December står for døren, og det betyder, at det igen er tid til diverse hyggelige julemarkeder, hvor årets pynt, knas og gaver kan sikres – mens du nyder varme drikke og lækker hjemmebag. Her er 8 julemarkeder, du skal besøge i 2025.
View this post on Instagram
The Lab julemarked
Igen i år åbner The Lab dørene op for sit populære julemarked, hvor kunstnere, brands mv. står klar til at inspirere til årets julegaver. Her kan du shoppe alt fra keramik- cashmere, og glas-varer til delikatesser i både flydende og fast form. Og når det er tid til en pause, kan du få opladt energidepoterne hos The Lab Kitchen, der står for julegodter, varme drikke og lækre frokost-retter.
Hvornår: 7. december, 10.00-17.00
Hvor: Vermundsgade 40A+B, 1. sal
Læs mere på deres hjemmeside og hold øje med, hvilke boder der vil være repræsenteret på deres Instagram.
Reform Holiday Market
Køkken-brandet Reform afholder i år et verdensomspændende julemarked i henholdsvis New York, Berlin, Los Angeles og København. Her vil du kunne opleve et kurateret udvalg af designere, kunstnere og brands, som alle har medbragt deres bud på årets julegaver. Oplev blandt andet japansk keramik hos 1616 / arita japan, delikatesser fra Puglia hos Cibocca, den populære Kala's kimchi, service fra danske Service Projects og ikke mindst det New York-baserede univers Gohar World, som kunstner, kok og designer Laila Gohar samt søster Nadia Gohar står bag.
Hvornår: 28. november, 10:00–18:00 + 29-30. november, 10:00–15:00
Hvor: Gammel Kongevej 76, 1850 Frederiksberg
Grønt (jule-) Marked
Du kender måske allerede Grønt Marked, som finder sted på forskellige lokationer rundt omkring i København året rundt. De næste fire søndage vil du kunne opleve markedet i en jule-udgave, hvor du kan finde alt fra ingredienser til julebordet og til søde bud på julegaver. Og så vil der selvfølgelig være gløgg og varm æblemost samt lidt til den søde tand at lune sig på.
Hvornår: Alle dage fra 10.00
Hvor: Første søndag i advent, 30. november: Gammelholm, Indre By
Anden søndag i advent, 7. december: Litauens Plads, Vesterbro
Tredje søndag i advent, 14. december: Skjolds Plads, Nørrebro
Fjerde søndag i advent, 21. december: Aksel Møllers Have, Frederiksberg
Flere Fugle
Nordvest-bageriet og Demokrati Garage inviterer til julemarked, hvor du kan glæde dig til at købe julegaver fra lokale boder, drikke varm glögg, kaffe fra Prolog, chai fra Hindude Chai og spise julekager. Der er også lagt op til børneteater, julesang og kreative filt-workshops.
Hvornår: 7. december
Hvor: Rentemestervej 57, København NV
Studio R
I kælderen hos Studio R inviteres der endnu engang indenfor til julemarked, hvor du bl.a. kan shoppe julepynt og kranse fra Cecilie Rudolph, antikke tallerkner fra Ottilias Interior samt alt i keramik, borddækning og billedkunst – mens du også kan hygge og lune dig på varme drikke.
Hvornår: 29. og 30. november, 10.00-17.00
Hvor: Rahbeks Allé 30, Frederiksberg
Bettes Julemarked
På familie- og børnecaféen Bette er der lagt op til et julemarked for hele familien. Shop julepynt fra Neroli, friskhøstede råvarer fra Fresh.Land, kort fra Lignes Bleues og Emilie Holm Atelier samt julebag fra Bettes egen bager. Der er live jazz og højtlæsning fra kl. 11.00.
Hvornår: 16. november 10.00-15.00
Hvor: Kildepladsen 16, Carlsbergbyen
Mith x Créme de la créme a la Helle
Sammen med møbel- og brugskunstsbutikken Mith inviterer juleconniseruer nr 1 Helle Høgsbro Krag til julemarked. Shop bl.a. stjernen til dit juletræ eller nogle af Helles finurlige snemænd, julekalendre og andet pynt.
Hvornår: 20., 21. og 22. november
Hvor: Store Strandstræde 3, København K
PS ... glæd dig til at komme indenfor i Helles egen julebolig i ELLEs decembernummer, der er på gaden den 20. november
Halgot julemarked
I det hyggelige streetfood-område Halgot i Skovshoved Havn jules der også. Glæd dig til hele 25 udstillere som fx Kalles Børnetøj og interiørbutikken The Apron – samt til at nyde en frokost eller aftensmad i de åbne streetfood-boder.
Hvornår: 21., 22. og 23. november
Hvor: Skovshoved Havn 16B, Charlottenlund 2920