Rejser

Guide til Schweiz: Hiking, adrenalin-kick, gastronomi, historie, ski og bjergtagende omgivelser

- 12/12/2025

Hvis du ikke allerede kender byen Grindelwald i de schweiziske alper, kan jeg – med udgangspunkt i eget besøg – bestemt anbefale den. Hvad end du er på udkig efter en destination for din vinter-, forårs-, efterårs- eller sommerferie, findes der aktiviteter for både børn og voksne.

De fleste forbinder måske de schweiziske alper med sne, ski og after-skiing, men præcis som med Dolomitterne og mange andre bjerglagte områder, er det langt fra det eneste, Schweiz har at byde på.

Zermatt, St. Mortiz og Andermatt er alle byer, du måske kender og forbinder med Schweiz. Det var også mit udgangspunkt, da jeg i oktober måned tog afsted mod alpelandet, hvor jeg skulle bruge fem dage i byen Grindelwald. Og uden at røbe historiens slutning, kan jeg roligt sige, at det langt fra bliver mit sidste møde med Grindelwald.

Grindelwald har de seneste år gennemgået en transformation. Mens bjergbyen fra 2010 til 2020 ikke gjorde sønderligt væsen af sig, har de seneste fem år i den grad være produktive. Det smukke – og tid tider vanskelige – ved Schweiz er, at opbygning af netop sådanne byer kræver private investeringer. Derfor tog det også hele 10 år at bygge byen op til det attraktive turistmål, det er blevet i dag. Nye hoteller, Michelin-restauranter og et aktivitetsudbud, der kan gøre selv den mest aktive forpustet, er nemlig nogle af de ting, som Grindelwald i dag repræsenterer. Og måske er netop det store udbud af aktiviteter grunden til, at ski-sæsonen faktisk slet ikke den mest travle i Grindelwald, men at det derimod er sommer og forår (målt på hotelovernatninger).

Rejsen

Efter en tre-timers togtur fra Zürich landede jeg på togstationen i Grindelwald. Og hvis du allerde nu synes, det lyder uoverskueligt, så må jeg faktisk afkræfte dig. Togturen fra lufthavnen var muligvis en af de smukkeste, jeg har taget (og jeg har ellers taget min fair share af togture i det smukke, jyske landskab). Ikke nok med at toget kører gennem Bern og Zürch og diverse småbyer, som jeg allerede efter at have forbipasseret i tog savler efter at besøge, er der på turen – som du måske kan regne ud – bjerge så langt øjet rækker. Derudover skal man tænke på, at togene i Schweiz langt fra minder om DSB. Jeg satte mig straks i deres kafeteria-vogn, som er en del af toget, der er indrettet med små borde med dug og bordlamper, og hvor du kan bestille mad og drikke i den lille bar, der agerer køkken i cafeén. Virkelig tjekket!

Når man ankommer (med toget i hvert fald) til Grindelwald, mødes du af de fine, små huse og den gamle station – og i mit tilfælde blev jeg hentet af hotellet, hvilket jeg fornemmede er en service, de fleste hoteller i byen tilbyder i byen. Byen er forholdsvis lille men ligger i en dal i 1.034 meter over havet, så du lander mere eller mindre med bjerge på alle sider.

Byen

Jeg checkede ind på det firestjernede Hotel Kirchbühl, som er et rigtig autentisk, schweizisk hotel med fine træ-altaner med udsnit i bjælkeværket (præcis, som du forestiller dig det) beliggende på en bjergside ikke så langt fra hovedvejen, der går igennem Grindelwald. Værelserne er også rigtigt traditionelt indrettede med drømmesenge, gammelsdags møbler, der kunne ligne noget fra renæssancen, og så selvfølgelig hovedrollen; altanen med udsigt over dalen eller bjergene.

Resten af hotellet bestod af flere lounge-stuer og restauranten, som selvfølgelig også var i tråd med stemningen. Her blev både den overdådige morgenmad med mere eller mindre alt, du kunne forestille dig, serveret (inkl. min favorit-spise; schweiziske oste), mens middag-menuen selvfølgelig også bød på klassiske retter som schnitzel men også mere pleasende retter som pasta – og så er der kaffe og kage til eftermiddag.

