Smukke Sophie Dahl er fantastisk i alle størrelser - og i denne måned giver vi dig hendes roman 'Voksentid' ...
I denne måned giver ELLE vores læsere modellen Sophie Dahls roman ‘Voksentid‘ med i købet!
Derfor synes vi lige, vi vil bringe et uddrag fra vores interview med hende fra 2009 …
Se masser af smukke billeder i galleriet nederst på siden!
HUN VAR EN ÅBENBARING AF EROTIK og uhæmmet lyst. Hvid som marmor og blød som marcipan lå hun og lyste i mørket med flammende rødt hår, som var det antændt af hendes egne drifter. Havde det ikke været for de gyldne stiletter, der ville kunne sparke enhver mand væk, ville hun ikke have fået lov at ligge der på sit sorte fløjl særlig længe.
Yves Saint Laurents annonce forduften ‘Opium’ skabte straks overskrifter.
Det var i 2000 og midt i Kate Moss-æraen med androgyne drengekroppe og no-makeup-makeup som modreaktion på de krukkede supermodeller – og så: Bang! Ind på modescenen kom Sophie Dahl, som kvinden fra ‘Opium’-annoncen hed.
En model i størrelse XL, som ikke var flov over sine former, men stod ved dem på alle måder.
Ikke desto mindre fik man i England forbudt billboardsene, fordi ‘de var en hån mod kvinders seksualitet’. At det for unge kvinder forholdt sig stik modsat, nemlig at de blev bekræftet i, at man godt måtte have både former og seksualdrift, blev der ikke boret dybere i.
Men effekten var dog indtruffet: Kate Moss-looket var ikke længere det eneste attraktive.
Og Sophie Dahl? Hun gik shows, fik kampagner for bl.a. Versace, Alexander McQueen, Patrick Cox, Burberry, DKNY, og H&M Lingeri, lavede Pirelli-kalender og kom på coveret af alle de store magasiner, med italiensk, engelsk og amerikansk Vogue, ELLE og Harper’s Bazaar i spidsen. Men hendes vægt gik op og ned, og den tynde udgave af hende var bare ikke lige så interessant som den polstrede, Kate Moss tog lidt på og blev stilikon, og Sophie Dahl-hypen forsvandt igen.
Fra model til forfatter
For et par år siden besluttede hun så at stoppe som model for at hellige sig det forfatterliv, som hun syntes født til med en familie fuld af udøvende kunstnere og allerede havde indledt i 2003 med den lille fine illustrerede bog The Man With The Dancing Eyes. En bog, som hun beskriver som “at stikke en tå i vandet”; en prøve på, om hun kunne skrive.
Skrive kunne hun, og i dag er hun aktuel med bog nummer to, Voksentid, der udkom 20. maj 2009 herhjemme, få uger efter at hendes bog nummer tre, en memoirebaseret kogebog, udkom i England.
Den 31-årige Sophie Dahl er for nylig fl yttet tilbage til London efter mange år i New York, og ELLE møder hende på The Portobello Hotel i London, som er hendes foretrukne ‘home away from home’. Her står de polstrede møbler tæt under det høje stukloft i det hyggelige, gamle, typisk engelske hotel, centralt beliggende i et diskret velhaverkvarter kun to minutter fra Portobello Roads kulørte facader, turister, tingeltangelbutikker og økocafeer.
Voksenleg
Var man freudiansk, ville man nok fi nde det symbolsk, at interviewet foregår i hotellets lille kælder. Men havde man dernede ventet at møde den fl ammende marcipankvinde fra den omstridte ‘Opium’-annonce, kan man godt tro om igen.
Sophie Dahl anno 2009 er et helt andet sted i sit liv, fast besluttet på at ville være forfatter. Og som hun sidder der i den lille antikke sofa med de meterlange slanke ben nydeligt over kors, en kort sort småblomstret kjole og en sort cardigan lukket med en enkelt knap, udstråler hun da også præcis den koncentrerede energi, der kommer af at kunne sidde helt stille i sit eget selskab og fordybe sig i ord og tekst – og fortiden.
Sophie Dahls roman, Voksentid, eller Playing With The Grown-ups, altså voksenleg, som den mere rammende originaltitel lyder, er nemlig en primært selvbiografisk skildring af en piges opvækst gennem skoletiden. En tid og nogle følelser, der beskrives så præcist, som var det i går, og hvordan gør man det?
“Det er en periode i en piges liv, jeg er fascineret af, fordi man skifter ham i den tid fra pige til kvinde. Hele det hemmelige, indre liv, som især teenagepiger har. Så jeg huskede tilbage og talte med venner og iagttog venners teenagebørn. Jeg dykkede simpelthen bare ned i det – hørte musik og genfandt dufte fra den tid; alt, hvad der kunne fremkalde minder. Det var ret interessant, hvor klart det hele står; hvor tæt på overfladen, det er!”
Excentrisk og egoistisk, men kærlig mor Sophie Dahls semi-selvbiografi beskriver en opvækst, som i sjældent set grad er domineret af moderen (i bogen kaldet Marina), som er både charmerende og kærlig, men også en excentrisk og egoistisk diva. Som bare 16-årig får hun datteren Kitty
(Sophie Dahls alter ego) og et par år senere to børn mere, og så går det ellers derudad med Marinas mange selvrealiseringer, dels gennem en indisk sekt, dels gennem mænd og stoffer.
