Kathrine Agger står bag mærket Af Agger, og vi har talt med hende om dengang, hun skiftede sin profession som succesfuld stylist ud med titlen som designer.
For 47-årige Kathrine Agger er det ikke meget anderledes at designe i sit eget navn kontra andres. Da hun arbejdede for Stella McCartney og Matthew Williamson, levede og åndede hun for jobbet og designede med den samme ærekærhed, som hun gør nu.
I 90’erne gik jeg på Danmarks Designskole, hvor alle de andre ville filte en livmoder og kravle ind i den, mens jeg ville lave tøj til masserne. Jeg var langt mere kommercielt indrettet end mine klassekammerater, og gik mere op i hverdagstøj end haute couture. Efter skolen var jeg hos Bruuns Bazaar, læste en master på Royal College i London og arbejdede for Stella McCartney, før jeg endte hos Matthew Williamson, hvor jeg var i tre år.
I 2005 overtog Matthew Williamson det italienske mærke Pucci, og jeg flyttede med. Pludselig døde min mor, og så sad jeg der på en pløjemark i Bologna og tænkte: Shit, hvad gør jeg? Heldigvis ringede en ven fra magasinet Cover og spurgte, om stillingen som moderedaktør var interessant for mig. Jeg sagde ja, for så kunne jeg komme hjem og se min far lidt mere. Jeg skiftede retning fra den ene dag til den anden, og jeg tænkte egentlig ikke så meget over, at jeg var ved at vende en karriere ryggen, som jeg lige havde brugt fem år på skolebænken, et par års internships og arbejde som junior designer at få banket op. Den dag ville jeg bare gerne hjem.
Jeg anede ikke, hvordan magasiner blev lavet, jeg var helt gone, og jeg må have været pænt irriterende at arbejde sammen med. Det var en helt ny verden, men jeg kom til at elske stylistfaget. Ved siden af mit faste arbejde, lavede jeg en del freelancearbejde som stylist for kunder som Georg Jensen og Norse Projects.
“Jeg var blevet træt af at røre ved alle mulige midlertidige tekstiler som polyester og viskose”
Det, jeg forelskede mig i, ved stylistjobbet var de meget hurtigere arbejdsgange, end jeg var vant til. Som designer i et hus kom forløsningen og dommen først et halvt år efter, at vi havde sat noget i søen. Som stylist kunne jeg lynhurtigt afprøve noget og se, om det virkede. Jeg blev forelsket i den øjeblikkelige magi, man kunne skabe som stylist.
Langsomt søgte jeg mere mod stylingen end redaktørrollen, og efter et år stoppede jeg hos Cover og blev stylist på fuldtid. Dem, jeg gik på Royal College med, synes nok, det var et spøjst valg at blive stylist. De tænkte, det var lidt poppet, tror jeg. Det gik strygende i to år, før finanskrisen kom i 2008, hvor markedet crashede og pengene forsvandt.
Samtidig var jeg blevet træt af den flygtighed, jeg til at starte med havde forelsket mig i. Jeg var blevet træt af at røre ved alle mulige midlertidige tekstiler som polyester og viskose. Til sidst udviklede jeg en eksistentiel kvalme over mængden af tøj, vi bruger. Jeg husker tydeligt at stå på en skydning og kigge på et stativ, der var fyldt med tøj, så langt øjet rakte og få det kvalmt. Jeg fik lyst til at skabe noget, der kunne holde fysisk og æstetisk. Sammen med min ven Nanna Flachs startede jeg AF Agger – Flachs, der siden bare er blevet til AF Agger. De første mange år arbejdede jeg dog stadig som stylist på siden for at tjene penge nok.
Min tid som stylist føles som et helt andet liv. Jeg troede på det og var dybt dedikeret til det. Det gav så meget mening for mig. Indtil det pludselige ikke længere gjorde. Dengang var jeg kun optaget af æstetik og historiefortælling. Men jo ældre jeg blev, jo mere fik jeg behov for at lave noget, der gav mening. Skønhed vil altid være vigtigt, men det vigtigste for mig er, at vi producerer tøj af de bedst mulige materialer, der er forarbejdet på en måde, vi kan stå inde for. Mennesker vil altid have brug for tøj på kroppen, men missionen må være at skabe tøj, der har så lang en levetid som muligt og er så skånsom for Moder Jord som muligt. Jeg er på mange måder vendt tilbage til de drømme, jeg havde på Designskolen.
“Min tid som stylist føles som et helt andet liv”
Jeg tror, jeg var en god stylist, fordi jeg lynhurtigt kunne læse folk og lære deres DNA at kende. Jeg kunne aflæse, hvad de stod for. Det kommer nok af at have arbejdet for Matthew Williamson og Stella McCartney, hvor jeg hele tiden skulle læse rummet. Omvendt har min tid som stylist gjort mig til en endnu bedre designer, fordi jeg har prøvet så meget tøj på så mange forskellige kroppe, og snakket med så mange mennesker om, hvornår de havde det bedst i tøjet.
For tiden leder vi efter en ny producent af træknapper til mine duffeljakker. Det er utrolig svært at finde. Vi plejede at få dem hånddrejet hos en producent i Spanien, men han er blevet gammel og vil gerne på pension. På den måde kan jeg godt blive udfordret af mine egne principper. Andre gange kan æstetik-monsteret komme op i mig, og så laver vi suits i shetlandsuld. Det er jo den gamle snob i mig, men jeg ved også, at det holder.
