Modeugen

Fra Birgitte Hjorts næse til Mary Mbalakeles

- 15/10/2012

ELLE har været i Tanzania for at aflevere Birgitte Hjorts læsebriller til Mary Mbalakele - og meget mere ...

Louis Nielsen holdt igen i går en konkurrence i hele Danmark om at blive ‘Årets Brillelook 2012’, der havde smukke Helena Christensen som ambassadør. Konkurrencen har blandt andet til formål at skabe opmærksomhed om Louis Nielsens hjertesag, som er at indsamle danskernes brugte briller, som de ikke længere selv skal bruge, og fragte dem til Tanzania, hvor de får et nyt liv på næserne af nogle, der virkelig kan bruge dem. 6-8 gange om året tager Louis Nielsens hold til en ny landsby i Tanzania, hvor de foretager synsprøver og deler de danske briller ud.

Jeg har her på ELLE fulgt konkurrencen ivrigt og var med, da Louis Nielsen holdt reception på Hotel Skt. Petri, og vi lavede endda en film fra finalen i Kødbyen (Se den her!), hvor vinderen, Line, blev kåret.
Så da Louis Nielsens PR-chef, Tino Pedersen, ringede for at spørge, om jeg ville med til Tanzania for at være med til, sammen med vinderen af Årets Brillelook 2012 og Cathrine, vinderen af den sideløbende blogger-konkurrence, og være med til at dele de i alt 43 kilo indsamlede, danske briller, ud til fattige mennesker i Tanzania, tog det med akkurat ingen tid at sige ja.

 

Mig, ELLEs digitalredaktør Mette Marie Lei, og Birgitte Hjort Sørensen – iført sine briller.

Dagen inden afrejsen, besøgte jeg skuespillerinde, Birgitte Hjort Sørensen, som mange af os kender som journalisten Katrine i TV-serien ‘Borgen’. Hun havde nemlig sagt ja til at donere et par læsebriller, som hun ikke selv skulle bruge.
Med dem i bagagen tog jeg den lange flyvetur til Tanzania, og efter 14 timer i flyveren, ventede der nu mig og resten af det lille hold en køretur på 9 timer ad Tanzanias noget udfordrende terræn.

 

Kvindernes tøj var i stor kontrast til den brune og røde jord og lerhuse.

Overalt, hvor vi kom, blev der solgt frugt og grønt.

Køreturen var heldigvis helt utroligt smuk og meget oplevelsesrig.
Langs markerne gik kvinder og mænd klædt i fantastiske farver med vanddunke, brænde, frugt og mange andre ting balancerende på hovedet. De fleste boede i små hytter, som de selv havde bygget af ler og grene, og når mørket faldt på – hvilket allerede skete ved 18-tiden – var der de fleste steder buldrende mørkt, da der hverken var lys i husene eller på gaden.

I den lille landsby, Lushoto, var det tydeligt, at vi var ventet.
Mange mennesker havde allerede taget opstilling i den lokale sundhedsklinik, som fungerede som vores base.

 

Der var lang kø til at få taget synsprøve.

Mange af de lokale børn stimlede sammen og morede sig meget med at se sig selv på vores digitalkameraer, når vi tog billeder af dem.

De 43 kilo briller, vi medbragte fra hele Danmark, var samlet i to kufferter og pakket ned i små poser, hvor det fremstod, hvilken styrke, den enkelte brille havde, og hvilke bygningsfejl giveren eventuelt havde haft.

 

Fra Lystrup til Tanzania … Brillerne har været på en lang rejse.

Desuden var navn og adresse på den tidligere ejer noteret.
Når brillerne så havde fået en ny ejermand, blev denne fotograferet med brillerne på næsen, og dette billede bliver så uploaded på Louis Nielsens hjemmeside, og den tidligere brilleejer får besked, så han eller hun kan se, hvem der nu får glæde af de gamle briller.

 

Fra venstre: ELLEs Mette Marie Lei, Årets Brillelook-vinder, Line, blogger-vinder, Cathrine, og Amina, som var Louis Nielsens lokale kontakt i Tanzania.

Vi var et lille hold på fem, som stod for at finde og udlevere de rigtige briller til byens beboere, hvorefter de fik taget et billede, som vil blive vist på Louis Nielsens hjemmeside.

