I anledning af 100-året for kvinders stemmeret stiller Trapholt skarpt på de mest markante kvinder i dansk møbeldesign fra 1895 og frem til i dag og fortæller samtidig historien om dansk møbeldesign generelt.
Dansk møbeldesign er kendt verden over, og nogle af de mest markante navne er Finn Juhl, Hans J. Wegner, Børge Mogensen og Arne Jacobsen. Men i dansk møbeldesigns storhedstid var det ikke kun mændene, der markerede sig på den store designscene – intet mindre end 30 kvinder udstillede og designede side om side med flere af de berømte mandlige designere.
Læs også: Shop skønne marmornyheder til køkkenet fra Lene Bjerre
Det stiller Trapholt Kunstmuseum nu skarpt på i den nye udstilling ‘Kvinder i dansk møbeldesign’, der hylder de mest markante kvinder i dansk møbeldesign de sidste 100 år. Udstillingen er skabt i andledning af 100-året for kvinders stemmeret.
Udstillingen fortæller også om dansk møbeldesigns generelle udvikling og forandring i det 20. og 21. århundrede og om, hvordan danskernes opfattelse af møbler har forandret sig fra ren og skær funktion til de mere kunstneriske bidrag, særligt fra 1990’erne og frem.
Karen Grøn, der er direktør på Trapholt, står for kurateringen af udstillingen og fortæller følgende om nogle af markante kvinder i dansk møbeldesigns historie: “En række af kvinderne står bag markante møbler, som mange kender. For eksempel Grethe Jalks skulpturelt formbøjede lænestol i træ. Eller Bodil Kjærs ikoniske skrivebord, som optrådte i hele tre James Bond film. Nanna Ditzel udfordrede selve konceptet for, hvad møbler er og kan være. Grethe Meyer skabte Boligens Byggeskabe sammen med Børge Mogensen, som befolkede de danske hjem. Cecilie Manz, Louise Campbell, Christina Strand og Stine Gam er eksempler på de nye generationer, som designer, hvordan danske boliger indrettes i dag.”
Læs også: Henrik Vibskov x Fredericia Furniture
Udstillingen er samtidig et led i en Trapholt-forskning og indsamling af viden og væsentlige møbelbidrag til den danske designhistorie. Det giver kvinder en mulighed for at blive repræsenteret på lige fod med mænd. ‘Kvinder i dansk møbeldesign’ beretter blandt andet om, at det allerede i 1800-taller var muligt for kvinder at uddanne sig til snedkere med eget værksted. Ægteskab og børn satte dog for manges vedkommende en stopper for ambitionerne, men flere kvinder dannede designpar med en mandlig modpart og havde på den måde mulighed for at udfolde deres talenter. Nogle valgte karrieren frem for familie, og enkelte formåede at opnå begge dele.
Udstillingen kan ses fra den 4. juni 2015 til den 24. januar 2016 på Trapholt Kunstmuem, Æblehaven 23, 6000 Kolding.
I udstillingen optræder 65 designere og møbelarkitekter. I galleriet kan du få en forsmag på nogle af de kvinder, der har udmærket sig i dansk møbeldesigns historie, og som vil blive hyldet og præsenteret på udstillingen.
Psst… Brug pilene i galleriet eller ‘swipe’ dig igennem.