Home / Mode / Her er de 9 største SS21-trends, du skal kende
Foråret nærmer sig, og vi ser frem til en sæson med flere solskinstimer og forhåbentlig flere lejligheder til at gøre lidt ekstra ud af os selv. Læs med, når ELLEs Creative Director, Josephine Aarkrogh, præsenterer dig for SS21s 9 største trends og tendenser.
Det håbefulde forår nærmer sig med hastige skridt, og sjældent har vi glædet os så meget til foråret, som vi gør i år. For med foråret kommer forhåbentlig en mere normal hverdag, sammenkomster og nærvær – som vi for alvor har manglet det sidste års tid.
Augusts modeuger, både herhjemme og internationalt, var selvfølgelig også anderledes, end de plejer – men tendenserne, modellerne, de nye detaljer og de storslåede showmoments var der stadig. Fra Jaquemus’ overraskende location-valg og Chanels enestående Hollywood-referencer til Pradas nye musthave-sko og Versaces undervandslook.
Og selv om modeugerne (mestendels) foldede sig ud digitalt, er vi lige så spændte på en ny sæson, som vi plejer at være. Måske i håbet om, at foråret 2021 bliver magisk – på helt almindelig vis.
Kig med i galleriet herunder, hvor vi har samlet de 9 største trends og tendenser for SS21 – så er du om ikke andet klædt på til et magisk forår!
Foto: PR
Aqua woman
Dyk dybt ned i forårets mest friske tendens med alt, hvad dertil hører af muslingeskaller, bølgede former, wet look-hår og havets blå nuancer.
Foto: PR
Ballonærmer
Dine ærmer skal have et ordentligt puf dette forår – i alt fra blonder til læder giver det et uventet og virkelig fint tvist.
Foto: PR
Dancing queen
Modens designere drømmer uden tvivl om at indtage dansegulvet, og længslen kommer til udtryk i masser af diskoreferencer og pailletter. Lad stemningen smitte – om ikke andet så bare for at gøre mandag lidt mere festlig.
Foto: Imaxtree
Den lille hæl
De små kittenheels minder os om 1990’erne på den bedst tænkelige måde. Brug dem til kjoler eller smalle bukser – og glæd dig over, at du kan holde ud at have dem på hele dagen.
Foto: PR
Handy og hæklet
Du bestemmer selv, om du vil ’gøre det selv’ eller ej, men hæklerier skal der til denne sæson, gerne alt fra kjoler og toppe til shorts og bikinier.
Foto: PR
Kurvetasken
De flettede tasker tog form på catwalken hos både Fendi og Altuzzara. Flettet giver dit look et perfekt touch af sydfransk sommer. Og hvem vil ikke gerne have det?
Foto: PR
Minty fresh
Den grønne var at finde i alle nuancer på catwalken; fra Diors græsgrønne til Boss’ friske pastel – og det var tydeligt, at farven gerne må bæres fra top til tå.
Foto: PR
Vis bh'en frem
Crop-toppen har været fremme nogle sæsoner, men dette forår er den krympet yderligere og minder mest af alt om en bh. Et godt råd? Tag en blazer eller cardigan ud over – medmindre klimaet er tropisk, for så er alt tilladt.
Foto: PR
Kig til ryg
Du må gerne vende vennerne ryggen dette forår, for det er detaljen, der tæller. Underspillet og supersexet på samme tid.