 

Mange af de fremmødte havde dårligt tålmodighed til at vente i køen foran optikeren, hvor der var en del skubben og masen. Men humøret var stadig højt og tøjet smukt og farverigt.

Selve prøven foregik i et lille rum, hvor Louis Nielsens optiker, Anders, sad klar med et særligt måleapperat.
Med det kunne han scanne patientens øje og få et helt klart billede af både styrke og bygningsfejl.

 

Optiker, Anders, måler en lokal kvindes syn.

De oplysninger noterede han på en seddel, som patienten tog med ud til os hjælpere, som stod klar til at udlevere både læsebriller og distancebriller.

 

Vinderen af Årets Brillelook 2012, Line, og en glad brille-modtager.

 

Hver dag blev sundhedscentret på ny fyldt op af mennesker, som manglede briller.

Masser af briller – og lille Omari.

En af de fremmødte, som gjorde et særligt stort indtryk på os, var lille Omari på to år. Han var mødt op på sundhedsklinikken sammen med sine bedsteforældre.
Omari var meget bange og trykkede sig hele tiden ind til sin bedstemor. Når vi kom for tæt på ham, græd han stille og forsøgte at gemme sig.
Til synsprøven opdagede optikeren, Anders, at Omari havde et meget dårligt syn og kun kunne se op til 30% af, hvad en person med et almindeligt syn kan. Derfor så folk på afstand slørrede ud, og vi uvandte, hvide mennesker, som dansede omkring ham, har virket meget skræmmende på den lille dreng.

Vi fandt nogle briller, som passede i styrken, og da Cathrine satte dem på Omaris næse, begyndte han at grine.

 

Lille Omari smeltede alle (kvinde-)hjerter på sundhedscentret.

Det var en meget rørende oplevelse, som understregede, hvor vigtigt og godt et arbejde, Louis Nielsen udfører, og så endda med briller, som bare skulle have være smidt ud.

Sidst på dagen under min sidste dag i camp’en kom Mary Mbalakele ind på klinikken, og hun manglede et par briller, som præcis passede til den styrke, som jeg havde fået med fra Danmark af skuespilleren Birgitte Hjort Sørensen. Mary Mbalakele fik brillerne på og var meget glad og tilfreds.
Jeg fandt et billede frem af Birgitte iført brillerne og fik igennem en af vores lokale tolke forklaret Mary Mbalakele, at brillernes tidligere ejer i Danmark er en kendt skuespillerinde.
Mary Mbalakele var ikke klar over, hvad det vil sige at være skuespiller og var mest interesseret i at vide, om hun måtte beholde æsken, som brillerne lå i …

 

Birgitte Hjort Sørensens briller ejes nu af Mary Mbalakele.

De tre dage, jeg tilbragte i Tanzania, var en meget overvældende oplevelse.
Jeg har aldrig før oplevet den grad af fattigdom og set mennesker, som eksempelvis måtte gå mange kilometer hver dag for at hente vand fra en flod eller sø, som vi i vores del af verden ikke engang ville betragte som drikkeligt.
Det var fantastisk at få lov at være med til at højne livskvaliteten for mange af disse mennesker i den forstand, at hverdagen på nogle områder nu bliver lettere og sjovere – samtidig med at det var inspirerende at se, hvordan mange ting kan gøres og løses på en helt anden måde, end som vi kender det herhjemme, og alligevel være fungere lige så godt.


I Lushoto blomstrede flotte, blå træer på markedet i det lille bycentrum.

Der blev solgt små, grillede fisk og Crocks på markedet, mens ELLEs (meget glade) digitalredaktør hyggede sig med en glad brilleejer på sundhedscentret.

Hjemme igen efter en fantastisk rejse er jeg stolt af, at der findes mennesker som folkene hos Louis Nielsen, som sørger for at give nyt syn til mennesker i den anden ende af verden. Og ej at forglemme de mange donere, som har bidraget med deres egne briller.
Klik her for at se billeder af de mange brillemodtagere på Louis Nielsens hjemmeside.

Her kan du også holde dig opdateret om, hvordan du kan være med til at donere dine briller til Tanzania.