Malene Malling har bevist, at man kommer langt med benhård slid. Hun har startet flere modemagasiner, glemt sig selv og egne behov for at lykkes, og nu har hun som designer redefineret sin rolle i modebranchen.
Jeg har altid været betaget af modeverden, fordi det er en eventyrlig måde at udfolde og udtrykke sig kreativt på. Før jeg kunne læse, bladrede jeg i modemagasiner, senere skrev jeg om mode for Weekendavisen, Politiken, Vogue, Nylon og en masse andre internationale magasiner.
Jeg er cand.mag. med speciale i modehistorie og som den eneste dansker, dækkede jeg modeugerne i New York, London, Milano og Paris. Da ELLE i 2001 havde planer om at åbne i Danmark, pegede de på mig som chefredaktør, for der var nok ikke andre i landet, der vidste så meget om mode. Lanceringen blev dog udskudt på ubestemt tid på grund af 9/11, så jeg nåede aldrig at udgive et magasin.
Som lille interesserede jeg mig for mode, fordi tøjet, modellerne og den verden var fascinerende. Men det udviklede sig til en sofistikeret interesse, og jeg ser det som en branche, hvor folk kæmper for at skabe produkter, der gør tilværelsen smukkere for andre. Jeg er opvokset i England, hvor mode blev respekteret på niveau med kunst. Sådan var det ikke i Danmark, da jeg startede. Og selv om det har rykket sig, så har det desværre ikke ændret sig markant.
I 2002 startede jeg Costume, og så gik jeg selvstændig og lancerede Cover, Cover Kids, Cover Man og The Horse Rider’s Journal. I alt har jeg lavet seks magasiner fra bunden. Hver gang, fordi jeg mente, at jeg kunne gøre det bedre end det, der eksisterede. Det var ikke et almindeligt arbejde. Det var hele ens liv. Vi levede og åndede for det og satte en meget stor ære i det. Hvis magasinet var dårligt, var vi dårlige, og det havde vi ikke lyst til at være. Der var tårnhøje ambitioner, og vi var utroligt flittige.
Når jeg tænker tilbage på det, var det selvfølgelig stort at lancere Costume som 27-årig og få et forlag til at tro på min vision. Det var også en milepæl, at Grace Jones spillede ‘Happy birthday’ til Covers ét års fødselsdag. Men det mest betydningsfulde var livet på redaktionen. Det gav mig lysten til at blive ved med at kæmpe. Og grunden til, at magasinerne lykkedes, var, at jeg omgav mig med dygtige folk. At skabe et magasin er en holdindsats, og man er ikke bedre end de enkelte dele.
“Det handlede ikke om, hvad mennesket Malene Malling ønskede”
Cover var mine dyreste lærepenge. Det kostede økonomisk og menneskeligt, for jeg måtte hele tiden tilsidesætte mine egne behov, ønsker og grænser for, at det kunne lade sig gøre. Det handlede ikke om, hvad mennesket Malene Malling ønskede eller havde brug, men hvad magasinet krævede. Det var mit eget ansvar, og jeg fortryder det ikke, men det var på alle måder voldsomt.
Derfor savner jeg heller ikke at være forlægger. Alting har sin tid, og jeg blev ved længe nok. La Bagatelle føles som et nyt liv, og selv om jeg elsker, når det vrimler med fotografer og stylister på vores kontorer, så er det lige så skønt, at jeg kan gå rundt alene en morgen og høre Bach, mens jeg arbejder. I dag kan jeg skifte mellem de to ting, og det kan jeg godt lide.
Jeg har set flere modeshows end de fleste, men jeg har aldrig tænkt: “Gid det var mig”. Det har aldrig været en drøm at blive designer. Men under corona skrev jeg på en bog om æstetik, og tilfældigt faldt jeg over noget tekstil, hvor jeg tænkte, at det kunne være skønt at lave noget med. Jeg har ikke så langt fra tanke til handling, så jeg efterlyste skræddere på Instagram, og pludselig var jeg i gang med La Bagatelle.
Første gang jeg gik i gang med designprocessen, gik det op for mig, hvor sjovt og givende det var for mig. Selv om jeg aldrig havde syet før, faldt det mig utrolig let ind. Det var ligesom at komme hjem. Det kom meget bag på mig, og det er en stor lykke, at jeg har skabt en verden for mig selv, hvor jeg virkelig trives.
Med La Bagatelle er det hele drevet af tekstiler. Når jeg finder en rulle af et smukt stykke stof, køber jeg det, og så kan det stå i lang tid, før jeg finder ud af, hvad det skal blive til. Tekstilerne kommer fra hele verden, og jeg arbejder blandt andet med fransk silkevelour, håndvævet bomuld fra Japan, indisk bomuld, italiensk uld og en række antikke tekstiler.
Jeg ser La Bagatelle som en parallel til modeverden, for jeg følger ikke sæsonerne eller laver kollektioner. Og jeg har ikke lyst til at masseproducere tøjet. Det findes der nok af. Jeg har kun en berettigelse, hvis jeg sætter barren højere.
“At starte La Bagatelle var klart mere nervepirrende end at sende et nyt magasin på gaden”
Magasinernes succes hvilede på holdindsatsen, men La Bagatelles succes hviler på mig. Den hviler på min æstetiske sans, min lyst og min vilje. Og så kan jeg læse tidsånden. Noget af det vigtigste jeg lærte fra min tid i magasinbranchen var at læse tidsånden. Jeg er blevet en professionel storyteller, hvilket også hjælper brandet. Samtidig har jeg set en del mere tøj end de fleste, og jeg har en stærk forståelse for proportioner.
At starte La Bagatelle var klart mere nervepirrende end at sende et nyt magasin på gaden. Det er langt mere personligt. Cover var også personligt, men vi var et hold med fuldt fart frem og en drøm om at nedlægge verden. Der var ikke så meget plads til refleksion i øjeblikket. I en voksen alder har jeg bevæget mig ind i en anden del af branchen, stillet mig op på ølkassen klar til at blive vurderet.
