Mode

Dagbog fra Milano: Kom med modellen på arbejde under Milano modeuge

- 09/02/2024

Fotograf Lasse Bak Mejlvang fulgte model Alberte Mortensen rundt under modeugen i Milano for at få et indblik i en hverdag, de færreste kan forestille sig

For 23-årige Alberte Mortensen, der har arbejdet som model i syv år, er det oplevelserne og de mange rejser, som tiltrækker hende ved jobbet foran kameraet. Tokyo med Chanel eller Alberobello med Dolce & Gabbana. Fotograf Lasse Bak Mejlvang fulgte Mortensen til modeuge i Milano, som blandt andet bød på et hektisk tøjskifte, genbrugsshopping og M&M’s fra en hæveautomat

Alberte Mortensen ved aldrig, hvornår hun får noget at spise på en travl dag under modeugerne. Hun kan stå i metroen, eller som her i en af Milanos oldgamle træsporvogne, og blive kaldt til en fotoskydning i den anden ende af byen, fordi et brand mangler en model lige nu. Derfor er hun altid forberedt med en god madpakke, som i dette tilfælde er en to-go-boks med rester fra den netop overståede frokost med hendes kæreste, Oliver Kvik Houlby, og fotograf Lasse Bak Mejlvang. Sporvognen var ikke det mest effektive transportmiddel, ”men den havde virkelig sin charme, selv om den larmede pissemeget”, siger Alberte Mortensen.

Foto: Lasse Bak Mejlvang

Mens Giorgio Armanis show løber af stablen, forsøger tre mennesker at hjælpe Alberte Mortensen med at skifte sko, yderligere to stylister hjælper med at skifte hendes tøj, inden hun løber tilbage i køen af modeller, som står klar til endnu en tur på catwalken, hvor en makeup- og hårartist står klar til fikse hende lige inden udgangen.

Der er næsten altid en travl og hektisk stemning backstage til et modeshow. Tøjskiftet kan bedst beskrives som et pitstop ved Formel 1, siger Alberte Mortensen. ”De bliver altid for ivrige efter at give dig tøj på: Jeg bliver altså nødt til at have én fod på jorden, ellers falder jeg!”

Foto: Lasse Bak Mejlvang

”Det var et helvede.” Sådan beskriver Alberte Mortensen de to timer, hvor hun skulle sidde stille i makeupstolen for at få sat små perler i panden. De fire makeupartister målte sirligt afstanden mellem hver perle med en lineal, og hvis man kigger godt efter på billedet, kan man se tynde hvide streger, som indikerer, hvor perlerne skal placeres. ”Jeg ved virkelig ikke, hvad deres idé var, måske at jeg skulle være en party girl … Men når makeup og hår er simpelt og nemt at lave, elsker jeg, at folk nusser i mit hår og masserer mig i ansigtet.”

Foto: Lasse Bak Mejlvang

Det er vigtigt at opretholde en god relation til sine modelbureauer i udlandet, og derfor besøger Alberte Mortensen dem altid, når hun arbejder i deres hjemby. Her er hun hos Elite Milano for at ’catche up’ og markere, at hun er klar til at arbejde. Det er dem, som skaffer hende jobs under modeugen, men også årets resterende dage. Da hun var yngre, tog hun til alle de castings og fittings, som bureauet sendte hende til. Det kunne sagtens betyde 10 castings på en dag – efterfulgt af flere fittings hos potentielle kunder om aftenen.

Om Alberte Mortensen

  • Model for Elite Models.
  • 23 år. 
  • Født og opvokset i Rebild Bakker i Nordjylland.
  • Blev scoutet som model i 2016, og har siden gået shows og medvirket i kampagner for brands som Chanel, Dior, Dolce & Gabbana og Giorgio Armani.
  • Bor i København.

”Der var virkelig run på,” siger hun. I dag går hun shows for så velrenommerede brands som Chanel, Dior og Dolce & Gabbana og laver så store kampagner, at hun ikke behøver have så travlt under en modeuge. I Milano gik hun kun tre shows; Giorgio Armani, Emporio Armani og Elisabetta Franchi, og nu tager flere kunder fat i hende, selv om hun ikke deltager i deres casting.

Foto: Lasse Bak Mejlvang

På tallerkenen er amerikanske pandekager stablet med sirup og bacon på toppen. Alberte Mortensen cravede pandekager, skrev ”pancakes” på Google Maps og fandt frem til Ofelé på Via Savona i Milano. Hun fotograferer maden med sit nye analogkamera til fem kroner, ikke for at poste på Instagram, men for at huske stedet og øjeblikket. Det er vigtigt for hende at finde frem til nye yndlingssteder, når hun er ude og rejse. For at forlænge listen af steder, hun kan genbesøge ved næste lejlighed, da stederne giver hende en hjemlig følelse, selv om hun er langt hjemmefra. Ofelé kom på listen. ”Pandekagerne var pissegode!”

Foto: Lasse Bak Mejlvang

Alberte Mortensen har en sjælden fridag under modeugen i Milano, og den bliver brugt på at ”chille og nyde byen,” da hun falder over hæveautomaterne med M&M’s. ”Jeg elsker dem. Det er back to the old days,” siger hun. Mortensen er vokset op lidt uden for Aalborg ved Rebild Bakker i et hus, hun kalder for pandekagehuset midt i skoven. Som teenager ønskede hun at bo tættere på vennerne, byen og skolen, men når hun i dag tænker tilbage, så husker hun al den frihed, hun fik af sine forældre. ”Det var så idyllisk. Og jeg kunne lave lige, hvad jeg havde lyst til ude i skoven.”

