Mode

Burberry udnævner ny kreativ direktør

- 01/03/2018

Riccardo Tisci, tidligere kreativ direktør for Givenchy, er netop blevet udnævnt som kreativ direktør for Burberry. Her er hvad vi ved indtil videre.

Det engelske modehus Burberry har netop udnævnt Riccardo Tisci som ny kreativ direktør. Riccardo, der blandt andet har en uddannelse fra Central Saint Martins i London, vil fra 12. marts 2018 stå i spidsen for alle Burberrys kollektioner. Riccardo vil dermed være tilknyttet Burberrys hovedkontor i London.

Riccardo, som udover at være uddannet indenfor mode, er et velkendt navn i modeindustriens elite. Tidligere har den 44-årige italiener været kreativ direktør for Givenchy fra 2005-2017, hvor han designede haute couture, kollektioner til både mænd og kvinder, samt accessories.

Da Riccardo designede for Givenchy, var Burberrys nuværende direktør, Marco Gobbetti, desuden direktør for Givenchy. Dermed bliver Riccardo og Marco genforenet, når Riccardo starter hos det britiske modehus.

Siden 2014 har Riccardo samarbejdet med Nike og han har desuden designet outfits for danserne på scenen når både Madonna, Beyoncé og Rihanna har givet koncert.

Om sin nye rolle under Burberrys fahionable vinger, udtaler Riccardo selv:

”Jeg er beæret og glad for at blive en del af Burberry som deres nye, kreative direktør og dermed blive genforenet med Marco Gobbetti. Jeg har en enorm respekt for Burberrys britiske DNA og internationale appel, og jeg er begejstret for brandets exceptionelle potentiale”.

Vi glæder os til at se den første Burberry kollektion, stiligt dirigeret af Riccardo Tisci, som kommer til september 2018.