Er du vild med minimalisme og old school, og mangler du en uldfrakke til efterår og vinter? Så er der bingo.
Til daglig er han Creative Director for modehusene JW Anderson og Loewe – og siden 2017 også designer bag to årlige kollektioner for Uniqlo: Det er selvfølgelig Jonathan William Anderson – bedre kendt som JW Anderson.
I dag har de to parter offentliggjort, at de endnu engang kaster sig ud i et samarbejde, og denne gang er hensigten at klæde os på til efterår og vinter med deres fælles FW24-kollektion.
Med Andersons irske baggrund i baghovedet er inspirationen bag den nye kollektion helt oplagt den britiske kyst, som har deres rustikke og nostalgiske æstetik til fælles, og det har resulteret i gennegående referencer til jagt og fiskeri – og workwear generelt – på den elegante og tidløse måde.
Intentionen fra Anderson har været, at skabe en kollektion af komfortable produkter, som kan bruges lag-på-lag.
Bukser med svaj, trenchcoats (polstrede, vel at mærke), rib og kabel strik, duffencoats og sokker og halstørklæder i Uniqlos velkendte heattech-materiale er blot nogle af de dele, du vil kunne iklæde dig fra kollektionen. Og alle disse ting i en efterårs-agtig farvepallette.
Kollektionen er tilgængelig fra 17. oktober på Uniqlos hjemmeside. Herunder har vi udvalgt vores favoritter fra kollektionen, og lur os ikke, om der skal en enkelt eller flere styles med hjem i vores garderober.