Attention, alle sneakers-elskere! Avantgarde-designeren, Rick Owens, har slået pjalterne sammen med Adidas
Rick Owens er mest kendt for sine avantgarde-kollektioner i eget navn, og især de skønne bikerjakker i læder, som har været musthaves i flere år og er en klassisk, sikker investering.
Owens er dog også kendt for at lave rimelig svedigt fodtøj, og nu afslører Adidas, at den amerikanske designer med det lange hår, skal designe en skokollektion for dem.
Kollektionen kommer til at bestå af løbesko til mænd og kvinder, hvor der først og fremmest er fokus på, at man skal kunne løbe i skoene. Rick Owens, der ellers designer basketsneaks i læder til mænd og kvinder, fik netop en åbenbaring, da han i en sen alder begyndte at løbe for at få motion:
“Jeg træner sindssygt meget, men jeg hader konditionstræning. Jeg har indset, at jeg er i halvtredserne nu, og jeg har brug for at gøre noget for mit hjerte og mine lunger. Så jeg er nødt til at komme i gang med at løbe,” siger Owens og fortsætter:
“Hvilke sko skal jeg så have på, når jeg løber? Jeg kan ikke have mine store basketball-sneakers på – jeg ville jo ligne en dinosaur, der løber rundt i tuilerierne (i Paris).
Rick Owens’ Adidas-kollektion kommer til at bestå af seks forskellige sneakers til mænd og fire til kvinder, og skoene forventes at koste mellem 400 og 500 amerikanske dollars (ca. 2300 og 2800 kr.), men så lover Adidas også en funktionel løbesko i topklasse, selvfølgelig med Owens’ helt særlige fingeraftryk på. Vi må dog vente spændt lidt endnu, for kollektionen bliver først afsløret, når Rick Owens viser sin egen herrekollektion frem Paris’ modeuge for herretøj den 27. juni.
Med sin nye skokollektion, føjes Rick Owens til listen over de mange prominente designere, som Adidas har samarbejdet med – heriblandt Jeremy Scott og Raf Simons.