Julefrokosterne hober sig måske så småt op i kalenderen, men har du styr på dit outfit?
Highstreetkæderne fyrer for alvor afsted med interessante designsamarbejder for tiden. Senest var det Uniqlo, der annoncerede endnu et samarbejde med Loewe-designer Jonathan Anderson, og nu vil H&M så (igen, igen) også være med på denne trend.
H&M har generelt en historisk portefølje af designsamarbejder med store modehuse verden over lige fra italienske Versace til danske Rotate – og netop sidstnævnte kan vi endnu engang se frem til at opleve meget snart.
Sidste år forsynede H&M x Rotate mange julefrokost-spændte købere med årets festkjole, og nu gentager de to brands altså succesen i år.
Torsdag d. 10. kan vi atter sidde klar ved tasterne, når den nye “partywear”-kollektion lander på highstreetbrandets hjemmeside og får vores servere til at gå i stilstand grundet den store efterspørgsel.
Danske Rotate med Jeanette Madsen og Thora Valdimars i designspidsen har siden 2018 været kendt for sit glamourøse univers, og derfor vil man i den kommende kollektionen med H&M også kunne opleve en række af brandets signaturstyles i ny fortolkning blandt de 15 styles, som kollektionen består af. Vi snakker pufærmer, glimmer, vilde print, volumniøse skulderdetaljer og metalliste indslag – og et par mere afdæmpede men festlige styles.
H&M har for nyligt relanceret sin brand-DNA med en stor fest i London med kunstneren Charlie Xcx, mens der også er sket store ting for danske Rotate, der for nylig modtog den internationalt anerkendte B Corp-certificering. Certificeringen tildeles virksomheder, der opfylder en række strenge standarder inden for bæredygtighed og social ansvarlighed, og som ikke blot har profit som mål men som også tager ansvar i deres indvirkning på verden.
Kollektionen er tilgængelig fra 10. oktober, og at vurdere ud fra seneste designsamarbejder vil der helt sikkert blive rift om kollektionen.