Foto: Lasse Bak Mejlvang

Lige inden Alberte Mortensen skulle ud på catwalken til Elisabetta Franchi-showet, skiftede stylisten de sorte stiletter ud med et par sko, som virkelig var dårlige at gå i. ”Hvorfor overhovedet designe sko, man ikke kan gå i? Blandt modeller snakker man altid om, hvordan skoene er at have på. Det tager vildt meget af selvtilliden, hvis man ikke føler sig tilpas i sine sko,” fortæller Mortensen, der engang gik et show i ”stripperhæle”, som alle modellerne vrikkede om i på catwalken.

Foto: Lasse Bak Mejlvang

Når Alberte Mortensen har fri fra et job i udlandet, er det første, hun gør at besøge en god genbrugsbutik som East Market Milano. Hun leder typisk bagerst på tøjstativerne for at finde noget, som de færreste går rundt i. Og så sætter hun pris på at gøre en god handel. Hun er nok lidt en samler, når det kommer til genbrugstøj, må hun erkende. Jakken, Mortensen har på her, er fundet i en genbrugsbutik i Paris. ”For mig handler det ikke om brands, men mere om at tøjet er unikt.”

Foto: Lasse Bak Mejlvang

Alberte Mortensen leder efter hendes telefon i tasken for at tjekke, om den er opladt og på lyd. Det er afgørende, at hun ikke misser nogle opkald under en mode-uge. Hun skal altid være tilgængelig, hvis hendes bureau eller en kunde pludselig gerne vil bruge hende til et job. Som da hun for et par år siden blev ringet op af bureauet og spurgt, om hun kunne tage toget til en lille by et godt stykke uden for Milano samme aften, fordi en kunde skulle bruge hende til en skydning dagen efter. ”Ja ja, det kan jeg da sagtens.”

Foto: Lasse Bak Mejlvang

Under et modeshow i Paris i 2020 mødte Alberte Mortensen og model Oliver Kvik Houlby hinanden for første gang. Snakken gled godt, men da Alberte havde en kæreste, skete der ikke mere. I 2022 skulle Mortensen være i Milano i nogle uger, og da hun vidste, at Houlby boede i byen, skrev hun til ham og spurgte, om de skulle hænge ud. Bare som venner, tænkte hun. Men så blev de forelskede i hinanden.

Siden er Oliver flyttet hjem til København for at bo tættere på Alberte. Parret rejser ofte sammen, når en af dem skal arbejde i udlandet. ”Trygheden i at have den anden med er rar, og så er det dejligt at få de her fede minder sammen,” siger Alberte Mortensen.

Foto: Lasse Bak Mejlvang

Når man rejser så meget, som Alberte Mortensen gør, kan man have brug for at skabe nogle hjemlige rammer, hvor end man befinder sig i verden. Og derfor er Mortensen glad for at leje hele lejligheder gennem Airbnb i stedet for at bo på hotel. ”I lejligheden har jeg de ting, som skaber et hjem, og det gør det nemmere for mig at føle mig komfortabel i forhold til at sidde på et lille, indelukket hotelværelse. Og så er der mere plads til, at vennerne kan komme forbi.”

Foto: Lasse Bak Mejlvang

Porta Venezia er et af Alberte Mortensens yndlingskvarterer i Milano. ”Der er vildt smukt, og arkitekturen er bare så ekstra.” For Mortensen er det vigtigt at opleve de byer, hun besøger som model. I begyndelsen af hendes karriere, blev hun på sit hotelværelse, indtil det var tid til at arbejde, men nu vil hun gennemleve byens kultur og attraktioner.

I flere tilfælde byder selve showlocation også på særlige indtryk, som da hun gik to Chanel-shows i Grand Palais i Paris, som første gang blev forvandlet til en strand og senere Karl Lagerfeldts egen skihytte i Alperne.

Foto: Lasse Bak Mejlvang

Det giver Alberte Mortensen et stort adrenalinkick at gå et modeshow, fordi en masse mennesker kigger på hende, mens hun går ned ad catwalken for at sælge tøjet. ”Jeg elsker at gå et show, jeg føler mig fuld af power.” Her råber hun, at hendes veninde Brynn Bonner er den sejeste, fordi hun lige har lukket Armani-showet, de gik sammen.

Brynn, som bor i New York, er blevet en af hendes tætteste veninder, ”fordi hun er meget sig selv. Hun lider lidt af resting bitch face, men hun har det største hjerte. Hun er så støttende og god at snakke med.”

Foto: Lasse Bak Mejlvang

Der er altid gaver til modellerne efter et show. Af Emporio Armani fik Alberte Mortensen og de andre kvindelige modeller en taske. I andre tilfælde får de tøj, parfumer og hudplejeprodukter. ”Nogle gange tænker man, at det er nogle produkter, som de ikke fik solgt i butikkerne, men det er stadig en sød tanke.” I starten af hendes karriere fik hun efter et Ferragamo-show i Milano både en halskæde, et armbånd og ringe med hendes navn indgraveret i. ”Det var virkelig en flot gave, som jeg stadig holder meget af.”

Foto: Lasse Bak Mejlvang
Læs ogå

Kaos, kontrol og adrenalin: Kom med backstage til Københavns modeuge