Modeugen

Mads Mikkelsen fik i går sin debut som model på catwalken under Milan Fashion Week

- 19/06/2024

Den populære danske skuespiller kan åbenbart andet end skuespil.

Mads Mikkelsen er efterhånden ikke blot et kendt ansigt i filmindustrien – også modebranchen er tilsyneladende ret vilde med ham – og med rette. Det er længe siden, Mads Mikkelsen havde sin debut som gæst under de internationale modeuger, hvor han gennem tiden blandt andre har gæstet Giorgio Armani, men i går fik han også sin debut som model på catwalken.

Lige pt. løber Milan Men’s Fashion Week af stablen i ja, Milano, og i går aftes trådte en bordeaux-klædt Mads Mikkelsen ud på catwalken hos det italienske brand Zegna. Og hvis ikke, gæsterne i forvejen var opslugte af den minimalistiske og rene kollektion, så blev de det da i hvert fald, da den dansk skuespiller vist sig som model.

Det er ikke første gang, Mads Mikkelsen viser sig i relation til brandet, sidste år sad han nemlig frontrow sammen med den tysk-spanske skuespiller Daniel Brühl. Og det er ikke tilfældigt, at de to herrer var godt placeret under showet, de er nemlig begge ambassadører for Zegna.

Zegnas valg af den danske skuespiller tapper godt ind i tendensen, vi ser lige nu, til at invitere skuespillere, musikere og andre fagpersoner, som ikke nødvendigvis har et tilhørsforhold til modebranchen, og som i hvert fald ikke er kendte som modeller, en tur ned ad den famøse runway. Og det må siges at være et kløgtigt træk af modehusene, vi har i hvert fald ofte set, at et sådan overraskelsesmoment har givet ekstra omtale til de pågældende shows.

Både Jacquemus’ show forleden, hvor Jennie Kim blev ‘showets stjerne’, og Simon Porte Jacquemus hyldede K-pop-sangerinden til skyerne, og gårsdagens Zegna-show, hvor videoen med Mads Mikkelsen allerede gik viralt på de sociale medier under showet, er gode eksempler på denne tendens.