeg blive ked af ikke at have snakket med ham en sidste gang? Det kan jeg jo ikke vide, før det sker.
