Kollektionen byder på masser af print, farver og klædelige silhuetter, som er perfekte til forår og sommer.
Kender du allerede designikonet Diane von Furstenberg, ved du måske også, at hun er en af de kvinder, der med sit design i eget navn ønsker at fremhæve kvinder og som sætter fokus på, at vi skal føle os selvsikre i det, vi iklæder os. Mere konkret ønsker hun faktisk, at vi alle skal få følelsen af at være ‘the woman across the room’. Med det mener hun, at “kvinden i den anden ende af rummet ser så selvsikker ud, hun ser så afstemt ud, men sandheden er, at hun kigger på dig og tænker, at du ser selvsikker og afstemt ud – så det er min måde at sige, at vi alle er ‘the woman across the room’ for en anden”. Og hendes nylancerede kampagne i samarbejde med Zalando er ingen undtagelse.
Diane von Furstenberg har tidligere udtalt, at hendes mål var, at blive selvstændig og selvforsørgende forretningskvinde, og resultatet af denne drøm blev altså hendes eponyme brand. Man kunne meget vel forstille sig, at denne tilgang til livet også har smittet af på kampagnebillederne, hvor hun portrætteres side om side med en række andre smukke og stærke kvindelige karakterer, som også har skabt en stor karriere for dem selv.
Kampagnen lanceres i kølvandet på et skærpet samarbejde mellem mærket Diane von Furstenberg (DVF) og retailforhandleren Zalando, sidstnævnte der ellers har forhandlet det internationale mærke siden 2018, men som netop har indgået partnerskab om, at Zalando – foruden Diane von Furstenbergs egen hjemmeside og butik i Bruxelles– får enerettighed på at forhandle DVF i Europa.
Vi snakkede med designeren om et af hendes ikoniske designs, om nogle af de prominente kvinder, der gennem tiden har båret DVF, og om samarbejdet med Zalando.

Diane von Furstenberg
Slå-om-kjolen fyldte 50 år sidste år. Hvad er det ved dette stykke beklædning, der har gjort den så tidløs og så ikonisk?
I virkeligheden skabte slå-om-kjolen mig – den ændrede mit liv. Stoffet er afgørende, fordi det former din krop og føles meget behageligt, hvilket får dig til at se godt ud og føle dig godt tilpas. Det drejer sig om stoffet, pasformen og mønsteret.
Hvorfor har den været så succesfuld?
Jeg ved det ikke! Men hvert 20. år genfinder de 20-årige den, og de finder den ofte i deres mors eller bedstemors skab, og de gør den spændende igen.
Slå-om-kjolen startede først som en top, inspireret af, hvad ballerinaer har på over deres tutuer. På fransk hedder det ’cache-cœur’, som betyder ’skjul hjertet.’ Og så blev det til en kjole.
Jeg vidste ikke, hvad jeg ville være, da jeg voksede op, men jeg vidste, hvilken slags kvinde jeg ville være. Jeg ville være en kvinde, der tog styringen. Jeg blev en kvinde, det tog styringen, på grund af en lille kjole, fordi det var en kjole, der gav mig selvtillid. Jeg delte min selvtillid med millioner af kvinder.


Et mangfoldigt udvalg af inspirerende kvinder har båret dit tøj gennem årene, fra Michelle Obama til Madonna. Hvad forbinder dem? Hvad er essensen af DVF-kvinden?
En kvinde klæder sig på, fordi hun vil projicere noget. Jeg kan huske, at Madonna havde slå-om-kjolen på, da hun introducerede en børnebog. Hun ønskede at udstråle selvtillid, mens hun talte til børnene. Michelle Obama havde den på til sit første julekort som førstedame – også for at projicere selvtillid, men på en helt anden måde. Det er interessant at se, hvornår folk vælger slå-om-kjolen, og hvordan de bærer den.
Det sjove ved slå-om-kjolen er, at nogen engang sagde: ‘Den er sexet nok til at forføre en mand og anstændig nok til, at hans mor ikke har noget imod det’.
Det er ikke én bestemt type kvinde, der bærer DVF. For eksempel var der i en af mine udstillinger et fotografi af Michelle Obama i slå-om-kjole, og lige ved siden af hende var Amy Winehouse, to uger før hun døde. Denne kjole er egentlig en kvindes lille ven. Et signal til en kvinde. Du tager den på, og så føler du bare: ‘Okay, strålende, jeg bestemmer…’

Er der en kvinde, du ikke har klædt på endnu, men gerne ville klæde på?
Jeg kan godt lide at blive overrasket. Der findes ikke ’én kvinde’. Jeg siger aldrig: ’Åh, jeg vil gerne klæde denne person på.’ Det drejer sig mere om, hvordan mennesker bærer den, og hvad det betyder for dem. Jeg ønsker, at kjolen skal være en kvindes ven. Du tager den på, og du befinder dig godt.
Du grundlagde dit brand i en af de mest blomstrende kulturelle perioder i historien. Hvordan inspirerede dette dine designs?
70’erne var et utroligt årti. Vi følte, at vi opfandt alt. Da jeg ankom til New York, var der nøgne mennesker på Broadway. New York var billigt, og fordi det var billigt, var der meget kunst. Alt var muligt. Der var kunstnere overalt, begivenheder hver aften – det var rigtig sjovt.
Hvis du relancerede dit brand i dag, hvad tror du så ville være anderledes?
Det drejede sig aldrig om at lancere et brand. Jeg ville være en kvinde, som tog styringen, og for at gøre det, var jeg nødt til at være selvstændig. Min vej til uafhængighed startede, da jeg arbejdede for en mand i Italien, som havde udviklet dette utrolige stof og havde et trykkeri. Jeg begyndte at lave små kjoler – først T-shirtkjoler – så en slå-om-top og så en slå-om-kjole. Derefter kom jeg til Amerika og forsøgte at sælge dem. De blev en succes, og pludselig havde jeg et brand. Men det har aldrig været en stor, strategisk plan som: ’Jeg skal starte et modehus.’ Det var bare mit navn, som voksede derfra.


Som ikonisk modedesigner, hvordan har samarbejdet med Zalando passet med din vision om at gøre tidløs mode mere tilgængelig?
Jeg har valgt Zalando, fordi det er en meget dynamisk, ung virksomhed, der distribuerer digitalt i 25 lande i hele Europa. Det er en moderne virksomhed med unge stiftere, et ungt mindset og en fantastisk distributionsmodel. Jeg synes, at det vi skal til at påbegynde sammen, er meget spændende.
Vi har hørt meget om fremkomsten af den kræsne luksusforbruger, hvor Gen Z nu fører an i luksusforbruget. Hvordan hjælper Zalandos digitale platform med at engagere dette publikum?
Jeg designer ikke med en bestemt generation i tankerne. Jeg designer til kvinder – smukke materialer, farverige prints, ubesværede silhuetter med detaljer fra gammeldags skrædderkunst. Jeg forestiller mig kvinden, hvordan hun bevæger sig, hvordan hun føler sig selvsikker.


Du kan selv få fingrene i kollektionen her.
ELLE var inviteret til lanceringen i Berlin.