Mode

En af modebranchens stærkeste profiler starter nyt bureau

- 07/02/2018

Tidligere PR- og kommunikationschef hos Ganni og By Malene Birger, Helene Skytte er i front for et nyt kreativt bureau, der vil fokusere på at hjælpe internationale brands med at trænge ind på det skandinaviske marked.

Du er garanteret allerede stødt på navnet Helene Skytte.

For udover at være tidligere PR- og kommunikationschef hos to af dansk modes største huse, Ganni og By Malene Birger, er Helene Skytte også en af de kvinder, vi flere gange har interviewet og besøgt i ELLE. Simpelthen fordi hun har en stil, et hjem og en garderobe, som er yderst misundelsesværdig, og som vi er mange, der sukker efter.

Læs også: Hjemme hos Helene Skytte: Se mine sko

Efter mere end fem år som PR- og kommunikationschef hos danske Ganni, hvor hun var en af kræfterne bag mærkets vækst og internationale succes, har Helene Skytte nu valgt at gå iværksættervejen.

Sammen med Martin Lyne, der er medstifter og CEO i modelbureauet Le Management starter de to profiler pr. 1. marts 2018 et nyt internationalt bureau med en ambition om at nytænke kreativ branding. 

Det nye kreative bueau får navnet HOOD Agency og vil, udover at tilbyde 360-graders PR- og marketing løsninger, have et særligt fokus på at hjælpe internationale brands med at nå ind i Skandinavien. Et fokus, som særligt Helene Skytte, skal være med til at løfte:

“Jeg har altid haft en iværksætter i mig og i mange år haft et tæt samarbejde med Martin. Vi har startet bureauet, da vi med denne konstellation kan tilbyde et full-service agency, hvor vi løser 360 graders kreative opgaver inden for bl.a. mode, smykker, livsstil og beauty”, siger Helene Skytte.

Se også: Kom indenfor hos Helene Skytte

Før Helene Skytte startede hos Ganni, var hun ansat hos By Malene Birger, hvor hun var med på By Malene Birgers rejse fra at være et mindre brand til på få år at blive et stort, internationalt brand. En rejse, som minder om den, hun efterfølgende var på hos Ganni.

Der er derfor ingen tvivl om, at Helene Skytte er en værdifuld og stærk profil, når det gælder den danske modebranche, herunder PR og kommunikation og i særdeleshed, når det gælder kunsten at starte nye projekter op og lykkedes med dem. Derfor glæder vi os også til at følge Helene Skytte og Martin Lynes nye kreative bureau HOOD Agency.

Du kan læse mere om HOOD Agency på deres Instagram og hjemmeside her, og se mere til Helene Skyttes cool stil på hendes Instagram-profil.