Mode

Karoline Dall om sin nye styling-app: “Når jeg besøger folk, har næsten halvdelen af garderoben stadig prismærke på”

- 21/12/2022

Karoline Dall er blevet kendt for sin farverige stil på Instagram, og nu vil hun hjælpe andre med at få mere farve ind i garderoben. Mød hende her, og få hendes bedste tips til at få mere ud af din garderobe.

Det er svært ikke at lægge mærke til danske Karoline Dall på Instagram, hvor hun dagligt inspirerer sine mere end 130.000 tusind følgere med sine farverige stil.

Det gør hun ikke bare i sit feed, men også i virkeligheden, hvor hendes koncept ‘styling visits’, hvor Dall tager ud til sine følgere og styler dem med tøj fra deres garderobe, er blevet en stor succes. Derfor lancerer hun nu appen Who How, der skal hjælpe brugere med at få mest muligt ud af sine garderobe og gøre det nemmere at udforske og lege med sin stil.

I den forbindelse tog vi en snak med Karo Dall for at høre mere om, hvor hendes kærlighed til farver kommer fra, hvordan fysiske besøg blev til en app og om hendes bedste råd til, hvordan du kan få mest muligt ud af din garderobe uden at købe nyt.

Hvordan kom du på at lave styling-besøg?

“Det startede egentlig med, at jeg følte mig uinspireret. Derfor fik min kæreste lov til at style mig i en uge, hvor jeg dokumenterede det hele på Instagram. Det gav mig vildt meget inspiration, for det var jo alt sammen tøj, jeg i forvejen havde, men som jeg havde set mig blind på. Derfor tænkte jeg, at det var der flere, der kunne bruge. Jeg startede med tre testpersoner, og siden begyndte flere og flere at melde sig fra både indland og udland.”

Hvorfor tror du, det er blevet så populært?

“Når du sidder bag en skærm og følger med, kan det måske virke uopnåeligt. Så der kan det være virkelig godt selv at prøve det. Det er jo en slags live action-Pinterest, hvor vi altid tager udgangspunkt i det, du selv har. Det jeg har set, når jeg har besøgt folk, er, at næsten halvdelen af garderoben stadig har prismærker, for vi køber alt for meget uden at vide, hvordan vi skal bruge det.”

Foto: @karodall

Om det er farve- og mønstermix eller monotone looks, så er Karo Dall fan.

Var der noget, der overraskede dig ved at at lave styling-besøg?

“Usikkerhed fylder meget. Flere virker til at tænke meget på, hvad andre ville tænke, hvis de går i for mange farver. Flere vil gerne ud af deres comfort zone og være mere modige, men er påpasselige med at larme for meget. Og det er en meget dansk ting at gå i minimalistisk tøj og ikke stikke for meget ud. Men man kan jo have hvad som helst på, hvis bare man føler sig godt tilpas.”

Hvad kan du helt konkret bruge appen den til?

“Du kan få hjælp til alt fra, hvad du kan bruge af farver og hvad der fungerer til kontoret til mønster-mix og farve-styling. Så det er meget konkrete ting, du enten kan blive inspireret af eller søge specifikt på. For eksempel hvis du har et par brede bukser, du ikke ved, hvordan du kan style – så kan du søge på det og få masser af inspiration til, hvordan du kan gøre det. Der er lagt op til, at du kan tage det med, du kan bruge.”

Karo Dalls 4 råd til at få mere ud af din garderobe

  1. Hiv alt tøjet ud, og prøv det hele på kryds og tværs en gang om måneden. Så ser du det på en ny måde.
  2. Inviter en ven ind i din garderobe, så du får nye øjne på den. 
  3. Planlæg dine outfits en uge af gangen, næsten som var det en madplan, så du undgår tøjkriser og opfordrer dig selv til at prøve noget nyt.
  4. Hyg dig med det. Leg med det! Det skal være sjovt.

Hvorfor er der behov for den?

“Der kan være virkelig mange dilemmaer forbundet med at udforske sin stil. Særligt i forhold til krop, økonomi og tidspres. Derfor kan det skabe unødig stress og usikkerhed hos mange, og der vil jeg gerne være med at skabe et mindset, hvor det bliver en god oplevelse og du kommer til at udvikle dig og føle dig godt tilpas.”

Hvad elsker du ved farverigt tøj?

“Jeg bliver så glad af det. Det giver et kæmpe mood boost. Folk smiler og griner og giver komplimenter på gaden, og det giver så meget – ikke bare for mig, men også for andre. Og så elsker jeg at skille mig mig ud. Men det har ikke altid været sådan. Da jeg startede i modebranchen, gik jeg i sort og hvid og grå, men mine kollegaer havde farver på, så det ville jeg også. Jeg startede med en rød trøje, så kom der et blåt halstørklæde og så det ellers til.”

Læs ogå

Året der gik: 8 personer, vi snakkede ekstra meget om i 2022 – og med god grund