I anledningen af Magasins 150-års fødselsdag har det anerkendte stormagasin indgået designsamarbejde med tre af de brands, som startede deres succes i Magasin. Se resultatet her!
I forbindelse med Magasins 150-års jubilæum har stormagasinet valgt at sætte fokus på nogle af de danske brands, som startede deres rejse på hylderne i Magasin.
Igennem det sidste århundrede har Magasin sat en stor ære i at klæde de danske kvinder på, og gerne i danske brands.
I den forbindelse har brandmanager i Magasin, Britta Luplau, udvalgt tre danske brand, som i anledningen af fødselsdagen har designet items specifikt til Magasin.
De tre designere, der er udvalgt til Magasins jubilæumsdesign, er Becksöndergaard, Billi Bi og Decadent, der alle igennem mange år har været repræsenteret i Magasin og brugt pladsen til at manifestere deres brand på det danske marked.
Decadent x Magasin
Decadent har designet en jubilæumstaske, som er en eksklusiv tote i Decadents velkendte og eksklusive skind. Toten understreger Decadents stringente og genkendelige design-DNA, der er kendetegnet ved rene linjer og eksklusive håndlavede detaljer. Skulpturelle metalhåndtag i sølv og guld giver den ellers klassiske taske modspil og kant. ’Maga’ toten fås i grå, hvid og bordeaux.
”Som nystartet brand var det et kæmpe skulderklap, at Magasin så potentialet i mit design og gav mig muligheden for at blive en del af deres brandmix. Da jeg startede Decadent tilbage i 2005, var der ingen tasker i det prisleje eller i den kvalitet på det danske marked, og det så Magasin. Det var på alle måder et drømmescenarie for et lille, upcoming brand” siger ejer og kreativ direktør i Decadent, Karina Mundt Holst.
Billi Bi x Magasin
Billi Bi har designet to par støvler til magasins jubilæum. En par feststøvler i glimmer og en mere nedtonet model i ruskind. Begge er kendetegnet af Billi Bis stilsikre feminine design i en lækker kvalitet med sædvanlig fokus på pasform.
”Magasin var de første til at vise Billi Bis nye kollektion af seks forårsmodeller i april 1993. Det var af stor betydning for mit nystartede brand at blive eksponeret i Magasins flotte vinduer og afdelinger som et nyt og ”up-comming” dansk skobrand” siger CEO og kreativ direktør Carsten Friis.
Becksöndergaard x Magasin
Becksöndergaard har designet to tørklæder med dyb reference til Magasin. Den ikoniske bygning på Kongens Nytorv i København udgør motivet på tørklæderne. Becksöndergaard har både lavet et tørklæde i silke og et lidt større i uld og silke. Kollektionen omfatter desuden fire tasker.
“Magasin var den første key account i Danmark, som tog os ind, da vi var et helt nystartet mærke med en lillebitte åleskindskollektion. Jeg kan stadig huske, da indkøbsteamet kom på vores messestand og lagde en stor ordre. Vi var helt rundt på gulvet og så glade! Det var en stor blåstempling, at en stor professionel spiller som Magasin troede på os dengang, og det betød meget for os i forhold til at bygge vores forretning op” siger ejer Anna Søndergaard.
De nye jubilæumsstyles produceres i limited editions og forhandles eksklusivt i alle Magasins forretninger og på magasin.dk.