I en villalejlighed i fortryllende omgivelser på toppen af Skovshoved nord for København, har kreativ konsulent Emilie Holm og hendes familie skabt rammer om et familieliv, der er fuld af agurker og tomater fra egne bede, langbordsidyl med tændte stearinlys og tidlige morgener i frisk havluft med en varm kop kaffe i hånden. Kom med indenfor hos et par for hvem strandsten med huller, smukke farver og masser af blomster udgør essensen af indretningen i et hjem, der er langt mere æstetik end praktik.
Her bor
Emilie Holm, 36, og Nicolai Gabold, 33. Emilie er selvstændig kreativ konsulent og arbejder primært med fotografi og visuel kommunikation for blandt andre Atelier September, Apollo Bar og La Bagatelle. Nicolai er musiker og komponerer musik til artister, reklame og film. Huset i Skovshoved på 133 kvadratmeter er fra 1800-tallet og menes at have tilhørt Bernstorff Slot, som en slags sommerresidens. I haven står en stenopsats hvor Tycho Brahes solur har stået. Det er i dag doneret til museet i Rundetårn.
Den blå sofa fra The Apartment er som skabt til havestuen, der fungerer som lige dele arbejdsrum og afslapningsrum. Sidebordet Sofi stool er designet af Mentze Ottenstein, og lågkrukken er fundet på et fransk loppemarked.
For lidt over et år siden sad Emilie Holm og browsede lidt tilfældigt på en udlejningsplatform. Den lille familie boede på det tidspunkt i en skøn, men lillebitte ejerlejlighed på Christianshavn.
“Den var vores et og alt og der, jeg føler, at jeg blev voksen. Men i takt med at vores søn Elio blev ældre, begyndte vi at indse, at det var ved at være tid til at lukke et kapitel og starte et nyt i et andet hjem i København. Men det var umuligt at finde noget, der ramte plet i os, og som vi samtidig kunne forsvare at købe,” siger Emilie.
Hun forventede på ingen måde at finde familiens fremtidige hjem på en udlejningsplatform, men pludselig dukkede en smuk, gammel villalejlighed op. Ikke den istandsatte, moderniserede slags, man ofte finder på de sider, men et sted med havudsigt og en stor have med gamle frugttræer og en stor, smuk blåregn, der klatrede op ad husets sider.
Ankommer man til huset fra den gamle strandvej, kommer man gennem en frodig have og op ad en ældgammel stentrappe til huset, der ligger højt hævet og med udsigt over vandet.
Huset med blåregn og klatreplanter var kærlighed ved første blik for Emilie og Nicolai.
Hun er stadig ret sikker på, at det må have været skæbnen, at hun lige netop den dag sad og kiggede på boliger udenfor byen – og skrev til familien som den første. For at flytte ud af byen lå ikke kortene. ”Men før vi vidste af det, havde vi forelsket os lige så meget i huset som i udlejerne. Og heldigvis var det gengældt,” fortæller Emilie Holm.
Huset var istandsat efter originale forskrifter af indehaveren, der er arkitekt, og var stort set lige til at flytte ind i.
“I starten boede vi ret simpelt med de få møbler, vi havde fra Christianshavn. Det var vigtigt for os at mærke efter, før vi gik ud og købte møbler. Og så var det afgørende at lukke lyset ind. I soveværelset hang der tunge mørklægningsgardiner fra den tidligere beboer. Så vi hev det mørke stof ned og bevarede de gamle hvide gardiner som lå under. Nu vågner vi næsten hver morgen af morgensolens orange og lyserøde farver, der danser i soveværelset.”
De indbyggede skabe og klinkerne er fra det helt originale køkken, mens resten af køkkenet er en fornyelse – ikke af Emilie og Nicolai, der ville have foretrukket, at alt var originalt. Den smukke kop er skabt af Franca Christophersen i samarbejde med La Bagatelle.
Smuk skål og billede – begge er loppefund fra Frankrig.
Fra huset og haven, der ligger højt i Skovshoved, er der udsigt over de gamle skovserhuse, havet og horisonten. Selvom Emilie og Nicolai ”er totalt bymennesker” og savner et sted at hænge ud og drikke kaffe for enden af vejen, som de gjorde det på Christianshavn, opvejer havnemiljø, følelsen af landsby og ikke mindst skov og strand for fraværet af byens puls.