Foto: Dorfstrasse Grindelwald im Sommer. Aufgenommen im September 2022. ©David Birri

Noget af det første, jeg gør, når jeg ankommer et nyt sted, er at gå en tur i byen for at se, hvor det lige er i verden, jeg befinder mig. Og selvom det var forholdsvis hurtigt at nå fra den ene til den anden ende af den butiks- og menneske-befærdede ende af byen, var det ikke desto mindre en hyggelig gåtur. Selvom det i oktober måned kræver lidt flere lag end blot en tynd skall-jakke at holde sig varm, sad mange mennesker udenfor på barer og restauranter, og generelt fik man følelsen af et tæt lokalsamfund – afbrudt af turister (som undertegnede selv). Netop byens overskuelige størrelse og smukke bygninger gør, at du føler, du befinder dig i en form Legolands-by – hvilket gør byen yderligere attraktiv for turisme (som faktisk mere end halvdelen af byen beskæftiger sig med).

Byens butiksliv består i høj grad af sports-forhandlere, hvilket giver meget god mening jf. områdets aktivitetsudbud, og særligt én butik var jeg spændt på at besøge. I Grindelwald finder man nemlig én af de to Montbell-butikker, der findes i Europa (foruden forhandlere), så hvis du går op i kvalitets outdoor-beklædning (fra Japan), kan det bestemt anbefales at tage en tur derind. Men pas på pengepungen, den kan få ben at gå på. Desuden er det værd at nævne, at det er helt unikt for byen, at man finder mange små, unikke butikker og forhandlere (modsat kæder), samt at der findes mange hoteller, hvis ejerforhold er gået i generationer – og det siger faktisk meget om det tætte lokalsamfund, du finder her.

Restaurations-delen spænder fra de mest traditionelle, schweiziske restauranter, hvor du hos mere eller mindre alle stederne kan få fondue og de traditionelle rösti (som du ikke må snyde dig selv for at prøve), til Michelin-udgaverne – og alt herimellem. Jeg prøvede en rigtig god japansk restaurant ved navn Umami, som tidligere blot havde været en street food-vogn på butiksgaden, men som var blevet så populær, at den havde fået sin egen restaurant på et af byens mange hoteller. Generelt finder man mange af restauranterne inde på hotellerne, hvilket kun giver et hyggeligt tvist til omgivelserne – så du skal ikke være bange for at gå ind på andre hoteller. Her var blandt andet fine dining-restauranten BG’s Grill anbefalelsesværdig. Byen har også en del bagere, og her er særligt ét sted værd at nævne. Bageriet ‘Kringle’ er nemlig ejer af to brødre med danske rødder, så hvis du ikke helt kan undvære dine kardemommesnurrer, pølsehorn og andre skandinaviske fristelser, mens du hører danske musik-bangers, kan du altså få tanket op på disse her. Og så har brødrene, der også står bag hotellet Fiescherblick på den modsatte side af gaden, hvis restaurant med et fransk-skandi-japansk køkken i år fik en Michelin-stjerne (som nummer to ud over Hotel Belvederes restaurant), også i pipeline at åbne et lille Osteria i deres bedstemors gamle hus i byen.

Også Grindelwald museum og kirken skulle være et besøg værd

Som det snaksagelige menneske jeg er, benyttede jeg sådan cirka hver en anledning til at snakke med dem, som bor i byen. Hvad jeg generelt fandt ud af var, at mange af dem, som bor i Grindelwald, enten er folk, som er vokset op her, og efter endt uddannelse er flyttet tilbage til byen, eller folk, som er flyttet hertil grundet bjergene og de aktiviteter, der fører med et sådant landskab. Én forklarede mig, at netop Grindelwald er et perfekt sted til både skiløb og paragliding, fordi der er gode pister (lige fra børne-udgaver til de ‘diamant’-sorte, som vores guide kaldte det), og fordi bjerglandskabet har formet sig således, at byen ligger i en dal, hvor bjergene sørger for læ (i hvert fald taget andre bjerglandskaber i betragtning).

Oplevelser

Hvis du er bange for, at der ikke er nok at lave udenfor ski-sæsonen, kan du i hvert fald godt tro om – det er nok nærmere før, at det er omvendt. Hvad end du er til hiking eller at få stillet adrenalin-lysten, er der altså rig mulighed herfor.

Adrenalinfyldte aktiviteter

Den første dag tog vi en kabel-lift til toppen af bjerget First, hvorfra man kan både vandre, paraglide (hvis vejret er til det), zip-line, prøve deres First Glider, hvor fire passagerer ad gangen lægger sig i en form for zip line på maven og suser med 83 km/timen gennem luften, samt køre på såkaldte Trottbike scooter, go-kart-lignende biler ned ad bakken samt flere andre ting.

