Modeugen

Ganni-parret om den offentligt åbne Ganni-exhibition: ”Det er noget af det bedste, vi nogensinde har lavet”

- 10/08/2020

Ditte og Nicolaj Reffstrup kræver efterhånden ikke den store introduktion – kort fortalt er de parret bag succes-brandet Ganni – og resten er jo som bekendt historie. Under SS21-modeugen, der løber af stablen fra den 9. til 12. august 2020 er de aktuelle med et helt nyt format: Ganni-exhibition, der er skabt i samarbejde med syv eksterne, internationale kunstnere. I den forbindelse mødte vi parret og spurgte dem om…

Fortæl om Ganni exhibition. Hvad ser I den som?

Ditte: ”Jeg ser den som en forlængelse af vores projekt Ganni202020, som vi så sidste gang til FW20-showet. Og så ser jeg det som en fortælling om vores alles situation under lockdown, hvor det hele jo er blevet til. Især filmen af Maria “Decida” Wahlberg, men også essayet af Marjon Carlos og de billeder, Jakob Landvik har taget i vores HQ. Og så er der den anden gren, der handler om ansvarlighed – dels via vores kollektion skabt i samarbejde med Levi’s, som bliver tilgængelig til at leje, og dels via vores billeder taget af Rosie Marks, som jo indikerer, at det er helt okay at gå med tøj fra gamle kollektioner. Alle kvinderne på billederne, der er blevet til papfigurer, er iført Ganni-kollektioner fra 2017, 2018 og 2019. Selv om vi jo lever af nyheder, så har vi jo altid arbejdet meget med ansvarlighed. Jeg synes også, der er noget fint i at stoppe op – både på grund af situationen nu, men også generelt – og finde inspiration i dét også. Det behøver ikke altid være så fashion forward og hurtigt.”

Foto: Kavian Borhani

Går du selv med tøj fra ”gamle” Ganni-kollektioner?

Ditte: ”Det gør jeg! Rigtig meget faktisk.”

Nicolaj: ”Denne her udstilling er jo også blevet til på baggrund af noget, der er helt essentielt i Ganni, nemlig team effort. Det er en holdindsats og har altid været det. Ditte har brugt fodboldsholdmetaforer mange gange.”

Ditte: “Jamen det handler ikke om mig eller Nico, det handler om holdet. Og jeg synes specielt under lockdown, var det simpelthen så vildt at mærke den der kreativitet, der lige pludselig opstod. Vi har altid været gode til at arbejde sammen, det har været et dogme i Ganni, men det var som om, at alle gjorde sig endnu mere umage. Lige pludselig havde vi ikke mulighed for at bruge eksperter udefra. Fx sprang Nicolaj, Alexandra (Gannis Director of Global PR & Communication, red.) og jeg ud I at lave vores egen podcast. Normalt ville vi jo have følt, vi skulle have en ekspert med, men det har været lidt som at gå tilbage, da vi startede Ganni. Man gjorde det bare selv, fordi vi ikke havde andre muligheder. Det har været så fedt. Og så tror jeg også, den der lyst til at arbejde på kryds og tværs med folk – både ift. geografisk og professioner, det har været virkelig fedt og inspirerende. Noget, vi bare vil blive ved med at dyrke endnu mere. Og det er jo alt fra helt store spillere (Ditte nikker hen mod Ganni x Levi’s-kollektionen, der er linet op) og små folk, vi selv finder på Instagram eller som en fra teamet har set på en udstilling i London.”

Men er det ikke ret signende for den måde, I generelt arbejder på i Ganni?

Ditte: ”Jo helt sikkert, og derfor har jeg også en følelse af, at folk kommer til at lære Ganni endnu bedre at kende. Også fordi vi har mulighed for at invitere folk udefra – altså vores kunder – indenfor. ”

Hvad har I gjort jer af tanker i forhold til at åbne udstillingen op for offentligheden og dermed jeres kunder?

