Moderedaktøren: 6 højdepunkter fra modeugen i London
Af Sarah Emilie Aagaard - 21/09/2017
Home / Mode / Modeugen / Moderedaktøren: 6 højdepunkter fra modeugen i London
ELLEs moderedaktør, Josephine Aarkrogh, har samlet højdepunkterne fra modeugen i London, der bød på alt fra Tommy Hilfiger-show med både Gigi og Bella Hadid på catwalken til membersclub-fest med London-brandet M.i.h Jeans! Se de største highlights her...
Først New York, så London, og nu er den tredje internationale modeuge allerede på sit højeste i Milano. Vi når knap at fæstes ved begivenhederne, før modens flygtige ånd drager os videre til næste stop, men lad os alligevel dvæle ved London et øjeblik!
For ELLEs moderedaktør, Josephine Aarkrogh, var blandt de fashionistaer, der fulgte med på første række til de største modedesigneres SS18-shows, og som deltog i de fineste middagsarrangementer til London Fashion Week 2017.
En modeuge, der selvfølgelig var spækket med inspirerende shows, og hvor de engelske designere viste brillerende kollektioner på catwalken, når alt fra JW Anderson til Tommy Hilfiger og Burberry var på programmet.
Særligt udmærkede Burberry sig denne sæson ved at afholde show i en ny, men ikke mindst smuk lokation, nemlig et gammelt renoveret hus i Clerkenwell, hvor referencen fra gammelt til nyt også var at spotte på catwalken, hvor de gamle Burberry-tern blev vist i en ny, smuk fortolkning.
Og selvfølgelig blev der modeugerne tro serveret champagne i lange baner, hvor blandt andet M.i.h Jeans holdt en hemmelig fest, og Cos inviterede til 10-års jubilæum i det storslåede The National Gallery – selvfølgelig alt sammen ’by invitation only’…
Ja! Der er ingen tvivl om at modeugen i London på alle måder var en fest, og vi har samlet Josephines highlights fra ugen, så du kan genopleve suset fra London Fashion Week lige her!
Foto: Privat
Den smukkeste location: Burberry"Burberry afholdt deres show på en ny lokation, nemlig et gammelt renoveret hus i Clerkenwell. Og på trods af at stedet var omringet af dyreaktivister, holdt de et smukt show, hvor hele kollektionen er til salg allerede nu! Den indebærer blandt andet praktiske, men cool regnfrakker og ponchoer (man er vel i London) samt genindførslen af det gamle Burberry-tern. Hele kollektionen kan opleves i huset, og den fantastiske lokation rummer også en fotoudstilling og en lille cafe, som alt sammen er åbent for alle indtil 1. oktober 2017."
Foto: Privat
Den storslåede fest: Cos"Cos fejrede 10-års jubilæum med en fest på intet mindre end The National Gallery - tal om 'a night at the museum'! Udover pindemadder og champagne i lange baner var aftenens højdepunkt, at der var åbent for dele af udstillingen, endda med en bar særligt bygget dertil."
Foto: Privat
Det mest eventyrlige show: Erdem"Erdem tryllede os tilbage til en svunden tid, hvor pailletter, fjer og lange handsker var måden at dresse up på. Settingen var lavet som en dekadent cocktailbar, der lagde op til en fantastisk aften. Heldigvis kan vi allerede få en forsmag på Erdems fortryllende univers, når hans samarbejde med H&M lander i butikkerne den 2. november 2017."
Foto: Privat
Den hemmelige fest: M.i.h Jeans"London-brandet M.i.h Jeans fejrede sin minikollektion med stylisten Bay Garnett (som blev kendt i 1990'erne på sin vintageinspirerede stil) på den nyåbnede membersclub Chess Club i Mayfair. Mega cool!"
På billedet: Chelsea Leyland og Mary Charteris (øverst), Flo Morissey og Laura Bailey (til venstre) og Ella Hope Merryweather (til højre)
Foto: Privat
Det nye brand du skal kende: Rejina Pyo"Rejina Pyo havde sin catwalkdebut til dette års London Fashion Week og er bestemt værd at holde øje med. Jeg ønsker mig allerede deres pæne frakker og cool bukser. Showet var i øvrigt stylet af ELLE Style Awards vinder-stylisten Alexandra Carl."
Foto: All Over Press
Det bedste modelcast: Tommy Hilfiger"Tommy Hilfiger forstår at holde et show, og hans 'Rock Circus'-show var proppet med tidens hotteste modeller: fra stjernemodellen Gigi Hadid, som han endnu en gang har lavet en kollektion med, til topmodeller som Bella Hadid, Jourdan Dunn og Josephine Skriver - så sejt!"