First Glider

Desuden tilbyder området også e-mountain-biking, hvor du – sammen med en guide – cykler rundt i bjergene. Turene tilpasses efter niveau, så alle kan være med, og fordi cyklerne er eldrevne, handler det altså ikke om at være i top cykelform. Og for vi danskere, der er vant til at bevæge os rundt på cykler, er vi jo et godt skridt foran allerede. Turene er både en god måde at få set større dele af området, fordi du kommer hurtigt frem, samtidig med at det også er supersjovt at drøne ned ad bakkerne – og så er der selvfølgelig også tid til at stoppe op og nyde udsigten. På vores tur kom vi både ud i gravel-terræn og på ladevej – men hvis førstnævnte ikke er noget for dig, kan turen nemt tilpasses.

En anden ting, som også skulle være forholdsvis stort i Grindelwald, er klatring. Jeg prøvede det ikke på egen krop, men vi fik fortalt, at det særligt er i vintermånederne, hvor bjergene er mere faste, og der er mindre sandsynlighed for bjergskred. Men ikke hæng mig op på det!

E-mountainbike

Hiking

Er du til noget mindre adrenalin-fyldt, findes der også adskillige vandreruter rundt omkring i området – og det er altså både for nybegyndere og dårlige gående og for de mere garvede.

Er du til en mindre udfordrende tur, kan du med fordel tage ruten, som starter på toppen af ovennævnte First. Først og fremmest er den nem at gå – både terræn-mæssigt men også fordi, vejen er bred og godt optegnet, og så tager turen omkring to timer frem og to tilbage igen. Som en gulerod kan du for enden af ruten (altså halvvejs) opleve en stor, smuk sø, Bachalpsee, hvor der er rig mulighed for at tage en velfortjent pause. Generelt foregår hele ruten i bjergtagende omgivelser, så uanset hvor stor en del af ruten, du går, er du sikret god udsigt. Har du dog fået mod på en længere rute, når du når søen, kan du også tage off road-turen, som fortsætter tilbage til kabel-liften på den anden side af søen, og som tager tre til fire timer at gå (efter de to til søen, vel at mærke).

Er du til de mere udfordrende og længere ruter, findes der også en smuk vandrerute, som du kan tage på din vej ned fra bjerget Jungfraujoch. For foden heraf finder du området Kleine Scheidegg, hvorfra der går en smuk rute tilbage til Grindelwald, hvor du både får skov-, mark- og bjerglandskab under fødderne.

First cliff walk

Bachalpsee

Jungfraujoch

En af de ting, som de fleste, der tager til Grindelwald, har på programmet, er at opleve dalens højeste punkt. Sjovt nok kaldes det punkt Top of Europe, og hvis du nu tænker “men er det ikke Mont Blanc?”, så jo, Top of Europe er ikke det højeste punkt i Europa, men det er altså nu engang det, det hedder.

Top of Europe er en del af strækningen, Jungfraujoch, som er den passage, der ligger mellem de to bjergtoppe Jungfrau og Möch, og som udgør det højeste punkt i Grindelwald.

For at nå op til toppen skal man med en helt ny kabel-bane med gondoler, der har plads til op til 24 mennesker. Eiger Express, som den hedder, får dig på blot 15 minutter op i 2.320 meters højde over havet. I vinterperioden kan du herfra køre direkte ud på pisterne på ski – det skulle siges at være ret heftige sorte pister – og ned i dalen igen herfra, men det er også muligt at tage den gamle togbane, der til forveksling ligner noget fra Harry Potter, og som faktisk er Europas højest beliggende jernbane. Den får dig endnu højere op til toppen, som ligger i hele 3.454 meters højde, og når du kommer herop bliver det rigtig sjovt.

Eiger Express

Når du når til enden af stationen, træder du direkte ud i en grotte-gang, der fungerer som et museum over bjergets historie. På denne Discovery tour kommer du blandt andet igennem nogle af bjergets gletchers, kan opleve en historisk tidslinje over de, der har bygget jernbanen og de, som er døde undervejs, og ikke mindst gå udenfor på afgrænsede områder, hvor du kan få vejret på toppen at føle på egen krop. Og jeg kan på forhånd sige, at det sjældent er fuld sol og vindstille – tværtimod. Turen kan virkelig anbefales – for både børn og voksne – og så kan man med fordel slutte af i restauranten, hvor du sidder med udsigt (hvis du altså kan se ud af vinduerne, hvor snestormen raser på den anden side) ud over bjergets snebelagte sider.

Discovery tour, Jungfraujoch

Europas højest beliggende jernbane

ELLE var inviteret til Schweiz.

Læs ogå

Guide til Sydsverige: 6 spa-getaways med fokus på gastronomi og naturskønhed