Modehuset Balenciaga er ikke bange for at være den grimme ælling i modedammen. Brandet har netop lanceret deres nyeste sneakers, og det kan diskuteres, om her er tale om endnu et par 'ugly sneakers'...
Demna Gvasalia, kreativ direktør for Balenciaga, er i den grad kreativ. Modehuset har netop offetliggjort deres nyeste skud på sneaker-stammen, og Gvasalia fortsætter i samme spor som han sidste år startede med mærkets Triple S-sneakers, idet han igen lancerer en far-møder-vandreturs-sneaker.
Strategien har da heller ikke lige frem været dårlig. Selv om Balenciagas Triple S-sneakers har fået et par hårde ord med på vejen, så har de efterhånden nået kultstatus i modebranchen, og hvis du undrer dig over, hvorfor de er så svære at få fat i, så skal du bare smide et blik på de mest populære influencers Instagram: Her pryder de nemlig med stor sandsynlighed en lang række billeder.
Andre luksusmodehuse som blandt andre Louis Vuitton fulgte desuden trop og leverede deres bud på en ’ugly sneaker’, som hos det franske luksushus fik navnet Archlight.
Nu skal alle mode- og komfortentusiaster så igen finde pengepungen frem. Balenciaga lancerede den 24. september 2018 sine nyeste Track-sneakers, som om muligt er endnu mere sporty end de foregående.
Denne model kommer dog, med stor sandsynlighed, ikke til at blive lige så set i gadebilledet, som Triple S-modellen, idet den eksklusivt forhandles i Balenciagas Rodeo Drive-butik samt online.
Læs også: Burberry anno 2018 Sådan har du aldrig set Burberry før.
På trods af at der kan være tvivl om, hvorvidt skoen henvender sig til en sand fashionista, så er der i hvert fald ingen tvivl om, at prisen gør. Vil du spankulere byen tynd i Balenciagas Track-sneakers, så skal du nemlig hive intet mindre end 5.500 kroner op af lommen.
Du skal desuden ikke være bleg for at dele din skostørrelse med alle på din vej – den (omdiskuterede) detalje med skoens størrelse på snuden, har nemlig atter fundet vej på Gvasalias design.