Kitty følger lydigt med fra sted til sted; kostskole, New York, ashram (sektkollektivet), London, og inddrages i det hele som en blanding af søster og veninde – både til hverdag og fest. Ikke just barneleg. Men Sophie Dahl forklarer, at, ja, moderen er umoden og egoistisk som en evig teenager, men børnene forstår hende og bliver ved med at elske hende, for sådan er børn bare.
Børn er ganske enkelt født tilgivende og tilpasningsdygtige – og har i hvert fald ikke behov for at skabe uro derhjemme og “rokke båden”, som hun siger og tilføjer:
“Det er en del af ironien, at Marina selv rokker båden i sit barndomshjem – på trods af søde forældre – og heller ikke kan indse den skade, hun gør ved sine egne børn. Det er en del af teenagerens narcissisme, og ses nok ofte hos teenagere, der får børn.”
Kærligheden overvinder alt
Det lyder, som om det kræver modenhed at være børn af teenagere, fordi man ikke kan få rollen som barn for sig selv.
Sophie Dahl, hvis mor var bare 20 år, da hun fik Sophie, svarer, at det nok er bedst at vente med at få børn, til man har et klart billede af sig selv, og tøver så, før hun fortsætter:
“Hun er en skøn mor på sin egen måde. Men det er hårdt at få børn i den alder. Meget hårdere end at vente. I dag bliver de fleste gift og får børn meget senere i livet. I 1940’erne og ’50’erne fi k man også børn som 20-, 19-, 18-årige, men dengang stillede man ikke spørgsmål. De blev betragtet som voksne. Jeg ved ikke, om der findes hele generationer, der føler, at de blev opdraget af teenagere? Det er interessant.”
Men dengang var skilsmisse jo heller ikke en løsning.
“Nej, men det er også det interessante ved alle de redskaber, den terapi etc., vi har i dag; alt det, vi kan sætte navn på. Dengang levede man bare med det. Som min farmor, der var meget yngre end min farfar; hun opgav sin karriere og blev bare mor. Og hun var lykkelig og tryg. Måske var der også en glæde i bare at lade være med at stille spørgsmål til alt.”
Det ville ellers være let at blive bitter, hvis man som barn var blevet tromlet sådan over af sin mor. Er Sophie Dahl skabt af et særligt forstående stof? Hun benægter ydmygt og forklarer det med en gammeldags fornemmelse af anstændighed; at være et godt medmenneske i enhver henseende:
“Jeg vil nødigt dømme nogen, selvom ingen af os kan sige sig fri for det. Men det er mere konstruktivt at prøve at forstå folks motiver. Og ja, moderen i bogen er egoistisk etc., men hun er også magisk og fuld af kærlighed, og børnene klarer sig godt, så noget er jo gået rigtigt.”
“Ingen siger, at forholdet mellem Marina og hendes børn er ideelt, men jeg ville bare vise, at det ekstreme kan leve side om side med kærlighed. Det er banalt at sige det, men det er bare virkelig vigtigt ikke at fordømme andre. Og det er en vigtig del af det at blive voksen.”
Sophie Dahls mange former
Det er tydeligt, at Miss Dahl elsker at udfordre sig selv og skifte ham. Hun kan slet ikke finde ud af at stille sig tilfreds og gå i stå. Så hvad bliver hendes næste træk?
“Jeg har lige påbegyndt en ny roman, som forhåbentlig bliver uden relation til mit liv overhovedet,” griner hun, “og jeg vil heller ikke udelukke at skrive en illustreret bog igen, for det var virkelig en god oplevelse.”
“Jeg elsker skriveprocessen. Jeg har ikke vendt ryggen til mode; jeg er stadig venner med folk; voksede op i miljøet og elsker tøj, men at være model er meget sjældent et job, der kan føres videre i voksenlivet. Og jeg ville bare hellere sidde hjemme ved min computer og skrive. Så jeg afsluttede mine kontrakter for et års tid siden, fordi jeg ikke orkede at give det den tid og opmærksomhed, det fortjente. Så: Farvel og tak.”
Har du så fundet en balance mellem at være så eksponeret og så at beskæftige dig med dit indre?
“Ja … Det er nok ikke tilfældigt, at jeg gik fra noget, der var så ydre betinget til noget, der var så indre. Ligesom det nok heller ikke var tilfældigt, at jeg med mine familieforhold kom direkte ind i dette vagabondliv (som model, red.), hvor man ikke har et fast holdepunkt. Det var bare en afstikker på den samme bane. – Jeg tror ikke, jeg skifter bane igen, for der ville ikke være nogen pointe i det …”
Hun sidder eftertænksom et øjeblik, og så kommer det med begejstring i stemmen:
“Jeg ville dog elske at blive arkæolog, men det involverer for meget skolegang … Men jeg elsker, elsker, elsker det gamle Egypten! Har du set filmen The Royal Tenenbaums? (film af Wes Anderson om en mildt sagt excentrisk familie, red.) Det er min yndlingsfilm. Anjelica Huston, moderen, er arkæolog, og jeg ville elske at blive det eller skrive for The National Geographic eller sådan noget.”
Og ja, det lyder helt rigtigt med Egypten. For Sophie Dahl ligner faktisk en egyptisk kat påfaldende meget. Det hjerteformede ansigt, det krøllede smil … Pludselig giver det mere end mening, at hendes alter ego i Voksentid hedder Kitty og kaldes Kit-Kat. Ligesom en kat har ni liv, synes Sophie Dahl at have flere former end som så, og måske har hun alligevel ikke fundet sin endelige. Det kan være, man skal til at holde øje med
National Geographic …
