Der tegner sig en ny tendens i modebranchen: Et stigende antal modeller med blåt blod i årene bliver nemlig sendt ned af catwalken, når de store modehuse viser deres årlige kollektioner frem i verdens metropoler. Vi har stillet skarpt på nogle af de kongelige modeller – for hvem er de egentligt?
Modebranchens nye yndlingsfarve er tilsyneladende blå. Eller rettere: Blåt blod. De seneste par år har vi nemlig været vidne til tiltagende flere royale, der har skiftet ceptor og krone ud med designer-accessories og catwalks. Seneste eksempel herpå er den (ukendte) dansk-græske Prinsesse Maria-Olympia, der ikke blot åbnede Saks Potts-showet under Copenhagen Fashion Week i august måned, men tilmed lagde navn til hele kollektionen.
En modelkarriere er umiddelbart et modigt valg for de kongelige, fordi de er enormt eksponerede. Men ikke desto mindre findes der flere eksempler på royalt afkom med ultra gode gener, som har valgt at gå netop denne vej. Heriblandt vores egen Prins Nikolai (der kan fejre 19 års fødselsdag i september 2018), som skabte et kongeligt ramaskrig (bevares, på den gode måde!), da han pludselig var at spotte på catwalken for det ikoniske modehus Burberry under modeugen i London i 2018, hvor han var iført en gulvlang trenchcoat og en changerende, gylden skjorte. Da billederne fra showet med den kongelige affære du jour begyndte at florere på de sociale medier, svirrede rygterne straks om, hvorvidt det faktisk var Prins Joachims ældste søn, der regerede på runwayen. Det blev dog hurtigt bekræftet af Prins Nikolais danske modelbureau (vi må sige, at det er et scoop, Scoop Models!), at den var god nok – og det til alles store begejstring.
Og vi har absolut (og heldigvis!) slet ikke set ryggen af Nikolai endnu i modens spotligt. Blot fire måneder efter det første show kunne man nemlig nyde synet af den unge prins på catwalken under den parisiske modeuge, da han præsenterede Diors kommende herrekollektion. Det var ikke helt tilfældigt, at det lige netop var Prins Nikolai med sine danske rødder, som åbnede showet. Hans åbning var nemlig en hyldest til designeren Kim Jones’ (Creative Director for Paris Homme) danske mor. I et Instagram-post skrev Dior-designeren: ”Første look. Prins Nikolai af Danmark. Til min mor, der var dansker. RIP” under et billede af prins Nikolai, som var iført et elegant jakkesæt fra den nye kollektion.
Her på redaktionen har vi nydt at følge den unge prins i hans spirrende modelkarriere, og selvom han godt nok har udtalt, at modeljobbet kun er et ‘studiejob’, så håber vi ikke det er sidste gang, vi har set den flotte prins marchere ned ad catwalken.
Og Prins Nikolai er absolut ikke den eneste kongelige, der kæmper om magten over modelandet: Vi har nemlig endnu en royal tribute med dansk blod i årene, der også har indtaget den internationale modescene, nemlig Prinsesse Maria-Olympia af Grækenland og Danmark. Hvis I ikke kender hende, så kan vi oplyse, at hun er barnebarn af Dronning Anne-Marie (Dronning Margrethes lillesøster) – og så vakte hun i dén grad opsigt under den københavnske modeuge i august, da hun skred ned gennem et prop-fyldt (og brandvarmt) Østerbro Stadion, hvor Saks Potts holdt modeugens allersidste show. Hun var iført en helt igennem fortryllende hvid pelskjole, skrabet hår og et nærmest isnende og samtidig skrøbeligt og mildt blik. Det er vidst ikke en overdrivelse, når man siger, at alle i salen holdt vejret og tænkte: “Hvem er den prinsesse?”. At det så viste sig rent faktisk at være en rigtig prinsesse, der havde forstummet den ellers snakkesagelige danske modebranche, gjorde kun oplevelsen endnu stærkere…
Til dagligt læser den dansk-græske prinsesse til fotograf i New York på Parsons School of Design, og ved siden af studiet er hun model for et af de største modehuse i verden, Dolce & Gabbana. Udover at Maria-Olympia op til flere gange har brilleret på catwalken for det italienske modehus, så har hun også figureret i deres efterårskampagne for 2017, hvor hun poserede sammen med en masse andre it-girls. For at det ikke skal være løgn, så var en af disse prominente piger igen ringere end britiske Lady Amelia Windsor, som er barnebarn af hertugen af Kent, der er Dronning Elizabeths fætter.
Amelia er på nuværende tidspunkt nr. 36 i rækken til at overtage den britiske trone, og til hverdag læser hun både fransk og italiensk på Edinburghs universitet. I 2016 blev hun udnævnt som det smukkeste medlem af den britiske kongefamilie af magasinet Tatler, som hun desuden har prydet forsiden af. Ligesom Maria-Olympia er Amelia efterhånden gået hen og blevet et kendt ansigt for Dolce & Gabbana. Amelia havde sin debut for den italienske modegigant under modeugen i Milano i februar 2017, hvor hun var iført en sort blondekjole prydet med broderede roser og på hovedet bar en glitrende, juvelbesat guldkrone, som fik hende til at ligne en ægte renæssance prinsesse.
Læs også: 18 ting Meghan Markle ikke længere må, efter hun er blevet royal
Vi bliver i det britiske kongehus, når vi kaster vores blik på den næste model med blåt blod i årene, Lady Kitty Spencer. Hun er nemlig selveste Prinsesse Dianas niece! Der gentager sig et mønster, for den 27-årige prinsesse har nemlig også gået show for Dolce & Gabbana op til flere gange. Senest deltog hun i modehusets ‘Secrets and Diamonds’ show, hvor hun i øvrigt ikke var det eneste royale ansigt. De tre søstre Lady Violet, Lady Alice og Lady Eliza Manners, døtre af hertugen og hertuginden af Rutland, var nemlig også at spotte blandt showets modeller. Den royale trio bliver ofte omtalt som Storbritanniens svar på Kardashian-søstrene på grund af deres dekadente livsstil og hang til fest, som de glædeligt deler med hele verden på deres respektive Instagram-profiler.
Se med i galleriet, hvor vi har samlet de royales bedste øjeblikke fra catwalken.