Mode

Hilsen fra chefredaktricen: Vive La France (Encore)!

- 28/04/2016

Det nye ELLE-magasin, ELLE Juni, har netop ramt butikshylderne, og det emmer af fransk fra første til sidste side. Hele ELLE-redaktionen har et særligt forhold til Frankrig, og især Paris har en stor plads i vores hjerter. Vi finder det derfor på sin plads at hylde Paris og alt, hvad der er fransk i dette nummer. Læs chefredaktricens hilsen lige her!

Tekst: Cecilie Ingdal // Foto: Sean McMenomy

På overfladen syntes alt egentlig, som det plejede, da jeg ankom til Paris til modeuge den første søndag i marts. Og jeg kunne ikke lade være med at smile lidt og tænke ’typisk fransk’ ad den sms, der tikkede ind på min telefon fra ELLEs moderedaktør Josephine Aarkrogh i lufthavnen: ’Der er selvfølgelig halvmaraton midt i modeugen, så du må nok hellere tage metroen ind, da gaderne er spærret …’.

I metroen var stemnIngen egentlig, som den plejer. Det var den også på hotellets nabocafé, hvor jeg sammen med ELLEs faste modemand, Kim Grenaa, tankede op med kaffe, inden vi drog af sted til første show. Uden for showlokationen kappedes streetstylefotografer, også helt som de plejer, om det bedste ’tilfældige’ billede af stilige damer som Chiara Ferragni, Man Repeller, Giovanna Battaglia og co. Men da vi så kom ind til showet (og det skulle vise sig at gælde samtlige shows), blev vi mødt af en hær af sikkerhedsfolk. Tasker, lommer og lignende skulle tjekkes igennem, inden vi blev lukket helt ind i de hellige haller.  

Og der ramte det mIg, at selv om pariserne prøver at tage det cool og nonchalant, så har terroren forandret byen. Og det blev kun bestyrket af synet – eller rettere det manglende syn – af asiater. Det var næsten, som om et helt kontinent var blevet væk fra modeugen af frygt. Væk var derfor også køerne foran byens (mange) Chanel-butikker … Og selv om jeg egentlig synes, at netop køerne foran byens eksklusive butikker sender nogle triste griske signaler, var det omvendte i denne sammenhæng ikke mindre trist…

Om det var asiaternes afbud eller ej, der muliggjorde ideen om #onlyfront row til Chanel-showet for alle gæsterne, skal jeg ikke kunne sige, men en genial idé var det (og en stor oplevelse at sidde SÅ tæt på de smukke outfits og do. Modeller for en, der plejer at sidde på sådan cirka femte-sjette række …). Det gjorde showet klædeligt intimt med kernen, tøjet, i fokus frem for Karl Lagerfelds tidligere så vilde Chanel-indpakninger såsom et supermarked, en lufthavn eller et isbjerg importeret fra Nordnorge – og mindede os alle om, at det lige nu er det helt nære, der tæller.

Så tak tIl Karl, ikke bare for en cool showidé, men også for igen at minde om, hvad Paris – også her post-terror – især står for. For showoplevelsen var selvfølgelig hamrende elegant, forførende, charmerende – og naturligvis spækket med chikke kvinder.

Det er ingen hemmelIghed, at hos os på ELLE har Paris en helt særlig plads i vores hjerter. Og derfor hylder vi endnu en gang byen og vores passion for det franske. Så glæd dig til et ELLE fyldt med chik mode, charmerende kvinder, sensuelle beauty-tips og alle de adresser, du skal bruge for at opleve vores Paris!

God læselyst,