Home / Mode / Modeugen / Josephines dagbog fra Paris Fashion Week
ELLEs assisterende moderedaktør Josephine Aarkrogh er vendt hjem fra modeugen i Paris, der lakker mod enden. Se hendes dagbog fra de mange fantastiske shows og events i Paris her.
Modeugen i Paris synger på sidste vers, og ELLEs assisterende moderedaktør Josephine Aarkrogh har været med på forreste række. Hun har derfor samlet alle de bedste oplevelser fra shows, events og meget andet i en dagbog, som du kan se lige her.
Modeugen i den skønne franske hovedstad bød blandt andet på fantastiske og stilfulde shows fra Loewe, Isabel Marant, Stella McCartney og ikke mindst H&M, der løftede sløret for deres nye AW15 Studio kollektion.
Det uundværlige stop hos Le Bon Marché var der selvfølgelig også plads til, og som prikken over i’et viste Paris sig fra sin bedste side med skønt forårsvejr.
Se hele Josephines dagbog i galleriet, hvor hun har samlet billeder og tekst.
Psst… Brug pilene i galleriet eller ‘swipe’ dig igennem.
Min nye favorit når det gælder brunch? Holybelly lidt nord for Marais. Men kom i god tid, der er lang kø og de tager ikke imod reservationer.
Allerede i Milano forelskede jeg mig i denne drøm af en denimtaske fra Stella McCartney, og hvor bedre at købe og indvie den end i Paris, hvor hun holder show?
Og speaking of Stella – hun holdt traditionen tro sit show i den storslåede Opera og kollektionen var som altid smuk, cool og fyldt med herrereferencer - og denne sæson bar den bl.a også præg af lidt brokade.
Vanessa Bruno lancerer til efteråret en soirée-kollektion, altså tøj der er lidt mere festligt, end hvad hun plejer. Dermed ikke sagt at det ikke kan være cool, se bare disse smukke støvler!
Som om det ikke var skønt nok at være i Paris, viser byernes by sig også fra sin bedste side med perfekt forårsvejr.
H&M viste deres Studio AW2015-kollektion ved et storslået show med rumtema. Hvis bare alle modeshows sluttede med, at catwalken forvandlede sig til små barer (inkl. kanapéer!)
I anledning af modeugen lancerede H&M deres Studio SS15-kollektion i Paris en uge før i resten af verden, så da jeg fandt dette fine pyjamassæt, blev jeg nødt til at slå til.
Det hypede Loewe-show var smukt om end en lidt kølig fornøjelse - heldigvis havde de sørget for tæpper og morgensol til alle gæster, så tjekket!
Jeg kan ikke tage til Paris uden et visit i mit favorit stormagasin, Le Bon Marché. At de lige har fået en ny, stor skoafdeling gør jo heller ikke noget ...
Isabel Marant gør det godt, og denne sæson var ingen undtagelse. Jeg er vild med hendes mere clean look, hvor striber og militærreferencer virkelig kommer til sin ret.