Igen i marts måned er der fuld gang i de spændende lanceringer fra diverse danske og internationale brands. Vi sætter fokus på syv, du skal kende til lige nu.
Mother x Merci
Mother x Merci
Jeans-brandet Mother Denim har teamet op med det parisiske brand Merci om en eksklusiv kollektion, bestående af 11 styles. Kollektionen, der forener en retro-sporty æstetik med vintage-vibes og parisisk charme – og dermed bringer det bedste fra begge brands frem – er resulteret i en linje bestående af alt fra jeans til kasketter og baseball-lignende T-shirts og jakker, der gør dig klar til forårets savnede udeliv.
Laufey x 66North
Laufey x 66°North
Som tidligere nævnt sker der rigtig mange ting hos det islandske outdoor-brand 66°North i forbindelse med dets 100-års jubilæum. Senest har fejringen resulteret i en limited edition-kollektion i samarbejde med den islandsk-kinesiske sangerinde og anden Grammy Award-vinder Laufey. Som halv islænding er Laufey vokset op med det populære brand, og derfor faldt valget nærliggende på hende. Kollektionen består af fem styles herunder to skal-jakker, en cardigan i uld, og en praktisk, lille taske, og Laufey selv er sammen med sin søster, kreativ direktør Junia, ansigt for den mindre kampagne, der selvfølgelig er skudt i de smukke omgivelser på Island.
Koné
Koné
Siden Koné for små to år siden relancerede sig selv, er der kommet fornyet energi til det dansk lædervare-brand, der for alvor har gjort sig relevant igen. Og første nyhed fra brandet i 2026 er lige landet i form af en ny, oversized udgave af den eksisterende tote bag-style, Filippo. Til forskel fra de allerede eksisterende Filippo-tote bags kommer den nye herre i farven Brandy i brunt ruskind – selvfølgelig i flere forskellige størrelser, så du kan sikre dig din udgave til alt fra aftenen i byen til rejsen. Ansigtet for kampagnen er model Florence Huntington-Whiteley (søster til skuespillerinden Rosie Huntington-Whiteley), og kampagnen viser præcist, hvad det er, det danske brand er så god til.
Shop tasken her eller i butikken på Borgergade i København.
Igen x Maanesten
IGEN x Maanesten
Louise Bjerre og Lotte Callesen har flere ting til fælles – én af dem er, at de er ambassadører for Røde Kors Klub 10. Nu har kvinderne, der står bag henholdsvis IGEN og Maanesten, teamet op om en kollektion, hvor al overskud fra kollektionen går til Røde Kors’ humanitære arbejde. Kollektionen består af et smykkesæt med halskæde, øreringe og armbånd, der kommer i henholdsvis en genanvendt sølv og en forgyldt version, en taske i genanvendt bomuld med print fra Maanestens univers, en bagcharm samt et lommespejl.
Veja x Baserange
Veja x Baserange
Det franske sneakerbrand Veja har indgået et eksklusivt samarbejde med danske Baserange om en limited kollektion, der består af fire unikke farvekombinationer. Om samarbejdet siger de to brands, at de ser skoen som et bindeled mellem foden og omgivelserne, og således bærer bevægelsen en intention. Kollektionen udkommer 5. marts.
Helena Christensen x Jérôme Dreyfuss
Helena Christensen x Jérôme Dreyfuss
Den danske supermodel Helena Christensen er ansigt for den nye sommerkampagne fra franske Jérôme Dreyfuss, som symboliserer den tidløse elegance og rebelskhed, der definerede 1990’erne. Kampagnen, der er fotograferet under Ibizas strålende sol, hylder en ikonisk periode og stil, samtidig med at den understreger brandets nutidige relevans. Vi er klar til en boho-sommer (på Ibiza).
Salume
Salume
Det nyopstartede danske cashmere-brand Selume har som ambition at gøre høj kvalitet og godt design tilgængeligt for flere gennem fordelagtige priser. Fra januar 2026 har virksomheden etableret Selume Foundation, brandets egen velgørende fond, som har til formål at støtte mennesker, projekter og hjertesager, der fortjener bedre vilkår og større opbakning. Ved opstarten har Selume doneret 250.000 kr. til fonden, og fremover vil virksomheden donere minimum 25 % af sit overskud.