For den svenske stylist Anna Winck er det hælen på skoen, der afgør, om den får plads i hendes skab. Tag et kig i Annas skoskab her!
Anna Wincks skoskab er fyldt med farver, vintage og store hæle
‘Barnlig’ og ‘uplanlagt’ er de ord, der først falder mig ind, når jeg skal beskrive min stil. Jeg går stort set altid i farver, og jo flere farver ad gangen, des bedre.
Jeg går rigtig meget i vintage, men har ofte lidt svært ved at finde secondhand-sko i min størrelse. Det lykkedes dog med de sandaler jeg bærer på portrættet her. De kostede 20 svenske kroner og er fra Lee. De er perfekt plastik-Barbie-agtige og er indbegrebet af min stil.
Jeg går stort set altid i høje hæle, men er meget opmærksom på hælens udformning. Ultrahøje og tynde stiletter er slet ikke mig, for jeg kan ikke gå i dem. Jeg er til gengæld vild med brede, solide hæle, som giver et godt fundament, eller små kitten heels.
Det, der er mest typisk for min stil, er, at jeg går sommerligt klædt hele året. Jeg er vild med croptops og har sandaler på, uanset hvilken årstid det er. Om vinteren har jeg bare en strømpe i sandalerne. Jeg vil nemlig hellere fryse end at have det for varmt.
Vi har besøgt Anna Winck i hendes hjem og smugkigget i hendes skoskab.
Se med i galleriet her.
Foto: Kavian Borhani
Venindesko
Min kollega og veninde Sania d'Mina har lavet et skobrand i eget navn. Hun har virkelig nørdet med komfort og pasform, og det er uden at lyve de eneste sko med høj hæl, som jeg kan have på i otte timer i træk. Det er de perfekte høje hæle til hverdag.
Foto: Kavian Borhani
Spice up your life
De laksefarvede lakstøvler er fra Dear Frances. De er en relativ ny tilføjelse til skoskabet, og jeg har endnu kun brugt dem en gang. Jeg glæder mig til at tage dem i brug sammen med smalle jeans og sætte lidt krydderi på hverdagen.
Foto: Kavian Borhani
Sidste danseminde
De regnbuefarvede sandaler fra Stine Goya minder mig om en slikbutik som i Charlie og Chokoladefabrikken, men også om gode danseminder. Det er de sko, jeg hopper i, når jeg skal en tur i Kødbyen. Det er faktisk også de sko, jeg har mit sidste rigtige festminde med. Lige inden pandemien var jeg på Bali, og der dansede jeg hele natten i dem.
Foto: Kavian Borhani
Flest likes
Da jeg for nylig postede et billede af de røde sandaler fra Miista, blev det mit mest likede billede nogensinde. Jeg forstår det godt, for de klæder virkelig foden, og de er en drøm at gå i grundet den solide hæl. De ferskenfarvede slip-in-kitten heels er fra By Far, som er mit yndlingsaccessorymærke.
Foto: Kavian Borhani
1990'erne kalder
Sneakers er den eneste undtagelse til min regel om kun at gå i høje hæle. Jeg er et rigtigt 1990'er-barn og har gået i Converse All Stars siden jeg var lille. Adidas-modellen har jeg lige købt efter at have jagtet den siden før jul, hvor den har været udsolgt overalt. De er godt nok en størrelse for store, men jeg måtte have dem alligevel.
Foto: Kavian Borhani
En af hver, tak
Jeg spottede det islandske brand Kalda via influenceren Blanca Miró, der taggede det på Instagram. Jeg er vild med faconen på sandalerne, og det er hurtigt blevet min farvoritpasform. Derfor har jeg dem også i flere farver. Den samme model er netop blevet lanceret i neongul. De er lynhutigt kommet højt op på ønskelisten.
Foto: Kavian Borhani
Annas næste køb er disse lyserøde slingbacks fra Sania d'Mina, 4.500 kr.