Mode

Populær smykkebutik og piercing-studio slår dørene op i Aarhus

- 21/10/2020

Kalder alle aarhusianere! Er I klar til at lade jeres øre pierce og dernæst dryppe i guld, sølv i diamanter? Så er der rigtig gode nyheder, for en populær dansk smykkebutik og piercing-studio slår nemlig snart dørene op til sin første butik i Aarhus.

Aarhus-piger og -drenge! Jeres bønner er blevet hørt.

Det populære danske smykkebrand Maria Black, der allerede har butikker i København, London, Oslo og München, slår nemlig inden længe dørene op i smilets by!

 

 

Maria Black har før stukket snuden frem i Aarhus i form af pop-ups og in-store butikker – og i sommer lagde Maria Blacks mobile piercing-bus også vejen forbi smilets by.

Men mere vil bekendt have mere, og nu kan de aarhusianske øreflipper godt begynde at glæde sig til lir i form af guld, sølv i diamanter.

Foto: PR

Midt på Store Torv åbner Maria Black nemlig snart sin Aarhus-butik (der både vil rumme smykkebutik og piercing-studio) – og på samme tid slår brandet i øvrigt dørene op til endnu en butik i Bergen, Norge, samt en midlertidig pop-up-butik midt på Kongens Nytorv i København, der vil holde åbent resten af året.

Sæt kryds i kalenderen den 12. november 2020, hvor butikken på Store Torv 10 åbner. Mens du venter, kan du følge med på Instagram HER.