Jade Cropper adskiller sig fra andre designere med sine snit, der udforsker kroppen, og det var også tilfældet, da den svenske designer fremviste sin SS23-kollektion under den københavnske modeuge. Men alligevel manglede kollektionen noget, der efterlod Ayşe Dudu Tepe med en uforløst fornemmelse.
Journalist og model Ayşe Dudu Tepe anmelder Jade Cropper under den københavnske modeuge
Klokken er 18.50. Jeg står hjemme i mit køkken og laver halloumi-tacos til mig og min datter. Jeg render rundt som en anden halalslagtet kylling og prøver at få maden gjort færdig, samtidig med at jeg også skal have et eller andet “fashion-agtigt” på, da jeg skal hen at se, ja, anmelde, Jade Croppers show i et parkeringshus i Frederiksberg Centret.
Jeg giver op på det sidste. Det gør jeg altid. Fordi fashion har alle dage, i hvert fald for mig, været et spørgsmål om at være modig. Nysgerrig. Om at stå ved den jeg er. At holde af og med mig selv. Jeg er god, uanset hvad jeg tager på kroppen.
Min datter er lige startet i gymnasiet, og hele verden ligger for hendes fødder. Nye omgivelser. Venskaber. Identiteter. Sorger og glæder. Jeg er så spændt på at følge med i hendes udvikling, samtidig med at der ligger en lille frygt og lurer. En frygt for, om vi kommer til at glide fra hinanden. Men måske er det også helt okay. Okay, at elastikken bliver spændt lidt ud, og at vi farer lidt vild i mellemrummet.
Det sidste, at fare vild, skulle allerede vise sig at blive en virkelighed, for da jeg endelig nåede hen til Frederiksberg Centret, var der intet, der indikerede, at der skulle afholdes et modeshow.
Normalt, når man tropper op til et show, står der utallige mennesker “klædt ud” til den store guldmedalje og kindkysser og chit-chatter, samtidig med der står alskens modefotografer og skyder billeder af de kendte og bedst stylede. Jeg er hverken eller, mens jeg er det hele.
Nå, men jeg møder to andre mennesker, som render lige så forvirrede rundt som jeg. Vi finder en indgang, og derfra går det hele tjept. Vi bliver gelejdet op på et tag. Og så står jeg der. Vildt tørstig. Og med dårlig samvittighed.
Inden jeg gik ud ad døren derhjemme, havde jeg en kort episode med min datter, hvor jeg skældte hende ud, fordi jeg var en lettere stresset idiot. Not okay.
Jeg drikker min lille karton vand på ingen tid og går derefter ind i en slags overdækket firkantet telt fyldt med en sart røg og blå/grå belysning. Jeg finder en plads tæt på det, der skulle vise sig at blive aftenens højdepunkt for mig: DJ’en. DJ NAH CARE.
Det er anden gang, svenske Jade Cropper holder show til Copenhagen Fashion Week.
Jade Cropper er uddannet fra Beckmans College of Design og grundlagde sit brand i 2020. Ifølge hende selv vil hun gerne udfordre og udforske den konventionelle femininitet samt finde skønheden i det uperfekte, men jeg sad ærligt med en følelse af, da showet gik i gang, og de første modeller kom gående ind på det grå grus, at hun gør lige netop det modsatte, mens hun gør præcis dét, hun har ambitioner om.
Det må være det, de kloge kalder for et paradoks.
Kollektionen bestod af i alt 25 looks. Farveskalaen spænder fra det lyse og sarte til det mørke og pink. Den kombination er træfsikker. Og helt ekstremt skandinavisk. Men der, hvor hun adskiller sig fra andre designere, er i hendes snit. Snit, der udforsker kroppen.
Den er pakket ind, men gennemsigtig. Det er snit, der på elegant, ligefrem udfordrende, vis fremhæver skuldre, ben og mave. Det er designs, der kræver, at man går med rank ryg. Ja, at man faktisk kender sin krop og står ved den.
For nogle vil Jade Croppers design være en befrielse, for andre en byrde. For det er ikke tøj til den konventionelle kvinde. Det er tøj til den, ja, lad os sige det, som det er: den konventionelle, smukke høje “model”-kvinde. Til den såkaldt priviligerede kvinde. Ja, egentlig til de kvinder, der bliver portrætteret i spandevis i artiklerne “The Best Streetstyle from Copenhagen Fashion Week.”
Det er til kvinden, som nogle vil påstå har det hele, selv om vi jo godt ved, at sandheden ikke forholder sig sådan. Den priviligerede kvinde er efterhånden også både konventionel og en kliché. Og fred være med det. At udforske og udfordre den konventionelle femininitet bliver en umulig opgave, fordi der ikke kun findes én femininitet, men femininiteter. Måske skulle Jade Cropper lade sig inspirere af de femininiteter, hun ikke kender.
Og på den måde oplever jeg, at kollektionen efterlader mig i et tomrum, i elastikkens mellemrum, hvor jeg venter på at blive forløst. Dog er det også i det mellemrum, der opstår noget ganske interessant. Paradokset. Valget om, hvem jeg er eller kan blive. Hvem jeg måske var i et tidligere liv, hvis sådan et fandtes.
Derfor ser jeg med glæde frem til at følge Jade Cropper i hendes videre færd, fordi hun både har ambitioner og visioner, der endnu ikke har fået lov til at blive indfriet.
Og spørgsmålet er så, hvem der står i vejen for det.
Apropos at vente, så er jeg slutteligt nødsaget til at fremhæve, at der gik alt for lang tid, mellem modellerne blev sendt ind på gruset. Showet varede lidt over 15 minutter, til trods for at der kun var 25 looks. Det kan gøres bedre.
I mellemtiden, faktisk fra start til slut, havde jeg optur over DJ NAH CARE, som spillede genial musik, og som gav mig lyst til at rejse mig op og danse i mellemrummet.
Se hele Jade Croppers show her:
