Derfor har Carrie Bradshaws stil anno 2021 fået massiv kritik
Af Cecilie Stubkjær Ottosen - 12/08/2021
Home / Mode / Derfor har Carrie Bradshaws stil anno 2021 fået massiv kritik
Vi kan ikke lyve – vi glæder os rigtig meget til, at vi skal genforenes med vores cosmopolitan-sippende veninder fra Manhattan! Én ting har dog fået kritik efter sneak peaks fra den kommende SATC-reboot … nemlig Carries stil.
Vi mindes alle Carrie Bradshaw som kvinden, der har et urealistisk, vildt og dyrt klædeskab, og kvinden, som altid ser blændende godt ud i sine ikoniske blå Manolo Blahniks og et farverigt, chikt og legende outfit – altid stylet med sit store, krøllede hår, selvfølgelig.
Men sidst vi så Carrie, var i 2004, og vi kan derfor ikke lade være med at tænke: hvordan ser Carrie egentlig ud anno 2021?
Dét kommer vi snart til at finde ud af, når vi endnu en gang skal suge Manhattans overdådige liv til os gennem tv-skærmen, når den nye SATC-reboot, ’And Just Like That’, har premiere på HBO.
Flere sneak peaks fra serien har dog allerede sneget sig hele vejen fra New York til Danmark, hvor særligt ét billede har fanget folks opmærksomhed.
Nemlig billedet af Carrie med en telefon i hver hånd, et smil på læben og en mønstret maxikjole, som mest af alt ligner en dårlig udgave af ’Det lille hus på prærien’ – og nårh ja, som om kjolens udseende ikke fik os til at stille stort nok spørgsmålstegn ved Carries stil, så er kjolen efter sigende også fra det amerikanske high street-brand Forever 21 …
Nok er kjolen stylet med en Gucci x Balenciaga-taske og et par Terry DeHavilland-stiletter, men det er altså stadig ikke nok til at overskygge Carries valg af en kjole, som både brand- og udseendemæssigt er så langt væk fra den Carrie, som vi alle kender og elsker.
Men hele sagen har flere aspekter – hvis vi ser bort fra ’Det lille hus på prærien’-stemningen, så er Carries valg af tøj vel egentlig også et udtryk for, at den kommende reboot, ’And Just Like That’, har et mere realistisk format rent økonomisk i modsætning til ’Sex and the City’, hvor Carrie på en eller anden mystisk måde har haft råd til at have et (meget!) dyrt klædeskab med sin løn som klummeskribent.
Problemet ligger dog i, at Forever 21 er et fast fashion-brand, og dét klæder bare ikke en så fashion forward kvinde som Carrie.
Vi havde drømt om og håbet på, at vores alles stilikon ville følge med tiden anno 2021 på flere områder, men selvfølgelig særligt når det kom til hendes tøjvalg, hvor vi havde håbet på en mere bæredygtig tilgang.
Vi regner dog med, at Carrie blot havde en off-day, og at denne kjole blev det sidste, vi så til af fast fashion i hendes klædeskab. Fingers crossed!
Psst … I galleriet herunder har vi samlet 27 af Carrie Bradshaws mest ikoniske outfits gennem tiden – vi glæder os til (forhåbentlig) at se flere i fremtiden!