“Skoven giver ro og havet energi, og København er kun en cykeltur væk. Vi arbejder begge i byen, så at komme derfra og herud og hente vores søn i hans skovbørnehave, giver en ro som ingen af os havde forventet. Aldrig har jeg lagt så meget mærke til årstiderne som her,” siger Emilie.
Indretningen hos Emilie og Nicolai følger heller ikke en snorlige vej, men er et sammensurium af ting, der er fundet på rejser, som de har haft med fra hver deres barndomshjem eller fund, der blot har talt til dem undervejs.
“Vi bliver begge inspirerede af vores venner og dem, vi arbejder med. Jeg elsker at finde inspiration i gamle bøger og magasiner, men mest af alt på vores rejser. Vi er dybt frankofile begge to, og det afspejler sig nok også i vores hjem,” forklarer Emilie.
Et delikat bord fundet antikt og en gustaviansk stol betrukket med Josef Frank-tekstil fundet hos Camilla Plum på Fuglebjerggaard danner et smukt hjørne i stuen. En stak gamle patchworktæpper i en smuk kurv skifter jævnligt plads mellem ude og inde.
I entreen hænger Emilies mormors gamle hat sammen med hendes tidligere tennisketcher og fiskeudstyr, der bliver flittigt brugt på havnen om sommeren.
Kig fra stuen gennem børneværelset mod soveværelset. Den blå kommode er fundet på et svensk auktionssite, mens det røde værk herover er et arvestykke.
Den største udfordring ved at indrette det gamle hus er, at både det og gulvene er pilskæve, hvilket har sin charme, men som gør, at man, nærmest i bogstavelig forstand, skal holde tungen lige i munden, når møblerne placeres. I spisestuen kan der desuden ikke hænges billeder op, da væggene er af udspændt lærredstapet.
“Hvis man lænede sig op ad det, ville man gå lige igennem. Vinduer og gulve er meget gamle og ikke særligt velisolerede, så i vinter erfarede vi, at der måtte lægges tæpper i soveværelserne, og at vi indimellem måtte sove med uldtæpper og store trøjer på. Alt sammen har jo heldigvis sin charme, og de mange gamle skævheder gør også, at vi føler os hjemme.”
Stuen er indrettet med klaver og spiseplads med et smukt PK54-bord, designet af Poul Kjærholm. Stolene Stacking chairs er fra Lucian Ercolani og lampen i loftet er Isam Noguchis Akari ligesom den kantede på gulvet. Den røde kande på den originale brændeovn er købt på hotellet La Colombe d’Or i Sydfrankrig, hvor Emilie og Nicolai prioriterer et par overnatninger hvert år.
Et gammelt bord fra Fil de Fer fungerer som arbejdsbord. Stolen Stacking chair fra Lucian Ercolani bruges her som skrivebordsstol. Lampen er fra Mo Lamps, mens tasken over stoleryggen er fra Valiese. Den lille ferskenfarvede vase er fra Akua og dørmåtten fra Märta Måås-Fjetterström er et auktionkøb. Såvel kiste som kurv er fundet på loppemarked.
En fin kommode fundet på et loppemarked danner bund for en lille Akari-lampe af Isamu Noguchi, et antik spejl og friske blomster i en vase fra Akua. I vindueskarmen står en klassisk Heiberg-lampe med foldet skærm og en lanterne, som sønnen Elio har lavet i børnehaven.
Netop skævheder og løsninger, der er mere æstetiske end praktiske, kendetegner Emilie og Nicolais stil. Det ville måske, som de siger, have klædt deres hverdag at få bygget et stort praktisk skab til familiens tøj, men i stedet fandt Emilie et snedkerbygget egetræsklædeskab, som står i soveværelset.
“Det er samlet uden en eneste skrue, men i stedet holdt sammen af toppen af skabet. Jeg fandt det til 2500 kr. på DBA, og jeg kigger på det hver dag og bliver glad. Skufferne er helt utroligt dybe og store og virkelig upraktiske at åbne, men det ville ligne os dårligt at vælge en smart praktisk løsning.”
Soveværelset, der føles lyst, let og luftigt, er enkelt indrettet med en lille stool, der her bruges som sidebord, af Pierre Chapo, købt gennem Mentze Ottenstein. Sengetøjet er fra Geismars og tasken på døren i gangen er fra Valiese.
Det store skab har Emilie fundet på DBA, og hun bliver glad, hver gang hun ser på det. Vuggen er ligeledes fundet på DBA. Jakken er fra La Bagatelle, som Emilie løser opgaver for, og tasken er fra Line Sander.
