Går tingene ikke helt, som de skal? ELLEs horoskop gør dig klogere på, hvordan din marts måned bliver. Læs med her.
Tekst: Susanne Taylor, astrolog/Susannetaylor.dk // Illustration: Mette Boesgaard/Filter Management
Månedens stjernetegn: Fisk 19/2 – 20/3
Fisken er sensitiv, følsom og sårbar. Hun ofrer sig gerne for de svage i samfundet. Hun har også formidable indlevelsesevner og kan begå sig blandt konger, dronninger og vagabonder.
Der er noget yndefuldt og poetisk over hendes blide væsen, men bag facaden ulmer et stærkt temperament. Hun kan være en kritisk, skarp og dygtig forretningskvinde, der bekæmper uretfærdighed. Blandt modeverdenens fisk svømmer japansk-franske Kenzo Takada stærkest!
Læs også: ELLE April // Nyt magasin på gaden!
Læs alle horoskoperne, som vi har samlet i galleriet.
Psst… Brug pilene i galleriet eller ‘swipe’ dig igennem.
Foto: Mette Boesgaard
Marc Jacobs - Vædder 21/3 – 20/4
Du udstråler power og energi i marts og kan udføre vigtige opgaver ned til mindste detalje. Du får virkelig noget fra hånden på dit job, så der bliver lagt mærke til din indsats. Men glem ikke at fordele dit overskud og drive, så det også kommer familien til gode. Brug dit sociale netværk, og hjælp dine venner, der hvor du kan.
Foto: Mette Boesgard
Miuccia Prada Tyr 21/4 – 21/5
Du får besøg af Venus; planeten for kærlighed, penge og frugtbarhed. Gå i byen, fest, flirt og lad dig fetere – du får al den opmærksomhed, som du fortjener. En pose penge venter på dig, hvis du samler mod til at gøre opmærksom på dine evner og kvaliteter. Stå fast, og vær bestemt og vedholdende, når du forhandler løn.
Foto: Mette Boesgard
Alber Elbaz Tvilling 22/5 – 21/6
Pust liv i dit X Factor-gen – træd ud af din komfortzone, og benyt alle tips og tricks til at gøre det, der gør dig ekstraordinært GLAD. Nytænkning og risikovillighed skal der til for at få dine drømme til at gå i opfyldelse. Så: Op på hesten og fuldfør dine geniale ideer – når du gør dig ekstra umage, kan du ikke undgå at få succes.
Foto: Mette Boesgard
Giorgio Armani Krebs 22/6 – 22/7
Nok er nok. Du kan ikke fortsætte med at stå på pinde for familie og venner. Der må være en grænse, og det er nu, du skal markere den. Der kan være genstridige naboer, der er utilfredse, men hold dig uden for sladder og bagtalelser. Er dine følelser lidt flossede, kan du rette op ved at være åben og ærlig. Sig din mening.
Foto: Mette Boesgard
Coco ChaneL Løve 23/7 – 23/8
Lykkeplaneten Jupiter bestråler dig, og du har god grund til at være glad og positivt tænkende. Studer filosofiske emner om etik og moral, eller kast dig over åndelige emner og få indsigt i ukendte sider af dig selv. Tag imod, hvad livet tilbyder. Et boligskift kan blive marts’ store overraskelse. Kontrakten skal opfylde alle dine behov.
Foto: Mette Boesgard
Karl Lagerfeld Jomfru 24/8 – 23/9
Du kan godt være lidt skrøbelig og sart i marts, så forkæl dig selv. Krop, sind og sjæl skal genoplades med kærlige hænder. Nyd en omgang spa, sauna og massage. Når du gør noget godt for dig selv, smitter det også af på dine omgivelser. Du bør indføre sund livsstil og daglig motion til hele familien. Gå straks i gang!
Foto: Mette Boesgard
Donna Karan Vægt 24/9 – 23/10
Din troværdighed bliver udfordret på flere fronter, og derfor skal du være varsom med, hvad du lover at gøre for andre. Du kan ikke opfylde alles ønsker. Sidder du på en vigtig post, hvor du har magt og indflydelse, så lyt til alle parter, når vigtige sager afgøres. Du trænger til glæde, ro og fred med familien. Bed og du skal få.
Foto: Mette Boesgard
Anna Wintour Skorpion 24/10 – 22/11
Du har været igennem en hård periode det sidste års tid, men nu blæser der nye vinde på din viden og ekspertise. Dine ideer og projekter ser ud til at lykkes med succes, så vær grundig og omhyggelig i din stræben efter at få mest mulig indflydelse på jobbet. Lyt til hjertet og stol på, at din indre kraftkilde giver fornyet indsigt, der gavner fremover.
Foto: Mette Boesgard
Manolo Blahnik Skytte 23/11 – 21/12
Skæbneplaneten og læremesteren Saturn er hos dig et par år endnu. Du har intet at frygte, når bare du følger dine impulser og sørger for at stimulere og udfordre dig selv intellektuelt. Du kan blive ekspert på dit felt gennem disciplin og målrettethed. Men du har sikkert også lyst til at rejse ud og se verden ... Lad samvittigheden råde.
Foto: Mette Boesgard
Diane Von Furstenberg Stenbuk 22/12 – 20/1
Du er sej, arbejdsom og til at stole på. Du står fast på dine meninger og er urokkelig, når du først har besluttet dig. Lige nu er du på vej i en overgangsfase, og meget kan ske. Fortiden banker på. Tidligere kærester, venner og kollegaer kan dukke uventet op. Som om der skal gøres status. Slap af, og byd livet indenfor.
Foto: Mette Boesgard
Christian Dior Vandmand 21/1 – 18/2
Der findes ikke fiasko, kun forbigående nederlag. Så lad dig ikke slå ud, hvis planerne ryger i vasken. Søg råd og vejledning hos dine venner og dit netværk. Her får du kloge visdomsord med på vejen. Kærlighedslivet byder på udfordringer. Giver du din partner ro, fred og frihed til egne interesser, vil kærligheden blomstre på ny.
Foto: Mette Boesgard
Kenzo Takada - Fisk 19/2 – 20/3
Dine spirituelle sider bliver vakt til live. Du kan møde en åndelig personlighed, der kan ændre dit verdensbillede i en positiv retning. Fiskekvinder er ofte særligt sensitive, og det kan være en fordel, hvis du træner og fremelsker dine åndelige evner til glæde for dig selv og andre. Du ønsker oprigtigt at tjene andre, men du giver ofte for meget af dig selv.