Ditte: ”De er jo de vigtigste. Det er jo dem, der er grunden til, at vi er her. Ellers kunne vi jo ikke lave sådan en flot udstilling. Det er jo fordi, vi har nogen, der har støttet os i mange år, så det skylder man også. Moden kan jo være meget lukket omkring sig selv, og vi er jo også meget kendte for ikke at være særligt inkluderende i modebranchen, så jeg synes bare, det klæder os.”

Nicolaj: ”Normalt er der jo gode grunde til, at det ikke kan lade sig gøre. Man kan bare være max 300 mennesker til et show. Men nu var der denne her mulighed – på grund af omstændighederne for denne her modeuge – for at gøre noget ekstraordinært, så det er jo bare en god mulighed for at prøve nogle andre ting. Generelt har forløbet op til denne her modeuge været præget af, at folk har været gode til at hjælpe hinanden.”

Foto: Kavian Borhani

Ditte:Vi er jo alle sammen i samme båd. Vi har gennemgået de samme tanker og tab. Det letteste ville jo have været bare at lave noget digitalt, men jeg synes, det er ret rørende at se, hvor mange, der støtter op omkring den københavnske modeuge trods alt.”

Nicolaj: ”Modeskaberne har været frigjort i forhold til formatet. Nogle laver et show, nogle laver noget hybrid, og vi laver en udstilling. Det letter også. For ellers arbejder vi jo alle sammen frem imod det samme, og det skaber en intensitet, men det sætter også folk under pres. Alle muligheder har været åbne denne her gang, og folk har kunne gøre, hvad de ville.”

Tror I, det er en frigjorthed, vi tager med os til fremtidige modeuger?

Nicolaj: ”Man skal passe på med at spå om fremtiden.”

Ditte: ”Et show er jo fantastisk. Du har 10 minutter til at vise det, du har arbejdet på i et halvt år, og der er den vildeste energi og adrenalin, og du kan virkelig ramme folk lige i hjertet, hvis du gør det godt. Vi ved jo ikke, hvordan folk reagerer på det her. Jeg synes, det er noget af det bedste, vi nogensinde har lavet, men jeg ved jo ikke, om folk kan fornemme det. Vi skal selvfølgelig evaluere på, om det var det rigtige efterfølgende.”

Nicolaj: ”Jeg tror, der vil være færre ændringer, end man tror, fremadrettet. Men der vil da være en højere grad af frihed til at fortolke, hvad man laver. Hvilket kun er godt.”

Foto: Kavian Borhani

Nu sagde I jo lige, at det er svært at spå om fremtiden, men I har jo selv kastet spørgsmålet ”what do you think the 20s are going to be like?” ud, så det vil jeg spørge jer om?

Nicolaj: ”Vi nåede lige at kaste den ud, og så blev alt bare kørt over.”

Ditte: ”Det var i hvert fald ikke det her, vi havde regnet med. Vi har alle sammen oplevet noget helt universelt – vi har alle sammen haft samme tanker og følelser: hvad skal jeg egentlig med mit liv, og laver jeg det rigtige, så jeg syntes, det har bragt os tættere sammen. Det håber jeg virkelig, vi kan dyrke efter alt det her.”

Jeres datter Betty Lou er med på billederne i den ene installation med billeder fra Gannis HQ. Er det noget, vi skal glæde os til at se mere af i fremtiden?

Ditte: ”Nej, det skal I ikke. Men ideen var jo at caste folk i huset med en tilknytning til Ganni – enten medarbejdere, eller en fra holdet, som vi siger, eller familie. Jeg vil sige, det sådan… Det var ikke mig, der foreslog det, men så var vi sådan, okay, måske er det meget sjovt. Hun er jo et barn og en del af den næste generation, de har jo ikke så mange bekymringer.”

Foto: Kavian Borhani

Ganni-exhibition, der udover at samle syv forskellige kunsters Ganni-dedikerede værker, også byder på Ganni Kiosk, hvor du kan shoppe Ganni-merchandise, er åben for alle den 11. og 12. august 2020.

Du finder den på Bådsmandsstræde 19D på Christianshavn, og du booker, inden du kommer, en guided tour HER.