Der bliver indimellem flyttet rundt på møbler, lamper og objekter, fordi det for Emilie tilfører ny energi.
“Omvendt synes jeg, at man mærker, når et møbel står helt rigtigt, og så får det også lov at blive stående,” forklarer hun.
Det, der betyder mest i hjemmet, er glas, sten, kunst og små sager, familien har fundet på rejser eller fået af deres nærmeste.
Fint stilleben med lampe fra Mo Lamps, vase fra Akua og fad og drueklase fra loppemarkeder.
Hos Emilie og Nicolai er der altid friske blomster – her i en foldevase fra Tage Andersen og glasvaser, som er loppefund. De store skærebrædder er fragtet med hjem fra et loppemarked i Frankrig, og de kulørte glas er en samling gamle sodavandsglas fra Holmegaard. Kopperne er skabt af Franca Christophersen i samarbejde med La Bagatelle. Alt andet er fundet på loppemarkeder.
“En lille lerfigur, min mormor har lavet, og som ligger i køkkenvinduet blandt hulsten, vi har fundet på stranden, en lille forstenet søstjerne og guldsmed Olga Bonnes fiskeske som Elio fik i dåbsgave. Alt sammen ting, som efter min mening gør helheden i vores hjem mere interessant. Jeg ville kede mig sådan, hvis her kun var møbler. Detaljer og skævheder er efter min mening det, der gør et hjem mest interessant. Og blomster, masser af blomster,” siger Emilie.
Ligesom med blomster, holder Emilie af farver. Hun elsker afdæmpede toner, men ville aldrig selv kunne indrette et hjem uden farver.
“Engang troede jeg, at vi skulle bo langt mere afdæmpet og simpelt, men faktum var, at jeg hele tiden kom til at købe spraglede ting på loppemarkeder. Så selv om jeg synes, at et hjem i brune, hvide og sorte nuancer kan være meget smukt, passer det ikke til min natur. Jeg elsker alle vores farvede glas, turkise sofa og gamle quiltede tæpper,” forklarer hun.
Ogå kunsten i hjemmet tilfører farver – som f.eks. et litografi af Alexander Tovborg, som Emilie fik i julegave af Nicolai og et Märta Måås-Fjetterström-tæppe, Emilie købte på auktion, og som nu ligger i havestuen.
“Det burde nok have været rammet ind, men jeg kan også godt lide ideen om at det bliver brugt til den funktion, det er lavet til. På Elios værelse hænger en tegning af Mogens Zieler, som jeg købte og fik indrammet hos den magiske ‘Rammehåndværk’ på Vesterbro. Det samme fik jeg gjort med et iPhone-billede fra en rejse til Sydfrankrig. I begge tilfælde er rammen langt dyrere end indholdet,” forklarer Emilie.
Sønnen Eliot værelse er indrettet med en fin seng fra DBA, et tæppe i en smuk blå nuance fra Rugvista og et fint lille værk, som er indrammet hos Brock Rammehåndværk på Vesterbro.
Et foto, Emilie har taget på La Colombe d’Or i Sydfrankrig, har fået en smuk indramning hos Brock Rammehåndværk. Bag på rammen står en invitation fra Emilie til Nicolai om et ophold på hotellet.
Som de dyre rammer og de mange håndplukkede sager fra markeder og rejser til især Frankrig, fortæller hjemmet om en familie, der er langt mere samlere end praktikere, langt mere sangvinske end melankolske og langt mere livsnydere end grublere med tanke på dagen i morgen.
“Falder vi for noget, køber vi det impulsivt. Hvad vi ikke har slæbt hjem fra Frankrig og betalt i overvægt, fordi jeg forelskede mig i en eller anden skål eller vase,” siger Emilie.
“Vores hjem er frem for alt et rum, hvor minder skabes og deles med dem, vi holder af. Et sted for fællesskab og kærlighed, hvor vi kan lave mad til mange mennesker og invitere til hverdag og fest. Og så er vi heldige, at vi har en have, hvor vores søn kan gå på opdagelse. Man kan næsten blive afhængig af morgenluften. Og en varm kop kaffe i hånden.”
Det bliver ikke mere idyllisk end med havemøbler fra Emilies barndomshjem, og som oprindeligt stammer fra Bækkeskov, hvor hendes stedfars bedsteforældre boede. Dugen er fra Chiarastella Cattana købt hos The Apron i Hellerup.
