Uffe Buchard: Det skal være slut med ligegyldige benrader!

Jeg har produceret hundredvis af modeopvisninger gennem tiden, men særligt en står tydeligt i erindringen. Nemlig da modehuset Sand lod en af verdens første rigtige supermodeller, den legendariske og nu 57-årige Jerry Hall, være showets hovedattraktion. Hun blev – som kutymen foreskriver – instrueret i at suse ned ad podiet i det sædvanlige moderigtige, hæsblæsende tempo, lave en velturneret, selvsikker posering med det gængse blanke blik for dernæst at drøne retur til backstage. Ingen ben i det! Da stjernen blev sendt på podiet for at åbne showet, var det fra første sekund tydeligt, at hun ikke havde forstået den simple brief. Refrase: Hun havde ikke tænkt sig at følge den! I stedet for at spankulere målrettet mod fotograferne tog hun sig rigelig tid, valsede fra den ene side af podiet til den anden, vrikkende med agterpartiet, mens hun til min rædsel gestikulerede med armene og endog flirtede heftigt med mænd og kvinder på første række, som befandt vi os på Studio 54, hvor modellen – dengang i slutningen af 1970’erne som sidekick til Mick Jagger – havde sin storhedstid.

Mrs. Hall var ikke til at drive af scenen. Jeg var harmdirrende. Sådan gjorde (og gør) man bestemt ikke på et Prada-show, og det var ligesom tidens cooleste reference. Hos toneangivende modehuse sendte man purunge, ukyndige piger på podiet med vaklende ben, perifere udtryk i øjnene og en udstråling som en dåse gule ærter. Kun nye piger var cool. Fuldstændig uprøvet var megacool. Men hvorfra skulle Jerry Hall vide, at det i mellemtiden var blevet moderne …?

The Jerry Hall Way

I den efterfølgende evaluering – altså mig, der efter endt show stormede den arme kvinde i møde med et spørgende udtryk og et brølende “what the hell were you thinking …?” – forklarede hun sit stunt med en enkelt sætning. “I am a supermodel and I work for my money!” Jeg forstod aldrig helt divaens argument og forblev forurettet. Siden har jeg fået min vilje hvad angår absolut neutral og magiforladt modelopførsel på podierne, for det er blevet den gyldige opskrift på ‘cool’. Alt andet er noget så tacky, hedder det sig. Men for helvede, hvor jeg keder mig alt for ofte, når jeg ser et show – og jeg må gå ud fra, at alle andre keder sig med mig. Branchen er i akut underskud af Jerry Halls intimiderende, ophøjede og kokette form for selvforherligelse. Fremover nægter jeg at se på andet end kvinder, der elsker sig selv The Jerry Hall way. Og hvorfor skulle man også nøjes?

Det er direkte bizart, at vi har vænnet os til et forpint, infantilt, kontrolleret ideal, blot fordi det åbenbart ikke kan blive nyt og ‘cool’ nok. Tiden er inde til at hente de få velbevandrede modeller tilbage i rampelyset. Dem der har en slags udfarende kraft, aura af selvbevidsthed, overjordisk sexappeal, humor og drive. Modeller, der som Hall arbejder for pengene. Tak! Tøjet sælger jo ikke sig selv, og i hvert fald er det ikke nok blot at kunne gå lige – for selv den dåd synes nu om dage (no kidding) at være en udfordring. Ret beset er hovedpinen, at der bliver fostret for mange modeller, der ganske enkelt hverken har auraen, looket eller talentet – og den begavelse, der ligger i at gå lige for den sags skyld.

For lavt niveau

Det kan være en fortvivlende pinsel at afholde en simpel casting. Alt for mange er ikke noget særligt. De ligner bare alle os andre. De kan ikke bruges af branchen, men er modeller, fordi det vist fungerer som tidens adgangsbillet til nemmere scoring på Crazy Daisy. Og således fordamper magien som dug for morgensolen. Modelbranchen er blevet en tand for demokratisk, når en hvilken som helst lille Lis fra Køge har faretruende nemt ved at blive lukket ind på et eller andet tvivlsomt modelbureau, hvis hun blot tilnærmelsesvis (og oftest med lidt for god vilje) har de påkrævede mål og et ansigt, som ser interessant ud, hvis beskueren altså hopper meget hurtigt op og ned samtidig med, at denne blinker heftigt med øjnene og – hvis den er helt gal – også samtidig svinger hovedet fra side til side. Den manøvre kan man jo ikke bede et helt publikum om at foretage. Og herfra er der altså langt til det, der er det historiske udgangspunkt – at blive bedåret, forført af et look og at aspirere til det, der er meget mere beundringsværdigt end medianen.

Heldigvis er der en international reaktion på fænomenet. Allerede for et par sæsoner siden brugte Louis Vuitton de såkaldte ‘katalogpiger'(fy-føj!) på deres shows, og chefredaktøren for den engelske modebibel Love, Katie Grand, smækkede de lækre og perfekte piger fra den forbudte kategori på coveret af sit magasin til stor undren for branchen. Navnkundige modehuse som Tom Ford, førnævnte Prada samt Calvin Klein med flere har denne sæson taget affære. Her sås – efter modelkarrierestandarder – bedagede (men magiske) modeller som Julia Stegner, Kirsten Owen og Carolyn Murphy, der egentlig for længst var blevet bortdrevet fra podierne af de nye ‘cool’. Ingen anden årsag til at fortrænge disse sande stjerner kan man argumentere for.

Lidt mere umpff, tak!

Genopstandelsen af disse kvinder har været et næsten modepolitisk manifest og kommer til at danne skole fremover. Vi vil – for første gang i mange år – have de forbilledlige modeller tilbage. Dem, der møder op med ordnede negle, velduftende hår og fugtet hud. Lidt mere umpff! og lidt mindre eeewww! Et glimrende eksempel på tendensen er de yppige, såkaldte ‘angels’ fra de populære Victoria’s Secret-shows. For få sæsoner siden blev de betragtet som andenrangsmodeller med et anti-fashion-stempel i panden, og karrieren var lagt i benlås i en helt bestemt katalogkategori. Indtil nu. Modebranchen låner nu flittigt ovre hos det før så ‘tacky’ segment af modeller, der nyder tidens allerhøjeste status med navne som Adriana Lima, Alessandra Ambrosio og Candice Swanepoel placeret på toppen. Kaster man et enkelt blik på Forbes’ liste over de ti mest indtjenende kvinder sidste år, konstateres det, at hele seks ud af disse er enten tidligere eller nuværende ‘angels’! Flere af dem – heriblandt Heidi Klum og Tyra Banks – har som bekendt siden fået lukrative tv-karrierer. Med andre ord – ‘cool’ does not pay the bills. Amaaazing does!