Der er tale om et niveau af gennemsigtighed, vi sjældent har set før.
Hvis der er én ting, der er sikkert, så er det, at Julia Fox er Julia Fox, uanset om hun befinder sig i New York eller Cannes.
Og derfor er hendes looks til den sydfranske filmfestival også alt, vi forbinder med hendes ekshibitionistiske stil.
Fænomenet Fox dukkede nemlig op til festen i anledning af ‘The Art of Elysium Paradis’ 25-års jubilæum iført en kreation, der forenede ’Mermaidcore-trenden’ med naked dress-trenden og et ikke undseligt touch af gedigent Julia Fox; nemlig frit kig til brystvorterne.
Den todelte kjole bestod nemlig af en skulpturel overdel, der mindede om et fastfrosset vandsprøjt, og som akkurat dækkede over, men ikke ligefrem skjulte Fox’ brystparti.
Glasskulpturen var fastgjort til et voluminøst, hvidt ballonskørt, der var strammet ind omkring lårene for derfra at falde som en snehvid flod af tekstil langs benene og over gulvet.
Men dette look markerede blot starten, på det, der skulle vise sig at blive en gennemsigtig kavalkade fra Fox’ side i Cannes.
Til premieren på ’The Idol’ ankom ’Uncut Gems’-stjernen nemlig i endnu et transparent, hvidt look, der tog naked dress-trenden til et nyt niveau.
Fox havde nemlig her valgt et ensemble i ultratyndt, mælket pvc, der mest af alt mindede om et dekonstrueret regnslag. Kreationen var pyntet med strategisk placerede hvide pomponer – og matchende badehætte (også med pompon) – som prikken over i’et på det interessante look.
Pomponerne, der sad henholdsvis midt på brystet, over navlen og over kønsbenet dækkede dog – ligesom vandfaldsskulptur-overdelen fra første look – ikke over hendes brystvorter, som verden dermed endnu engang kunne nyde synet af.
Det bringer os videre til Fox’ sidste Cannes-look, der, på trods af at falde inden for det transparente og hvide tema, alligevel var en my mere nedtonet.
Og så alligevel, for på trods af at det gulvlange skrud af en balkjole, designet af Nicolas Jebran, var mere tildækket i sin silhuet, som bestod af en korsetinspireret struktur og et gevaldigt skørt, så var materialet – en tilsyneladende futuristisk hybrid mellem organza og pvc – stadig til den gennemsigtige side og blottede dermed Fox’ figur under de mange, tynde lag tekstil.
Om der er en mening med Julia Fox gennemførte gennemsigtighed i Cannes, eller om det blot var endnu en excentrisk genistreg fra den kontroversielle kunstner, vides ikke.
Men hvis formålet var opmærksomhed, ja, så kan vi kun applaudere Fox og sige: ”Tillykke, Julia. Du lykkedes. Igen, igen”.
.
