Mode

Kristian Hindø-Lings anmelder: Emma Sehested Høeg gør model-debut hos Baum und Pferdgarten: Er det nok til at skabe momentum for kollektionen?

- 03/02/2023

Er det revolutionerende at have andet end modeller på catwalken? Svaret er nej. Spørgsmålet er snarere, hvad det gør for en kollektion, og hvad det ikke gør. Kristian Hindø-Lings anmelder Baum und Pferdgartens AW23-show.

Kristian Hindø-Lings, der er stylist og indkøber hos Magasin, anmelder Baum und Pferdgartens show under den københavnske modeuge. 

Nikolaj Kunsthal var onsdag eftermiddag indrettet med en orange teltdug, der var spændt ud med store sten og oplyst af spots. Et utroligt jordnært set-design, der måske fik pulsen til at falde hos de altid forjagede modegæster. Undertegnede inklusiv. Måske kirkens smukke velvinge også hjalp til. Eller de faste spots’ leg på den ellers så fastgjorte teltdug, der dansede i vinden fra forbipasserende. Der var noget over det – og det virkede.

For en stund fik man næsten lyst til at tro, at Baum und Pferdgarten havde lagt signaturen med skarpe farver, print og finurlige detaljer på hylden, og i stedet inviterede på vandretur i bedste #GorpCore-stil. Men nej.

Nedtællingen til start begyndte stærkt akkompagneret af et hårdt beat, der straks brød lydmuren. Og med ét kunne vedholdende Baum-fans atter ånde lettet op.

Foto: James Cochrane/Copenhagen Fashion Week

Skuespiller Emma Sehested Høeg.

Helle Hestehave og Rikke Baumgarten gør endnu engang, hvad de gør bedst: tager indtryk fra hele verden, propper dem en tur i den danske blender og skaber en kollektion, der er letforståelig for den dansker, der gerne vil være moderne. Her er noget for alle.

Vi taler alt fra gennemsigtige kjoler med smukke påsætninger og ingenting under, flere indgange, hvor gult slangeskind optrådte i jakker, nederdele og bukser, Canadian Tuxedo (denim fra top til tå, red.), silkepyjamasser i en smuk cremet farve og sågar joggingsæt præsenteret på identiske tvillinger.

Foto: Copenhagen Fashion Week

Man kunne måske fristes til at tro, det var Miu Miu-referencer, der var i kollektionens styling, som med det blotte øje var meget feminin og nærmest barnlig, men det var Wes Anderson-filmen, “The Royal Tenenbaums”, hvor Gwyneth Paltrows kultlook med en let sideskilning, et hårspænde og en smuk minkfrakke, altså viste sig at være kilden. 

Foruden håret og handsker, var der også terner i loftet, det føromtalte telt, tvillinger i joggingsæt og selvfølge prikken over i’et: Titlen på kollektionen, der hed “The Royal Baumgartens”.

“Der er attitude på drengen, bogstaveligt talt”

I et propfyldt cast af velklædte topmodeller var der også gjort plads til TikTok-influent Osama al Nasar, der er en af fire nordiske ambassadører for det officielle samarbejde mellem Copenhagen Fashion Week og TikTok. Han gik på lige fod med topmodeller som Ash Fjeld, Nadja Bender og Christine Sofie og sågar skuespiller Emma Sehested Høeg.

Og netop sidstnævnte gjorde debut som model på denne catwalk. Der er attitude på drengen, bogstaveligt talt, og foruden Osama al Nasar var også andre maskulint repræsenterende personer.

Brugen af catwalks udelukkende med modeller hører snart fortiden til. Tendensen med at bruge andre end modeller på catwalken er kommet til i forbindelse med det ekstremt velkomne fokus på inklusion, idoldyrkelse og forsøget på at give dit brand end bredere relevans end blot modeeliten, men det kan også give bagslag.

For i glæden over nye ansigter på catwalken, glemmer man ofte at kigge på det, vi reelt er der for: tøjet. Men måske det også er tanken?

Foto: James Cochrane/Copenhagen Fashion Week

TikTokker Osama al Nasar på catwalken.

Så hvad gør det for en kollektion?

I næsten alle andre tilfælde ville jeg fristes til at sige, at det skaber unødvendig larm og straks giver mig lyst til at undersøge, hvad et brand forsøger at skjule. Men lige med Baum und Pferdgarten er sagen en anden.

Det er et brand, der for mig aldrig skal være helt strømlinet eller klart i dets æstetik. Der skal være rod.

Baum und Pferdgarten er en folkefest uden lige. Det er hele familien. Det er et clash af finkultur og proletar. Og det er lige, som det skal være. Brandet er for alle og hvis man samler alle i ét rum – eller som her, én kollektion, så skal det ikke være strømlinet, men rodet.  

Foto: Copenhagen Fashion Week
Foto: James Cochrane/Copenhagen Fashion Week

Topmodel Nadja Bender.

Og rod var der. Rod, der kom til udtryk i enkelte looks, der ikke gavnede kollektionen. Særligt et look, der mindede mig om en tidligere kollektion fra de to kvinder, hvor en skøn model var i klædt rød, shiny quilt, virkede malplaceret. Og så igen. 

De føromtalte kjoler, de skinnende læderlooks og en enkelt indgang med et korset i leopard-print gav til gengæld noget nyt til de ellers velfungerende, tidligere kollektioner.

Det gav noget ungt og skarpt, der kombineret med alt fra tasker, der lignede tennisbolde, til denim i neonfarver med initialer på baglommerne, gjorde, at det samlede billede gik op i en skævvredet helhed. Kun hos Baum und Pferdgarten kan det lykkes. Og det gjorde det.

Se hele Baum und Pferdgartens AW23-show her:

Læs ogå

Kristian Hindø-Lings anmelder: Er modeshowet en nødvendighed i 2023? Ikke for dette nye talent