Bæredygtighed

Jeans i fryseren og vodka på vintagetøj: Her er 9 spareråd, der også passer på dit tøj

- 17/10/2022

Midt i en verserende energikrise og en muligt forestående recession, er gode råd dyre… Eller er de? Vi har samlet ni råd, der ikke blot sparer på energien, men også passer på dit tøj, når du vasker det.

Tjekker du også konstant appen med energipriser for at se, hvornår det er er billigst at vaske? Så er du allerede langt.

Men hvis du vil være endnu mere på forkant med de sparsommelige tiltag, uden at gå på kompromis med renligheden af din garderobe, så læs med her.

Der er nemlig masser af gode, gamle husmorfifs til tøjvask og -pleje, som sjældent har været mere aktuelle end nu, hvor priserne bulder deropad, og vi konstant bliver mindet om, at vi står midt i en krise. Og tilmed vil mange af de tips, der sparer på tøjvasken og energien, også have den positive bivirkning, at de får dit tøj til at holde sig længere – hvilket jo kun er glimrende både i spareøjemed, men også i en tid, hvor vi er blevet langt mere bevidste om ikke hele tiden at købe nyt, men i stedet have en garderobe, der holder sæson efter sæson.

Her får du ni konkrete råd, der gavner din garderobe – og måske også kan ses på en (lidt) lavere energiregning.

Jeans i fryseren
Hvis du putter dine jeans i fryseren i 8-10 timer, fjerner dette faktisk bakterier lige så effektivt som en tur i vaskemaskinen. Så ikke nok med, at du sparer en vask, så forlænger du også buksernes levetid, da vasken er med til at slide på materialet. Fryseren er også din ven i nøden, hvis din angora-sweater fælder. Giv den nyt liv ved at lægge den i en plasticpose i fryseren i mindst tre timer.

Tag dit tøj med i bad
… eller i hvert fald med på badeværelset. I stedet for at dampe dit tøj med en damper, kan du få samme effekt ved at hænge tøjet på en bøjle på badeværelset, mens du er i bad, og lade dampen derfra rette tøjet ud – og fjerne lugt. Husk dog ikke at tage for lange bade, for så er du lige vidt med energibesparelsen.

Luft din uld
Uld er ’selvrensende’, så du kan sagtens bruge din uldsweater længere uden at vaske den, end du ville bruge et lignende produkt af bomuld. Uld skal faktisk hellere luftes end vakses, så hæng din sweater udenfor, så fjernes grim lugt. Hvis du spilder på uld, så tør pletten af med en fugtig klud med det samme, så den ikke sætter sig fast i materialet. Jo mere du undgår at vaske uld, des længere holder det formen og undgår at begynde at fnulre.  

 Skru ned for temperaturen
I gamle dage vaskede man ofte ved kogevask for at dræbe bakterier, men i dag er eksperterne enige om, at en vask på 90 grader langt fra er anbefalelsesværdigt. 60 grader dræber samme mængde bakterier som 90 grader, så de ekstra plusgrader er så at sige spildt arbejde. Generelt har tøjet også bedre af at blive vasket ved lavere temperatur, og på nyerere maskiner kan du vaske på helt ned til 15 grader. Et temperaturskift fra 40 til 15 grader svarer til en energibesparelse på 60 %. Det er ikke noget, man bliver rig af, da maskinen stadig bruger strøm, men det betyder noget for miljøet – og tøjet, der ikke tager skade af de høje temperaturer. Husk dog, at du skal bruge et specielt vaskemiddel, hvis du vasker i koldt vand. Vaskemidlet har andre enzymer og vaskeaktive stoffer, som gør tøjet rent ved lave temperaturer (15 grader). (Kilde: Klima og Miljø)

Vodka på vintage
Alt, du køber brugt, er som udgangspunkt vasket. Men det betyder ikke, at du er sikker på, at det ikke lugter lidt… gammelt. Miks en del vodka med to dele vand og spray det på dit nyindkøbte vintagetøj og voila! Dit vintagetøj er lugtfrit, og du sparede en vask.

Vask silke i hånden
Silke skal helst ikke i vaskemaskinen, så der har du allerede sparet en vask. Vask i stedet dine silkegenstande i hånden med lunkent vand på maks 30 grader. Brug en mild, enzymfri sæberens (kun ganske lidt), gør tøjet vådt (det skal IKKE lægges i blød), og undgå at vride i tøjet. Når sæben er renset ud, kan du forsigtigt folde det våde tøj ind i et rent, tørt håndklæde og presse vandet ud. Hæng til sidst tøjet til tørre – inde eller ude – men ikke i direkte sollys.

Skip tørretumbleren
Du kender sikkert alt det fnuller, der samler sig i din tørretumbler – det kommer fra dit tøj, så det giver sig selv, at tøjet har bedre af at lufttørre end at blive svunget rundt i en maskine. Og der er altså også penge at spare ved udetørring frem for maskinetørring. Det giver sig selv, da frisk luft heldigvis stadig er gratis.  

Drop forvasken
Forvasken er let at undvære – særligt hvis tøjet ikke er møgbeskidt. Springer du forvasken over, kan du skære op til 20 procent af elforbruget ved en vask.

Saml til bunke
Hvis du kun vasker, når tøjet er beskidt, kan du let spare et par vaske om ugen. Tit er det nok at hænge tøjet til luftning i stedet for at vaske det. Dermed sparer du en vask og slider ikke på tøjet. Og sørg for at fylde maskinen op, når du endelig vasker, så du ikke bruger uforholdsmæssigt meget vand og energi i forhold til vasketøjsmængden.  

Læs ogå

Nu kan du leje din drømmebrudekjole til en brøkdel af prisen