Uniqlo lancerer endnu engang kollektion i samarbejde med det elegante franske stilikon Ines de la Fressange. Se hele den enorme kollektion her og bliv klogere på, hvornår du kan få fingrene i dine must haves!
Den japanske high-street-gigant, Uniqlo, der i år slog dørene op for sin første danske butik på Vimmelskaftet 38 i indre København, offentliggør i dag at årets samarbejde med det elegante franske stilikon Ines de la Fressange lanceres den 30. august 2019.
Den tidligere topmodel Ines de da Fressange har god smag, og det bevises i den grad via det efterhånden temmelig fasttømrede samarbejde med Uniqlo, der ligeledes kun stiger i popularitet, som butikkerne popper op verden over. Samarbejdet, der lanceres til august, er duoens 12.
Kollektionen, der næsten rummer 200 styles, er stærkt inspireret af Megéve – et skiresort i nærheden af Mont Blanc i de franske alper – hvor Ines holdt ferie som barn.
Det ses blandt andet i kollektionens mange frakker, strik og cardigans – som på fineste vis fremviser mønstre i form af blomster og tern.
Målet med denne sæsons samarbejde har blandt andet været at skabe styles, som alle kvinder kan føle sig komfortable i, mens de viser deres skønhed frem – og det smukke 61-årige stilikon og tidligere topmodel må da også være den perfekte læremester udi den kombination.
Psst! ELLEs Editor, Malou Wedel Bruun, har været i Paris for at møde Ines de la Fressange til en snak om en nye kollektion. Læs interviewet på side 52 i det nye ELLE, der er på gaden nu.
Heldigvis er der ikke længe til den 30. august – så når du scroller igennem galleriet herunder kan du allerede begynde at sætte kryds ud fra de items, som du skal shoppe i din virtuelle shopping bag online eller i butikken på Vimmelskaftet.
Scroll løs!