Den amerikanske provo Marc Jacobs har nu været pæne franske Louis Vuittons chefdesigner i 15 år, og det umiddelbart umage ægteskab ser ud til at kunne holde for evigt.
Louis Vuitton var rette mand på rette sted. I 1854 grundlagde han sit eget kuffert- og taskeværksted. Han, som selv var draget hjemmefra som blot 13-årig bondedreng for at ende som kuffertmager i Paris, forstod nemlig rejsens udfordringer og krav, og han forstod den rejsende. Bagagen skulle fylde mindst muligt, umme mest muligt og beskytte sit indhold bedst muligt, så det kunne pakkes ud i præcis samme stand, som det blev pakket ned.
Det løste han ved at bruge vandafvisende, harpiksbehandlet kanvas, så kufferterne ikke som hidtil behøvede at have en rundet top, for at vandet kunne løbe af, men kunne være flade og dermed både var nemmere at stable og optog mindre plads; aluminiums- og poppeltrækonstruktioner reducerede vægten betydeligt; og det indre blev optimeret som små garderobeskabe med skuffer, æsker og bøjlestænger med plads til alt fra sko og hatte til korsetter og kjoler. Det var intet under, at alle, inklusive Napoleon III’s hustru, kejserinde Eugenie, blev faste kunder.
Alt laves i hånden på egne værksteder af uddannede medarbejdere klædt i beige kitler med brunt logo på lommen samt navn og årstal for ansættelse. Informationer, som de bærer med tydelig stolthed, mens de med sikker hånd bearbejder alt lige fra skindet, der skæres og udnyttes til perfektion, til det printede kanvas, der syes sammen eller limes på trækonstruktionerne med millimeterpræcision, de indre lommer, der skæres op og foldes (knivskarpt) i hånden, messingsømmene med firmaets navn på hovederne, som bankes i et for et med håndkraft og falkeblik, eller de ydre kanter, der med pensel males op i præcis samme farve som tasken. Alt i alt løser værkstedet i Asniere i dag ca. 300 specialfremstillinger om året, alle unikke og under
størst mulig diskretion.
Sådan kunne det hæderkronede franske firma i og for sig godt være blevet ved i al ubemærkethed;
som leverandør af luksustasker og -løsninger til de kræsne få. Men huset Vuitton ville mere. Allerede i selve Monsieur Vuittons tid tog man patent på forskellige taskedesign, og da Claude Vuitton, fjerde generation af familien, i 1960’erne fandt ud af at skabe firmaets indtil da stort set ukendte monogramkanvas i en blødere, smidigere version, så det kunne bruges til håndtasker, og da stilikonet Audrey Hepburn straks forelskede sig i ‘Speedy‘-monogramtasken, fik rejsetaskefirmaet atter lagt den kræsne del af verden for sine fødder.
1997 – enter Marc Jacobs
Marc Jacobs var blevet notorisk berømt og berygtet i modekredse, fordi han som nyansat designer for det traditionelle amerikanske mærke Perry Ellis i 1992 valgte at gå væk fra firmaets preppy look og lancere en grungekollektion. Ansættelsen blev kort, men designeren blev kendt, og i 1997 blev han så lokket til Paris mod titlen chefdesigner og med den opgave at skabe en tøjkollektion i Louis Vuittons navn.
Efter nogle forsigtige første år med respekt for husets pæne, borgerlige side fandt Marc Jacobs ud af dels at skabe opmærksomhed med nogle provokerende og teatralske tøjkollektioner, dels at alliere sig med nytænkende kunstnere, som især peppede Vuittonkernen, taskerne, op. Dermed skabtes de i dag så ikoniske graffiti-versioner af LV-printet i samarbejde med Stephen Sprouse, mangaprint med Takashi Murakami og leopardprint med Richard Prince. Og det viste sig at være præcis det, der skulle til. Produktet, tasker af højeste kvalitet, var der allerede, men de nye looks dannede grundlag for dels at udvide de eksisterende kunders samling, dels at fortælle historien til en endnu bredere kreds – hvilket kun blev cementeret af det væld af kopier, verden blev oversvømmet med i de logoglade 00’ere. De seneste successamarbejder dækker
begge sider af Vuitton-identiteten, dels ultradiskrete rejsetasker af Marc Jacobs muse Sofia Coppola, dels mere larmende prikkede sager fra den 82-årige excentriske japanske kunstner Yayoi Kusama.
Eventyret var ellers ved at få en brat ende, da modehuset Dior pludselig stod uden chefdesigner sidste forår,
efter John Gallianos uheldige exit. Rygterne ville, at Bernard Arnaultville blande LVMH-kortene og lade Marc Jacobs gå til Dior.
Men troldmanden Marc Jacobs valgte at blive hos Louis Vuitton og cementere sin position og betydning der. På den måde minder han om en anden magiker, Karl Lagerfeld, som også har skabt sit navn ved at arbejde under en andens, nemlig Chanel. Og at Marc Jacobs skeler til sin tyske kollega i Paris, er der vist ingen tvivl om. I hvert fald citerer han Lagerfeld i bogen bag mastodontudstillingen Louis Vuitton Marc Jacobs, som blev vist på Les Arts Decoratifs i Paris indtil for nylig:
“Jeg tror, du er nødt til at have en sund respekt og en sund disrespekt for en institution. Du er nødt til at være respektfuld i forhold til at bevare, men du er også nødt til at være respektløs for at udvikle.”
Præcis som Monsieur Vuitton i sin tid, da han revolutionerede rejsekufferterne og dannede grunden for en af denne verdens største succeser, og præcis som Marc Jacobs selv, da han kom til Paris for 15 år siden og viste, at rejsen langtfra er slut.
I galleriet kan du se nogle af Louis Vuittons mest populære tasker.